Arbejdskraft

Karnevalschef vil skabe værdi for hele regionen - også erhvervslivet

Aalborg Karneval kan give værdi til Nordjylland året rundt - og ikke kun på en festlig lørdag i maj. Det vil karnevalschefen udnytte.

Chris Kroer Jensen er chef for Aalborg Karneval. Foto: Kasper Ørkild

På lørdag sker det igen. Det er et syn, som langt de fleste nordjyder kender til. Tusinder og atter tusinder af mennesker fylder Aalborg og mødes i en festlig kulmination i Kildeparken.

Aalborg Karneval er årets fest i det nordjyske. Men den årligt tilbagevendende kulturbegivenhed kan kaste mere end fest og farver af sig. 

Sådan lyder det fra Chris Kroer Jensen, som står i spidsen for Foreningen Aalborg Karneval. 

"Der er 100.000 mennesker i gaderne, som har det godt, og 40.000 fester i Kildeparken. Jeg er helt bevidst om, at der er aalborgensere, der ikke har samme holdning til den store fællesskabsfest, men vi har en ambition om at favne flere mennesker, flere segmenter og flere steder i byen," fortæller han.

Den erfarne projektmager med en lang baggrund i at afvikle arrangementer håber nemlig, at en lang række nordjyske aktører får øjnene op for det potentiale, der udfolder sig på den næstsidste lørdag i maj.

"Det er en rejse, vi står overfor. Værdien af Aalborg Karnevals aktiviteter afspejler sig ikke kun over for slutbrugere, men i et bredere perspektiv over for erhvervslivet, uddannelsesbyen og brandingen af Aalborg," fortæller Chris Kroer Jensen.

Han påpeger, at omkring 30 procent af de cirka 100.000 karnevalsdeltagere kommer fra andre regioner end Nordjylland.

Fremtiden på besøg

Kernepublikummet til Aalborg Karneval - de unge voksne - er dermed et værdifuldt segment på flere aspekter. Det kan være til gavn for nordjyske virksomheder såvel som uddannelsesinstitutioner.

"Hos Aalborg Karneval arbejder vi løbende på at indsamle data på vores gæster med henblik på at dokumentere den værdi, som Aalborg Karneval genererer udover over de 80 millioner kroner, som vi ved, at gæsterne bibringer den nordjyske økonomi," siger han.

Det er altså en indgående viden om fremtidens potentielle arbejdskraft, som Chris Kroer Jensen ser som et værdifuldt værktøj for Aalborgs erhvervsliv.

De unge er vilde med Aalborg Karneval, og det kan i sidste evne gavne det nordjyske erhvervsliv. Arkivfoto: Martin Damgård

"Vi skal ikke stå på karnevalsdagen og rekruttere dem. men vi ved fra vores undersøgelser, at mange af dem finder Aalborg meget attraktiv. Derfor er karnevallet en oplagt rekrutteringsplatform for studiebyen Aalborg, og når man først er landet her, er det nemmere for virksomhederne at rekruttere arbejdskraft," siger karnevalschefen og tilføjer:

"Der skal vi som karneval være bedre til at dokumentere, at vi har fat i noget. At vi har fremtidens arbejdskraft for Aalborg på besøg."

De fremtidige planer for Aalborg Karneval lægger også op til, at det ikke udelukkende er en lørdag med fest og farver, som bliver et udstillingsvindue for byen og landsdelen.

Familier og nye slags gæster

Chris Kroer Jensen og resten af foreningen bag Aalborg Karneval har nemlig en idé om at udnytte de dage mellem det nuværende børnekarneval og den store festdag, hvor byens gader fyldes med festglade mennesker.

Det giver muligheder for at henvende sig bredt til nye mennesker og segmenter.

"På sigt vil vi gerne have en hel karnevalsuge, der kører fra det nuværende børnekarneval og hen imod det store karneval ugen efter. Vi vil også se familier, og vi vil gerne se andre segmenter end dem, som typisk dyrker karneval," siger han.

"Vi vil gerne tilbyde andre formater og vinkler på karnevallet. Vi ser gerne Kunsten blive involveret i udsmykning, biblioteker og museer, der fortæller og udstiller karnevallets historie og traditioner fra nær og fjern. Mulighederne er mange og mangfoldige."

Dermed håber karnevalschefen på at få et større aftryk på byen og regionen på tværs af hele året - og ikke udelukkende under majsolen. 

"Vi skal nok få lavet en erhvervsklub og få partnere ind der. Men det handler for mig mere om at dokumentere den værdi, der ligger i at få besøg af så mange mennesker udefra. Karneval kan være en vækstdriver for en by," lyder det afsluttende fra Chris Kroer Jensen.

Arbejdet starter blandt andet ved at nedsætte et advisory board for Aalborg Karneval, hvor flere nordjyske erhvervsledere allerede har meldt sig klar.