Kaffebrief

100 mand mangler til projekt, senior i job hos lokal virksomhed og ny chef søges i Thy Erhvervsforum

… klædt på til smalltalk med substans.

100 mand skal ansættes til hemmeligt projekt i Aalborg

Godmorgen og velkommen til dagens kaffebrief. Jeg har fundet tre væsentlige historier til dig. Den første omhandler en af Danmarks største spilproduktioner nogensinde, som netop officielt er skudt i gang med base i Aalborg.

Det er spilfirmaet Slipgate Ironworks, der på flere sociale medier søger ansatte til produktionen. Spillet bliver produceret i samarbejde med amerikanske Saber Interactive, som også ejer den aalborgensiske virksomhed.

- Vi kan ikke sige meget om, hvilket spil det er. Det bliver et action-skydespil baseret på en kult-klassiker, fortæller direktør Frederik Schreiber.

Frederik Schreiber vurderer, at over 100 personer vil blive involveret i produktionen af spillet. Størstedelen vil være i Aalborg, men firmaet har ansatte i ti forskellige lande.

Læs mere på Nordjyske (for abonnenter).

Luksusbaby har ansat en ny type medarbejder

Ole Birger Hansen kunne med god samvittighed have trukket sig tilbage efter 37 år i politiets tjeneste. Men den tidligere hundefører vil gerne holde sig i gang og stadig nyde godt af det kollegiale fællesskab.

Den mulighed har han fået hos sin tidligere politikollega, som er medstifter af Luksusbaby. Nu håber de, at flere vil gøre det samme.

Ifølge Morten Grabowski Kjær, medstifter af Luksusbaby, kan seniorer på arbejdsmarkedet nemlig bidrage med noget helt særligt:

– Mennesker med livserfaring udstråler ofte en anden ro, som kan smitte af på vores øvrige medarbejdere. Alle bidrager med noget forskelligt, men jeg oplever, at seniorer typisk er løsningsorienterede og svære at slå ud, fordi de gennem et langt arbejdsliv har været udsat for lidt af hvert.

Læs mere på Vigeur.

Chef i Thy Erhvervsforum stopper øjeblikkeligt

Slipgate Ironworks er langt fra de eneste, der i øjeblikket søger nye medarbejdere. Det gør de nemlig også i Thy Erhvervsforum.

Her har erhvervschef Anne Hansen nemlig valgt at stoppe. Det skriver erhvervsforeningen på sin hjemmeside.

Anne Hansen, der tiltrådte 1. februar 2021, fratræder som erhvervschef i Thy Erhvervsforum efter gensidig aftale, grundet forskellig opfattelse af strategien.

Hun fritstilles øjeblikkeligt, og Thy Erhvervsforum konstituerer formand Elisa Grauenkjær til erhvervschef, indtil en ny erhvervschef er fundet.

Læs mere på Nordjyske.