Kaffebrief

Trecifret millionerstatning, restriktioner og Lego-familien

… klædt på til smalltalk med substans

Nu er det vedtaget: Danske fiskere får trecifret millionerstatning

Godmorgen. Så blev det fredag og tid til ugens sidste Kaffebrief. Vi starter med en nyhed, der sandsynligvis vil glæde dig, som er fisker.

For ifølge en ny EU-aftale får danske fiskere 841 millioner kroner i erstatning for tabte fiskekvoter i britisk farvand.

Aftalen fordeler pengene, så fiskere med små både får fuld kompensation, mens nogle af fiskerne med større både ikke får fuld kompensation.

Danske fiskere har samlet set tabt cirka 1,2 milliarder kroner på mistede kvote-rettigheder i forbindelse med Brexit. Men ifølge det nordjyske folketingsmedlem og fiskeriordfører for Venstre, Torsten Schack Pedersen, er kompensationen bedre end ingen kompensation.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at sikre en kompensation. Det er jo langt mere end de nul kroner, der var udgangspunktet. Det mest rimelige havde været fuld kompensation, mente Venstre, men der mente regeringen og støttepartierne, at der skulle ske en graduering af erstatningen, siger han til Nordjyske.

Læs mere ved Nordjyske.

Hvem rammes af nye restriktioner? Restauranter frygter svaret

Vi skal videre til en bekymret restaurationsbranche. For i går blev det meldt ud, at Epidemikommissionen i dag kommer med nye anbefalinger til tiltag som følge af den stigende coronasmitte.

På et pressemøde i går aftes sagde administrerende direktør på Statens Serum Institut, Henrik Ullum, at smitten blandt andet trækkes af natteliv og fester.

- Stormen er blevet kraftigere, trykket er blevet større – og det skal vi reagere på, sagde han.

Ifølge Freja Brandhøj, der er politisk chef hos Danmarks Restauranter og Cafeer, vil det ikke være fair, hvis nye restriktioner rammer restaurationsbranchen, der også har været hårdt ramt tidligere.

- Stigende smitte må man håndtere og myndighederne gøre det nødvendige. Det er jo vilkåret netop nu, men det er dybt uretfærdigt, hvis det igen er restaurationsbranchen der skal betale regningen for en ny nedlukning, siger hun til Finans.

Som det er i øjeblikket, skal restauranter lukke ved midnat, gæster skal bære mundbind og vise coronapas.

Læs mere ved Finans.

Lego-familie køber sig ind i stor nordjysk virksomhed

Sidst men ikke mindst skal vi nå at runde nyheden om, at Lego-familien har valgt at købe sig ind i den nordjyske virksomhed Euro Cater Group. Familiens investeringsselskab, Kirkbi, har købt en aktieandel på 31 procent.

Steen D. Pedersen, der er administrerende direktør i Euro Cater Group, er stolt over det nye samarbejde.

- Vi i ejerkredsen har besluttet, at det nu er tid til at foretage det generationsskifte, som egentlig var planlagt til at finde sted i foråret 2020. Vi er stolte over, at Kirkbi har fundet interesse i at investere i Euro Cater sammen med os. Vi er sikre på, at dette partnerskab vil styrke både Euro Caters vækst- og udviklingspotentiale samt den unikke virksomheds- og ledelseskultur, vores forretning er bygget op omkring, siger han til Nordjyske.

Læs mere ved Nordjyske.