Ny bestyrelse skal løfte vækstvirksomhed: "Vi er gået glip af vækst, fordi vi ikke har været dygtige nok"
En ny strategi skal tage den nordjyske vækstvirksomhed AskCody til næste niveau. Samtidig har direktør Allan Mørch sat en ny bestyrelse, der skal være med til at løfte virksomheden.
Fokus på Skandinavien og USA, ansvar for eget salg og en konsulentservice.
Det er hovedtrækkene fra den nye strategi, som vækstvirksomheden AskCody implementerede i slutningen af 2024.
"Tidligere har vi haft kunder i hele verden. Det er skønt, men det stiller store krav til vores organisation, at vi skulle håndtere kunder globalt 24/7," siger direktør Allan Mørch.
"Den nye strategi handler om at fokusere på de markeder, hvor vi kan skabe mest værdi, så lønsomt, effektivt og skalérbart som muligt."
AskCody udvikler og sælger software, der håndterer alt omkring virksomheders mødeplanlægning.
På verdensplan har virksomheden 500.000 brugere, og deres platform administrerer 750.000 møder om måneden.
Udover at sælge software vil AskCody også fremover tilbyde konsulentservice, hvor kunderne også kan få hjælp til operationalisering til produkterne.
Ny bestyrelse skal skabe positiv bundlinje
Allan Mørch har sammensat en ny professionaliseret bestyrelse, som han nu skal arbejde under.
Det betyder, at direktøren selv træder ud af bestyrelsen. Ligesom hans bror Steffen Mørch og Kjeld Nielsen, der også var med til at stifte AskCody, også gør det.
I stedet tiltræder Morten Felding, Henrik Larsen og Nicholas Lerche-Gredal.
Martin Bøge Mikkelsen forbliver i bestyrelsen.
Morten Felding: Tidligere CEO i ATEA Denmark og Convena Group. Han har tidligere arbejdet med B2B-salg og go-to-market-strategier.
Henrik Larsen: Tidligere leder hos A.P. Møller-Mærsk, hvor han har ledet globale indkøb og forsyningskæder. Ifølge direktør Allan Mørch skal han blandt andet være med til at sikre, at AskCody kan skalere effektivt.
Nicholas Lerche-Gredal: Partner i DLA Piper med speciale inden for M&A, venture kapital og strategi. Han har erfaring med, hvordan en virksomhed kan ekspandere internationalt.
Martin Bøge Mikkelsen: Repræsentant for Promentum Equity Partners, der har aktiemajoriteten hos AskCody. Han skal være med til at udføre den planlagte strategi.
Den nye bestyrelse skal være med til at implementere den nye strategi hos AskCody.
"Vi ville gerne have nogle, der har siddet med et stort salgsansvar, har et stort netværk og som kan bidrage til at eksekvere vores go-to-market-strategi. Det har vi fundet," siger Allan Mørch, der samtidig påpeger, at den tidligere bestyrelse har udført et godt stykke arbejde.
AskCody har de senere år vokset på toppen, men bunden har ikke fulgt med.
I 2023, der er det seneste offentliggjorte regnskab, indkasserede virksomheden et underskud på 650.000 kroner efter skat. Dog havde den aalborgensiske virksomhed et positivt driftsresultat på 1,4 millioner kroner.
Ifølge direktøren kommer den nye bestyrelse med en række kompetencer, der skal løfte bundlinjen.
"Vi er gået glip af vækst, fordi vi ikke har været dygtige nok i forhold til at være til stede på de markeder, hvor vi gerne vil være," siger Allan Mørch.
"Så det har været et bevidst valg at rekruttere en bestyrelse, der skal gøre os bedre til kommercialisering af vores produkt og go-to-market-strategi, fordi vi har identificeret, at der er vi ikke stærke nok."
AskCody har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2024, men ifølge direktøren ligger driftsresultatet - EBITDA - på nogenlunde det samme som året forinden.
Allan Mørch forventer, at virksomheden formår at vækst både top- og bundlinjen i 2025 med den nye bestyrelse og strategi i hånden.