Sådan kan ledere omfavne forskelligheder på arbejdspladsen
- Det er i spændingsfeltet af forskelligheden og uenigheden, at den store fremdrift sker, mener seniorkonsulent og indehaver af mbm group. Foto: Claus Søndberg.

Skrevet af Mette Bugge, indehaver og seniorkonsulent i mbm group.

Både ledelsesmæssigt og i bestyrelsen handler det om at finde den rette sammensætning.

Mennesker med de rette forudsætninger og de rigtige kompetencer. Forskellige generationer med forskellige funktioner og forskellige verdensbilleder. Og alle med den rette indstilling til tingene. Det samme gælder i øvrigt i resten af organisationen. Også her skal kompetencerne bringes i spil og ressourcerne bruges rigtigt.

Den rette sammensætning kræver indsigt og fokus. Ellers bliver det Tordenskjolds soldater om igen. Vi skal have modet og evnen til i fællesskab at overkomme diversiteten i holdninger, meninger og erfaringer, så vi bliver i stand til at løfte denne opgave i fællesskab. For det er lige præcis i spændingsfeltet af forskelligheden og uenigheden, at den store fremdrift sker.

Først når vi tør invitere hinanden indenfor, anerkende forskelligheden, udfordre, presse på og åbne op i forhold til hinanden, vil vi være i stand til at jagte et fælles mål og skabe en fælles retning.

- Jeg ser det som min fornemmeste opgave at være åben og hjælpe til med at forstå værdien af at være forskellige, skriver Mette Bugge. Foto: Claus Søndberg.
- Jeg ser det som min fornemmeste opgave at være åben og hjælpe til med at forstå værdien af at være forskellige, skriver Mette Bugge. Foto: Claus Søndberg.

Jeg har som både leder og bestyrelsesformand arbejdet med sammensætning af teams igennem mange år. Kigget på hvordan vi er forskellige som mennesker og arbejdet med at skabe forståelse for, hvorfor vi kommunikerer og handler, som vi gør - og ikke mindst, hvordan andre bliver påvirket af vores adfærd.

Min tilgang til diversiteten er derfor praktisk og ligetil i forhold til at tilgå opgaven på en konstruktiv måde. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at være åben og hjælpe til med at forstå værdien af at være forskellige, så vi kan overkomme diversiteten og sætte alle forskellighederne i spil på vejen mod det fælles mål. Jeg holder fokus på det gode samspil, men også på den fælles evne til også at sætte de ressourcer i spil, som er kritiske og gerne vil udfordre.

Min opfordring til dig som leder er derfor at finde modet til at omfavne det, der er anderledes. Vær nysgerrig. Spørg ind. Tillad dig at være uenig. Og husk samtidig at stille krav til dine omgivelser:

Styrk samspillet med din bestyrelsen. Sæt fokus på forskelligheden, balancen og samspillet samt evnen til i fællesskab at sætte de ressourcer i spil, som kan udfordre og løfte forretningen. Stil krav. Følg op.

Skab fremdrift i din virksomhed. Vær åben og lyttende som leder. Synliggør forskellighed. Anerkend de gode ideer og de gode gerninger. Tag ansvar, sæt retningen og skab råderum.

Vær sammen om at skabe resultater. I bestyrelsen, i ledelsen, i det enkelte team og på tværs!

Vær uenige, og bliv klogere. Tag erfaringerne med jer videre. Find modet. Find hinanden.