Nyt erhvervsbyggeri på vej, mød rutsjebane-tekniker i Fårup og ny borgmester i Aalborg
… klædt på til smalltalk med substans.
Stort nybyggeri er på vej syd for IKEA
Godmorgen og velkommen til dagens kaffebrief. På gårsdagens pressemøde blev det fortalt, at Covid-19 ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, og restriktioner ophæves dermed fra 1. februar. Det er derfor slut med brug af mundbind og coronapas langt de fleste steder.
Før vi når dertil, hvor vi kan lade mundbindet og hurtigtesten blive i skuffen, har jeg fundet tre væsentlige historier til dig. Den første finder sted lidt syd for IKEA.
Her vil et nyt byggeri nemlig snart skyde op ad grunden, som lige nu er ejet af de to tidligere ejere af Gøl Pølser.
Den solgte byggegrund er på 22.000 kvadratmeter, og køber er FDM, som vil samle en del af sine aktiviteter i Aalborg på den nye grund.
- Vi har i længere tid været i gang med at finde en ny placering af FDM test og bilsyn Aalborg, der samtidig gør det muligt på sigt at samle en del af vores aktiviteter et sted, fortæller divisionschef i FDM test og bilsyn, Henning Pedersen, og uddyber:
- Derfor har vi nu afgivet et betinget købstilbud på en erhvervsgrund i Svenstrup, der giver stor synlighed for FDM-test og bilsyn, og der er samtidig gode muligheder for en senere udvidelse.
Læs mere på Nordjyske.
Ny rutsjebane i Fårup Sommerland: Mød teknikeren bag
I går var Danmarks største, hurtigste og højeste rutsjebane, Fønix, endelig klar til at tage hul på testfasen i Fårup Sommerland. En opgave, som tilhører Jan Bjeldskov.
Han er sommerlandets rutsjebane-tekniker, og det er hans ansvar at sørge for, at du ikke falder ud, når du sætter dig i en af stedets forlystelser.
- Jeg vil sige det sådan, der er ikke noget, der falder af, men hvis der nu skulle være noget, der faldt af, så kunne jeg sige lige nøjagtigt, hvor det skulle sidde, fortæller han til Vigeur.
Mød rutsjebane-teknikeren her.
Her er den nye kvinde i borgmesterstolen
Ud over rutsjebane-teknikeren Jan Bjeldskov, er der en anden person, jeg synes, du skal gøre bekendtskab med. Nordjyske kalder hende ankeret, når skibet driver væk, mens andre kender hende bedst under navnet Helle Frederiksen.
Hun skal nu vikariere som borgmester for Thomas Kastrup-Larsen, der har meldt sig syg med stress. Helle Frederiksen har været aktiv i politik i en årrække.
Første gang, hun blev valgt ind i byrådet, var i 2006, og foruden i dag at være en del af By- og Landskabsforvaltningen har hun tidligere været 1. viceborgmester.
Også der måtte hun vikariere på borgmesterposten. Dengang for hendes onkel, Henning G. Jensen, der fik en blodprop og derefter ikke genopstillede ved valget i 2013.
Du kan læse meget mere om Helle Frederiksen her.