Arbejdskraft

For over ti år siden manglende branchen lærlinge: Men så gik virksomhederne sammen

Nu håber man, at den succesfulde ordning kan være med til at skaffe milliardinvesteringer til Nordjylland.

Arkivfoto: Claus Søndberg

For mere end 10 år siden så Christina Ørskov ind i en fremtid, hvor manglen på arbejdskraft vil blive dominerende i branchen. 

Derfor besluttede direktøren for Orskov Yard at etablere en lærlingeordning, der i dag omfatter flere nordjyske virksomheder og uddannelsesinstitutioner. 

"Vi måtte sande, at vi ikke havde tilstrækkeligt fokus på lærlinge, når det gjaldt tiltrækning og fastholdelse af dem," siger direktøren i en pressemeddelelse. 

Resultatet blev, at Orskov Yard i 2013 stiftede Maritim Lærlingeordning, der skulle sikre, at flere lærlinge kom ind på det nordjysk værft.

I dag er 10 virksomheder med i ordningen, der har 70 aktive lærlinge, ligesom lærling nummer 150 har netop modtaget sit svendebrev. 

Ordningen, der er en eneste af sin slags i Danmark, er finansieret af de medvirkende virksomheder og er drevet uden støtte fra offentlige puljer. 

Disse virksomheder er med i ordningen

Følgende uddannelsesinstitutioner er samarbejdspartnere:

Tech College

EUC Nord

Mercantec

AMU Nordjylland

Aalborg Handelsskole

Aalborg Tech College


Følgende virksomheder er med i Maritim Lærlingeordning:

MAN Energy Solutions

Mariendal

Orskov Yard

Alfa Laval

RASI Maskinfabrik

EnTech Marine

Svanehøj

KS Maskinteknik

SCANEL

Soft & Teknik

Dele-ordning og konkurrenceparameter 

Gennem alle årene har maritim lærlingekoordinator Anette H. Sørensen været drivkraften i projektet. 

Hun mener, at det er en vigtig opgave for virksomhederne at tage ordentlig hånd om deres lærlinge, da det er fremtidens medarbejdere. 

"I en travl hverdag med produktion og drift kan det være svært at fastholde fokus på uddannelsen af virksomhedens lærlinge. Hvordan sikrer man, at de lærer, det de skal? At de dygtige lærlinge får udfordringer nok? Det er her, at jeg kommer i spil. For kvalificerede medarbejdere er et lige så stort konkurrenceparameter som ordretilgang og gode produkter," siger Anette H. Sørensen. 

I de tilfælde, hvor virksomheder ikke mener, at de kan have en lærling, findes der alternativer via ordningen, som eksempelvis oprettelsen af en rotationsordning for skibsmontørlærlingene og ansættelse af delelærlinge indenfor elektriker- og industriteknikeruddannelserne, hvor flere virksomheder i samarbejde uddanner lærlingen.

Det maritime Nordjylland

Nordjylland er den region, hvor flest elever søger en erhvervsuddannelse nemlig 24,4% af en årgang, og det er den region i Danmark med flest maritime smede, elektrikere samt skibsmontører.

I Nordjylland udbydes også HF- og STX-retninger på almene gymnasier målrettet forsvars- og søvejen.

Hos MARTEC i Frederikshavn udbydes flere maritime uddannelser, og den maritime uddannelsesværdikæde fortsætter på Aalborg Universitet, som hvert år udbyder 749 uddannelsespladser med relevans for det maritime område. Det er højteknologiske, videregående uddannelser, herunder maskiningeniører, produktionsingeniører og uddannelser inden for energi, AI, droner, automatisering og robotteknologi, undervandsteknologi og -overvågning.

I Frederikshavn har mere end 450 virksomheder tilknytning til den maritime branche.

Maritime aktører i Nordjylland beskæftiger ca. 9000 personer med alt fra skibsdesign stålarbejde, konstruktion, udstyrskomponenter, aptering, service og vedligehold, heraf er over 850 fastansatte på de nordjyske værfter og ca. 600 fastansatte hos underleverandører til værfterne. Med tilknyttede virksomheder, når tallet op på 17.000 fuldtidsansatte inden for fremstilling og med relation til den maritime industri.

Kilde: Business Region North Denmark

Samtidig er virksomhederne også engageret allerede i folkeskolens 1. klasser, hvor formålet er at få flere til at kigge mod erhvervsuddannelserne, så den langsigtet rekruttering også bliver sikret. 

"Vi har startet et adoptionsprojekt, hvor tre nordjyske virksomheder har ’adopteret’ en 1. klasse fra den lokale folkeskole, som gennem ni år vil lægge to undervisningsdage om året ude på virksomheden," fortæller Anette H. Sørensen.

Milliarder fra Forsvaret  

Den succesfulde lærlingeordning gavner ikke kun de medvirkende virksomheder. 

Hos Business North Denmark, der er en sammenslutning af de 11 nordjyske kommuner, håber man, at ordningen kan være medvirkende til, at Forsvaret kigger mod nord, når de skal investerer milliarder. 

”Vi kigger ind i nogle potentielle spændende og store opgaver i forbindelse med Flådeplanen, og det kræver den rette arbejdskraft. Her i Nordjylland har vi en række værktøjer, som kan løse udfordringerne med arbejdskraft, det er blandt andet tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, omskoling af medarbejdere, og så har vi hele den maritime uddannelses-fødekæde, som den maritime lærlingeordning er et godt eksempel på og en del af,” understreger Per Bach Laursen, formand for Business Region North Denmark og borgmester i Vesthimmerlands kommune i pressemeddelesen. 

Regeringen har afsat 50 milliarder kroner til at styrke Forsvaret i 2025 og 2026. Mens man vil investere yderligere 70 milliarder kroner løbende frem til 2033.