Den enkle guide

Skaber din feedback dårlig stemning på kontoret? Så har Morten guiden til dig

Har du svært ved at give feedback til din kollega? Så kan du med fordel se med i denne artikel, hvor Morten Gelbek Andreasen giver dig den enkle guide til konstruktiv feedback. Se med og undgå, at din feedback efterlader dårlig stemning på kontoret.

“Det er vigtigt, din feedback er konstruktiv. Ellers kan du risikere, at din kollega ikke er villig til at tage imod den,” fortæller Morten Gelbek Andreasen.
Derfor skal du læse denne artikel

I en undersøgelse fra Ballisager svarer 23 procent af de adspurgte danskere, at det er vigtigt, at muligheden for udvikling er til stede i det næste job, de lander.

Konstruktiv feedback kan derfor anses som værende et attraktivt element, når virksomheder skal rekruttere. Men hvordan er det så lige, du giver den konstruktive feedback, som ikke skaber dårlig stemning på kontoret? Det gør Morten dig klogere på i denne guide.

Har du givet din kollega feedback, hvor du ikke helt følte, at vedkommende tog imod det? Det kan ifølge Morten Gelbek Andreasen skyldes, at du indleder din feedback på en uhensigtsmæssig måde, og at din feedback ikke har det rigtige formål.

En undersøgelse foretaget af konsulentvirksomheden Ballisager viser, at 27 procent af danskerne vægter lederens kompetence til at udvikle deres medarbejdere højt. Derudover viser undersøgelsen, at 23 procent af danskerne vægter muligheden for udvikling højt, når de søger deres næste arbejde.

Ifølge Morten Gelbek Andreasen kan du derfor med fordel benytte konstruktiv feedback som læringsredskab til at hjælpe din kollegaer med at udvikle sig i deres arbejdsliv.

I videoen herunder får du derfor tre kriterier, som du skal overveje, inden du bevæger dig ud i at give feedback. For det er afgørende, at omstændighederne er rigtige for at feedbacken bliver god.

Indledningsvist er det vigtigt, at din feedback er konstruktiv. Det betyder, det skal være brugbart og fremadrettet. Og så skal din feedback fokusere på, hvad du gerne vil have gjort bedre fremadrettet, frem for hvad din kollega gjorde forkert.

Hvad er formålet med din feedback?

Derudover skal din feedback have et formål, som udspringer af, at du gerne vil hjælpe din kollega med at udvikle sig. Du skal derfor ikke give feedback, hvis det blot er, fordi du har brug for at komme ud med irritationer.

Sæt dig ind i din kollegas sted, og spørg dig selv om, hvad der kan flytte din kollega allermest. Det er vigtigt, du kun vælger ét formål med din feedback. For fokuserer du på for mange områder, kan det føles uoverskueligt for din modtager, og så mister din feedback sin virkning.

Overvej timingen af din feedback

Det næste kriterie, som du skal tage hensyn til, er timingen af din feedback. Ifølge Morten Gelbek Andreasen siger man grundlæggende, at feedbacken skal gives så hurtigt som muligt, så du kan huske, hvad der er sket forud for det.

Men når det gælder arbejdspladsen, kan du med fordel også overveje din timing af feedbacken. Nogle mennesker er meget følsomme i forhold til feedback, og uanset hvor pænt man siger det, kan du risikere, det bliver taget som ren kritik.

Derfor skal du overveje, om du med fordel kan gøre det under fire øjne lige efter hændelsen, som du vil give feedback på, eller om du skal vente et stykke tid, så kollegaen har lettere ved at tage imod det.

Derudover er det vigtigt, at din feedback er på din kollegas adfærd og ikke person. For laver du din feedback på personen frem for personens adfærd, bliver feedbacken uhensigtsmæssig, og det bliver sværere for din modtager at forbedre sig.

Skab en relation til din modtager

Det sidste, du skal have in mente, når du giver feedback, relaterer sig til jeres relation. For det er vigtigt at skabe en relation til personen, som du ønsker at give feedback. Sørg for at skabe en tillidsfuld relation til din modtager og kommuniker i øjenhøjde. For hvis du ikke er på bølgelængde med din modtager, kan du risikere, at personen ikke er modtagelig over for din feedback.

Morten Gelbek Andreasen

Morten Gelbek Andreasen er trivselskonsulent og er indehaver af NLP Aalborg, der blandt andet uddanner coaches. Selv har han mere end 20 års erfaring som livsstilscoach.