Kaffebrief

Ny direktør i Nordjyske Jernbaner, de vinder Erhvervsprisen og Iværksætterprisen og mulig strejke på vej

… klædt på til smalltalk med substans.

Nordjyske Jernbaner får ny direktør

Godmorgen og velkommen til ugens sidste kaffebrief. Jeg har fundet tre historier fra erhvervslivet, som du kan bruge til at føre smalltalk med substans. Den første er fra Nordjylland.

Her bliver Martin Sort Mikkelsen nemlig ny direktør for Nordjyske Jernbaner. Han overtager posten fra Peter Hvilshøj, der efter 10 år i direktørstolen går på pension.

55-årige Martin Sort Mikkelsen kommer fra en stilling som stabschef for Økonomi- og Personaleforvaltningen i Hjørring Kommune. Hovedopgaverne hos Nordjyske Jernbaner bliver blandt andet at arbejde for den grønne omstilling af togdriften og at udvide den regionale togdrift til Arden og Hobro.

Læs mere på Nordjyske.

Her er vinderne af Erhvervsprisen og Iværksætterprisen

De to erhvervspriser, som hylder erhvervsfolk fra Frederikshavn, går i år til to meget forskellige profiler - en kæmpe koncern og en lokal iværksætter. Stena Group vandt den store Erhvervsprisen og iværksætter Mads Andersen kunne tage hjem med Iværksætterprisen.

Mads Andersen løb ifølge juryen afsted med iværksætterprisen, fordi han har gjort Saltebakken til ramme for etableringen af nye virksomheder i Frederikshavn. Efter at have tjent et millionbeløb på salget af sin virksomhed Nordtronic A/S, har han valgt at investere massivt i lokalområdet. Mads Andersen er indstillet personligt til Iværksætterprisen på grund af hans engagement som serieiværksætter.

Også Stena Group imponerede juryen og løb afsted med Erhvervsprisen – en pris som betyder meget for dem ifølge Claus Thinggaard Larsen fra Stena-gruppen:

”Vi er meget stolte over prisen. Det er vigtigt for os at være synlige i Frederikshavn. Det betyder noget for os at skabe arbejdspladser og vækst her, og det er også derfor vi investerer så massivt her. Nordjylland skal på verdenskortet, for der er virkelig muligheder her. Også i fremtiden. Stena-gruppen er i Frederikshavn for at blive,” siger Claus Thinggaard Larsen fra Stena-gruppen.

Læs mere på Nordjyske.

SAS og piloter forhandler fortsat ikke - kan gå ud over din påskeferie

Natten til fredag står en overenskomstaftale mellem SAS og selskabets piloter til at udløbe. Umiddelbart tyder det på, at parterne ikke når at lande en ny aftale, da de ikke forhandler i øjeblikket og ikke har forhandlet siden tirsdag.

Det fortæller Henrik Thyregod torsdag eftermiddag. Han er formand for Dansk Pilotforening, der organiserer SAS' piloter i Danmark.

Hvis parterne ikke bliver enige om en ny aftale, kan et muligt scenarie være, at piloterne lægger pres på SAS ved at varsle en strejke. Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank og tæt følger af SAS, kan en mulig strejke komme til at ligge omkring påsken:

”Hvis det er sådan, at man kommer med et strejkevarsel en af de næste dage, så er der al mulig grund til at forvente, at det kan ramme påsketrafikken.”

Læs mere på Nordjyske.