Kaffebrief

Kåde kokkedrømme, tidligere NetIP-direktør har fået nyt job og krav om coronapas

… klædt på til smalltalk med substans.

Drømmer du om at iføre dig en kokkehue? Slå til nu

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Kaffebrief. Vi starter med de helt store drømme. For er du kørt træt i din karriere og længes du efter nye græsgange - måske dit eget spisested - så kan det være nu, du skal slå til og gribe ud efter kokkehuen.

Der er nemlig en del kendte spisesteder til salg i Nordjylland. Blandt andet disse fem:

- Restaurant Lilleheden i Hirtshals

- Vester Hassing Kro

- Den indiske restaurant Mumbai i Aalborg

- Færgegrillen i Hanstholm

- Løkkens Vejkro mellem Hjørring og Løkken

Find flere spisesteder til salg ved Nordjyske.

Tidligere NetIP-direktør har fået nyt job

Den næste historie handler faktisk om én, der har skiftet job. Han er dog ikke sprunget ud som restaurantejer - endnu. Men det kan da være, at han bliver inspireret efter dagens Kaffebrief.

Men lige nu er planen, at Carsten Hedemann skal slå sine folder som koncerndirektør for Viborg-virksomheden Trimit fra den 1. januar 2022.

I sit nye arbejde får han det samlede ledelsesansvar for koncernen, som består af Cornator A/S, Trimit Development A/S, Trimit A/S samt datterselskaberne Cornator Norge og Cornator Holland.

Carsten Hedemann stod tidligere i spidsen for Aalborg-virksomheden NetIP gennem 7,5 år som administrerende direktør. I maj 2021 blev han afskediget i en fyringsrunde, der endte med at koste 18 personer jobbet, herunder det meste af den daglige ledelse.

Læs mere ved Nordjyske.

Kommunalt ansatte skal vise coronapas

Og så til den sidste historie. Og her kommer vi altså ikke udenom en corona-historie. Det skal handle om medarbejderne i Jammerbugt Kommune, der enten skal være nytestede eller vaccinerede for at møde ind på arbejde.

Der er nemlig krav om, de kan fremvise et gyldigt coronapas. Og det går et skridt længere end KL’s anbefalinger.

Det bliver den nærmeste leder, der skal stå for at kontrollere passene, men der kommer altså ikke til at stå en corona-vagt ved hovedindgangen, lyder det. Der er derimod tale om en tillidsbaseret ordning, hvor medarbejderne kan blive udtaget til en stikprøve.

- Det er for at gøre det så trygt som muligt for vores medarbejdere, siger kommunaldirektøren til TV2 Nord.

Læs mere ved TV2 Nord.