Mindre i kørselsfradrag, nyt i sag om Hvalpsund-overfart og selskab gået konkurs
… klædt på til smalltalk med substans.
Så meget er nordjydernes kørselsfradrag faldet
Godmorgen og velkommen til dagens kaffebrief. Så er det i dag, der afholdes kommunal- og regionsvalg. Og ved du stadig ikke, hvor du skal lægge din stemme, vil jeg anbefale dig at tage denne kandidattest.
Før du gør det, får du her først tre væsentlige historier, som jeg har fundet til dig. Den første handler om dit kørselsfradrag. For er du en af de nordjyder, der sidste år arbejdede mere hjemmefra, er du med stor sandsynlighed også en af dem, der skal have mindre i kørselsfradrag.
For kører du ikke på arbejde, er du ikke berettiget til kørselsfradrag. Skattestyrelsen oplyser, at nordjyderne alene i 2020 mistede 230 millioner. Det svarer til, at hver nordjyde i gennemsnit har mistet 1.600 kroner.
Flere er igen begyndt at tage bilen på arbejde, og derfor opfordrer Skattestyrelsen til, at man retter sin forskudsopgørelse til, når den frigives 18. november.
Læs mere på TV2 Nord.
Nyt i sagen om færgerne på Hvalpsund-overfarten
Kan du huske, da det med dages mellemrum gik galt for to færger i Hvalpsund og Sundsøe?
Først med færgen "Mary", hvorfra en stor lastbil med anhænger røg i vandet ud for færgelejet i Hvalpsund. Og få dage efter reservefærgen "Sleipner", som stødte på grund ud for Sundsøre.
Nu er begge færgeuheld blevet undersøgt af Den Maritime Havarikommission. Konklusionen lyder, at der ikke har været alvorlige sikkerhedsproblemer på færgerne. Det skriver Nordjyske.
- Der er ikke problemer, som giver os anledning til at foretage yderligere. Der var ikke menneskeliv i fare, skibet var ikke i fare, og miljøet var ikke i fare, siger Øssur Hilduberg, undersøgelseschef for Den Maritime Havarikommission.
Læs mere på Nordjyske.
Selskab bag nordjysk camping er gået konkurs
Nu kan det være slut med at tage på camping i Løkken, når du begynder at længes efter ferie. Selskabet bag Camping Rolighed mellem Grønhøj og Ingstrup er nemlig gået konkurs.
Det er holdingselskabet PK FF Holding ApS, der er ejet af Hongkong-danskeren Peter Kjær, som har drevet pladsen. Selskabet blev begæret konkurs d. 30. september af en medarbejder, der ikke havde fået sin løn. Det fortæller konkursboets kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra advokatfirmaet Bech-Bruun til Nordjyske:
- Den forklaring, vi har fået, er, at det er Steffen Kjær (Peter Kjærs bror, red.), der ejer arealet og formentlig har købt campingpladsen fra de tidligere ejere, mens PK FF har stået for at drive den. Og de er gået konkurs, og derfor har vi været oppe og meddele dem, der var der, at vi lukkede og slukkede.
Camping Rolighed er derfor nu i spil som nyt område til megasommerhuse.
Læs mere på Nordjyske.