Arbejdskraft

På to år har Rikke 25-doblet overskuddet. Her er hendes opskrift

Det går godt for Femmeunique, der for andet år i træk har leveret et rekordoverskud. Det skyldes blandt andet et strategiskifte, der på to år har 25-doblet bundlinjen.

Foto: Søren Førby

I en beskeden bygning på Nibevej i Aalborg ser det ud til, at Rikke Markdal og hendes medarbejdere har fundet deres opskrift på succes. 

På to år har de 25-doblet bundlinjen i skønhedsvirksomheden Femmeunique, der sælger private label-produkter inden for beauty og kosmetik.

Og med nogle af største detailkæder som kunder, er virksomhedens produkter at finde i ti lande i Europa.

"Vi er gode til, hvad der trender for skønhedsprodukter. Samtidig har vi fået kontakt til nogle ret store spillere på markedet, som forventer en leverandør, der er lynhurtig på aftrækkeren. Og det er vi lykkedes med at være," siger Rikke Markdal. 

Siden 2014 har hun været direktør og ejer af Femmeunique.

Og selvom de netop har afleveret rekordregnskab for andet år i træk, har virksomheden tidligere været langt fra succes, rekord og millionerne. 

Tre underskud i træk 

Skruer man tiden seks år tilbage havde Femmeunique afleveret sit tredje underskud i træk. 

Femmeunique A/S

Virksomheden udvikler, sælger og leverer skønhedsprodukter. 

De står blandt andet bag de to brands Skeye Beauty og Gelpolish Factory. 

Rikke Markdal stiftede virksomheden i 2014 og ejer den i dag sammen med sin mand, Kim Jensen. 

Virksomhedens produkter bliver solgt i blandt andet Skandinavien, Holland, Østrig, Spanien, Portugal og Italien.

Femmeunique har otte medarbejdere. 

I regnskabsåret for 2024/2025 havde virksomheden et overskud på 12,3 millioner kroner efter skat. Det var det største resultat i virksomhedens historie. 

På tre år havde skønhedsvirksomheden, der dengang talte to medarbejdere, mistet godt to millioner kroner. 

For direktøren var det også en tid, hvor spørgsmålet om at lukke butikken blev vendt flere gange. 

"Når vi blev ved med at smide gode penge efter dårlige penge, så skulle jeg gøre op med mig selv, om det var det værd," siger Rikke Markdal. 

"Overvejelen om at stoppe har jeg haft flere gange, men jeg har aldrig været tæt på at eksekvere på den" 

Hvorfor ikke? 

"Vi har lavet en del fejl, og vi er til tider ikke lykkedes, men alligevel har jeg haft en ukuelig tro på, at der ventede os noget godt."

Rikke Markdal har tidligere arbejdet hos både Beauté Pacifique og Lene Bjerre Design, inden hun i 2014 stiftede Femmeunique.

Og med rette.

De seneste to år er væksten eksploderet for Femmeunique, der i dag tæller otte fuldtidsmedarbejdere. 

Det skyldes særligt et strategiskifte for to år siden. 

Det nye lager er allerede for lille

I de seneste to år har Femmeunique fokuseret mere på udvikling af private label-produkter frem for at være distributør, som man tidligere fokuserede på. 

"Vi har vores egne varer og brands. På den måde har vi selv styring over det, fordi vi ikke er lige så afhængige af andre," siger direktøren, der dog også peger på en udfordring ved strategiskiftet. 

"Vi har også et større ansvar, fordi selv skal have styr på produktion og lovgivningen." 

Alligevel har den nye strategi sat turbo på omsætningen. 

For direktøren er det vigtigt at understrege, at en stor del af væksten skyldes de 8-10 medarbejdere i Femmeunique. De forudser trends og udvikler produkter, som kunderne hiver ned fra hylderne.

I 2024 flyttede virksomheden til større lokaler, hvor kapaciteten på lageret blev næsten femdoblet. 

Men efter ét år er det 600 kvadratmeter store lager på Nibevej allerede blevet for småt for den hurtigvoksende virksomhed, der nu er i gang med at kigge efter endnu mere plads.

Tankerne om at lukke virksomheden er langt væk for Rikke Markdal. 

Nu handler det om at fastholde et momentum, der kan få dem ud i flere lande. 

"Vi har varer i faste sortimenter i flere store kæder. Vi har succes med flere ting, så jeg forventer, at vi vækster markant også i indeværende regnskabsår," siger direktøren, der går efter rekordoverskud for tredje år i træk.