Dit mindset kan afgøre, om du får succes i karrieren
Du klarer dig bedre i arbejdslivet med et udviklende mindset end et fastlåst, ifølge Jeppe Agger Nielsen, der er professor på Aalborg Universitet. Her er opskriften på, hvordan du kan gøre noget ved det.
den gør dig klogere på, hvordan du forbedrer dine chancer for at udvikle dig og få succes i karrieren. Jeppe Agger Nielsen, der er professor på Aalborg Universitet og medforfatter til en ny bog om emnet, medvirker i artiklen. Han fortæller, at dit mindset har betydning.
Artiklen er første gang udgivet d. 29. juni 2021.
Du skal ikke blot til at læse en artikel. Du skal være med i et lille tankeeksperiment, som – tro det eller ej – måske kan hjælpe dig med at udvikle dig mere og opnå større succes i karrieren.
Jeg vil bede dig om at tænke tilbage på sidste gang, du sad i et møde på din arbejdsplads. Du skal tænke tilbage på et møde, hvor en eller flere af dine chefer var til stede.
Deltog du aktivt på mødet? Var du ikke bange for at sige det, du tænkte, højt?
Eller var du passiv? Havde du idéer eller spørgsmål, som du valgte at holde for dig selv, fordi du var bange for, hvad de andre – ikke mindst dine chefer – ville tænke? Måske var du bange for, at de ville synes, det var et dumt spørgsmål eller en underlig idé.
Hvis du genkender dig selv mere i den første beskrivelse end i den sidste, har du det, man kalder et udviklende mindset. Og det er godt, for forskning viser, at personer med et udviklende mindset klarer sig bedre i karrieren.
Passer den sidste beskrivelse derimod bedre på dig, har du et fastlåst mindset. Du kan sagtens klare dig godt, men du kunne klare dig endnu bedre, fordi du på nuværende tidspunkt ikke udnytter dit fulde potentiale. Men det kan du ændre.
Nu skal du høre hvordan.
Fastlåst og udviklende mindset
I starten af juni udkom bogen Mindsetbaseret Ledelse, som Jeppe Agger Nielsen, professor ved Institut for Politik & Samfund på Aalborg Universitet, sammen med Jens Karlsmose og Allan Kortnum, er medforfatter til.
Jeppe Agger Nielsen forklarer, at bogen skelner mellem to forskellige mindsets.
Hvis du har et fastlåst mindset, tænker du, at dine evner er mere eller mindre konstante. Du tænker groft sagt, at du enten er god eller dårlig til noget – og du tror ikke for alvor på, at du kan blive bedre.
- Mennesker med et fastlåst mindset vil derfor gerne undgå situationer, hvor de kommer til at lave fejl og se dumme ud. Nye udfordringer vil blive opfattet som en form for trussel, siger han.
Psykologisk tryghed er en forudsætning for at kunne oparbejde et udviklende mindset
Andre kendetegn ved et fastlåst mindset er, at du kan gå i forsvarsmode, hvis du får kritik, og at du helst undgår at spørge om hjælp.
Har du derimod et udviklende mindset, tror du på, at du har nogle grundlæggende kompetencer, som kan udvikles med en indsats. Du er ikke bange for at lave fejl, for du betragter det som en del af rejsen, når du lærer nyt.
- Mennesker med et udviklende mindset tror på, at deres evner og intelligens kan ændres over tid. Eksempelvis ved at lære af deres fejl, ved at tage nye udfordringer op, få feedback og være vedholdende.
Du klarer dig bedre med et udviklende mindset
Han fortæller, at vi alle er en blanding af begge mindsets. Man vil ikke have enten et fastlåst eller et udviklende mindset. Om du har det ene eller det andet mindset kan ændre sig fra situation til situation.
Jo flere situationer, hvor du har et udviklende mindset og dermed tør bevæge dig derud, hvor der er risiko for at lave fejl og møde modgang, jo længere vil du typisk komme i dit arbejdsliv, siger Jeppe Agger Nielsen.
- Det er noget af det, der er med til at forklare, hvor godt du klarer dig i din karriere, siger han.
Det fører os tilbage til de to forskellige mødesituationer i starten af artiklen. Hvis du deltog aktivt ved det seneste møde på din arbejdsplads, er der ifølge professoren større sandsynlighed for, at du udviklede dig. Og hvis du igen og igen deltager aktivt, bliver du ved med at udvikle dig.
Vær bevidst om, hvornår dit mindset er fastlåst
Men hvad kan du så gøre, hvis du er en af dem, der var passiv på mødet?
Jeppe Agger Nielsen fortæller, at du kan arbejde på at få et mere udviklende mindset og dermed kan blive bedre til at udnytte dit potentiale. Det gælder ikke kun i mødesituationer. Det gælder i alle aspekter af din arbejdsdag.
Det første, du skal gøre, er at finde ud af, hvornår du har et fastlåst mindset. Er du mere bange for at sige noget forkert, når du skal forklare noget til din chef fremfor til din sidemakker? Bliver du i dårligt humør, når du får feedback fremfor at bruge den konstruktivt? Giver du op, hvis du skal løse en svær opgave, eller vælger du i stedet at spørge om hjælp?
Når du er bevidst om, hvornår du har et fastlåst mindset, kan du nemmere være opmærksom på at reagere anderledes i de konkrete situationer.
Arbejdsmiljøet skal ændres
Jeppe Agger Nielsen fortæller, at det kan være svært og tage lang tid at ændre et fastlåst mindset. Hvis det skal lykkes, er det ifølge professoren også vigtigt, at der sker ændringer i det arbejdsmiljø, du er en del af.
Der skal arbejdes på at skabe det, man kalder psykologisk tryghed. Det betyder, at der skal være en kultur, hvor medarbejderne føler sig sikre på, at de ikke bliver nedgjort eller ydmyget, hvis de begår fejl eller kommer med input.
- Psykologisk tryghed er en forudsætning for at kunne oparbejde et udviklende mindset, siger han.
Der er slet ingen tvivl om, at der er mange, som overvejende har et fastlåst mindset, som er blevet dygtige
I Microsoft, som er en af verdens største it-virksomheder, har man i nogle år været ved at lave en kulturændring. Ledelsen har italesat, at den nye kultur skal være grundfæstet i et udviklende mindset.
Man har i virksomheden blandt andet fået fokus på forskellighed og inklusion, der er blevet sat ord på, hvad god ledelse er, og rekrutteringsstrategien er blevet ændret.
Tilbage til mødebordet
Men kan man ikke også nå langt i sin karriere, hvis man har et fastlåst mindset, spørger jeg Jeppe Agger Nielsen.
- Der er slet ingen tvivl om, at der er mange, som overvejende har et fastlåst mindset, som er blevet dygtige, svarer han.
Han forklarer, at en tennisspiller, der tidligere var en af verdens bedste, i høj grad har et fastlåst mindset. Det viser en anden forfatters analyse.
- Forfatterens argument er, at tennisspilleren kunne være nået endnu længere, hvis han havde haft et udviklende mindset. Men det er jo et eksempel på, at man kan nå ret langt alligevel, siger Jeppe Agger Nielsen.
Vi slutter artiklen, hvor vi startede: Omkring mødebordet.
Jeg vil bede dig tænke på det næste møde, du skal have på din arbejdsplads. Kommer du til at deltage aktivt med idéer og spørgsmål? Eller kommer du til at være passiv?
Måske kan det rette valg bane vejen for mere udvikling og større succes i din karriere. Nu ved du hvorfor.