Året ejerleder kåret, ny biskop i Aalborg Stift og konkurs i inkassofirma
… klædt på til smalltalk med substans.
Årets nordjyske ejerleder er kåret
Godmorgen og velkommen til dagens kaffebrief. Jeg har fundet tre nyheder fra det nordjyske erhvervsliv til dig. Og vi starter i Musikkens Hus i Aalborg.
Her blev Christina Ørskov i går aftes kåret til Årets Ejerleder 2021. Det er revisions- og konsulentvirksomheden PwC, der sammen med Dansk Erhverv og Finans står bag prisen Årets Ejerleder.
Christina Ørskov er ejerlederen bag den frederikshavnske virksomhed Orskov Yard, der reparerer og servicerer skibstyper inden for den maritime branche.
Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg, fortæller om Christina:
- Christina er en ildsjæl, der flot og beslutsomt fører familievirksomheden videre. Hun er en naturlig leder og er ikke bange for at konkurrere med de helt store konkurrenter i branchen. Christina har en særlig drivkraft og et fantastisk engagement i alt, hvad hun beskæftiger sig med, både i virksomheden, i branchen, i byen og i Nordjylland. Drivkraft, mod og handlekraft indrammer Christina som ejerleder.
Læs mere på Nordjyske.
Ny biskop i Aalborg Stift: Så mange stemte på ham
Fra en historie om en leder til en anden. Der er nemlig netop valgt en ny leder i Aalborg Stift. I går kunne 1755 præster og menighedsrådsmedlemmer vælge at sætte deres kryds ved enten Thomas Reinholdt Rasmussen eller Anette Brounbjerg Bennedsgaard som deres fremtidige biskop.
Resultatet blev, at Thomas Reinholdt Rasmussen vandt med 829 stemmer, mens Anette Brounbjerg Bennedsgaard fik 743 stemmer.
Den nye biskop indsættes ved en gudstjeneste i Budolfi Kirke 12. december - men er altså officielt biskop allerede fra 1. december.
Læs mere på Nordjyske.
Nordjysk firma går konkurs
Den sidste nyhed i dagens kaffebrief er et bevis på, at man måske ikke altid skal føre sine ideer ud i livet, selvom man virkelig mener, man har fundet på en god ide.
Et inkassofirma ville hjælpe små virksomheder med at opkræve penge fra dårlige betalere ved hjælp af en IT-platform. Men der var åbenbart ikke kunder nok.
Derfor er inkassofirmaet Debito ApS netop gået konkurs. Debito er ejet af Christoffer Baadsgaard og i 2018 fik virksomheden Spar Nord som medejer.
Virksomheden - med seks fastansatte og fem kontraktansatte - blev derfor sendt til tvangsopløsning og er nu under konkursbehandling.
Spar Nord skriver til Nordjyske:
- Selvom virksomheden har haft en god idé og teknologien til at understøtte den, så har det med tiden vist sig ikke at være en bæredygtig forretning, idet der ikke har været et marked for dem.
Læs mere på Nordjyske.