Kaffebrief

Opsigelser, nordjysk ferieresort og iværksætterdrøm

… klædt på til smalltalk med substans

1000 sygeplejersker blev opfordret til at sige op. De lyttede ikke

Godmorgen. Så blev det fredag. Ugens sidste Kaffebrief starter med en nyhed om sygeplejerskerne. For sidst i november sagde Lucas Pristed sit sygeplejerskejob op, og han håbede, at mange andre ville gøre det samme. Nu oplyser regionerne til TV2, at intet tyder på, at flere sygeplejersker end sædvanligt har sagt deres job op i november.

Udover at være sygeplejerske er Lucas Pristed talsperson for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse. Gruppen opfordrede i november sygeplejersker til at sige deres job op i protest mod løn- og arbejdsvilkår i faget.

- Der er ikke kommet de opsigelser – måske – som vi har håbet på. Men jeg synes stadig, at budskabet i bevægelsen, vi har startet, er kommet igennem til befolkningen og politikerne, siger Lukas Pristed til TV2.

Læs mere ved TV2.

Nordjysk ferieresort er blevet solgt: Så meget er det værd

Vi skal videre til Nordjylland. For her er ferieresortet Jesperhus blevet solgt til den skandinaviske koncern First Camp. Dermed kan brødrene, der står bag salget af familievirksomheden, sætte mange millioner kroner i banken.

Værdien af det nordjyske ferieresort er i forbindelse med salget blevet opgjort til 200 millioner kroner. Det afslører en meddelelse til fondsbørsen i Sverige, hvor køberen er noteret. Sælgerne har ikke selv ønsket at oplyse prisen.

- Det er med en blanding af både stolthed og vemod, at vi slipper nøglerne til den virksomhed, vores forældre startede tilbage i 1966, og som både har været en kæmpe del af vores opvækst og arbejdsliv lige siden, lød det onsdag i en pressemeddelelse fra sælgerne.

Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).

Henrik fulgte sin drøm. Nu vækster hans virksomhed mere end 3000 procent

Vi slutter med en mand, der har forfulgt sin karrieredrøm. Nemlig Henrik Jørgensen, der som 46-årig kastede sig ud i livet som iværksætter og stiftede virksomheden House Nordic.

Virksomheden, der sælger møbler til andre virksomheder, er kommet rigtig godt fra start. Siden Henrik Jørgensen etablerede den i 2017, er den vokset med 3173,5 procent. I 2020 var overskuddet 8,4 millioner kroner.

- Jeg tror, det med iværksætteri altid har været i min DNA. Jeg har altid haft lyst til entreprenørskab og selv ville skabe noget, uden at jeg egentlig har fyret den af, siger han.

Læs mere ved Børsen.