Virksomheder går glip af unge talenter – men de kan nemt løse det, mener ung nordjysk direktør
- Mange SMV’er virker til at have en smule berøringsangst, når det kommer til ansættelse af unge, mener direktør i CompanYoung. Foto: Lars Pauli.

Skrevet af Kevin Rebsdorf, CEO og Founder ved CompanYoung. 

Det går rigtig godt i Danmark. Faktisk så godt, at virksomhederne har brug for endnu flere talenter til at gribe alle de muligheder der ligger foran de danske virksomheder. 

At vi mangler arbejdskraft, kan virke som et paradoks, når vi samtidig kæmper med stor ledighed blandt nyuddannede og elever. Særligt i landets største byer, herunder også Aalborg. 

På tværs af de nordjyske kommuner er det faktisk en forsvindende lille del af de små- og mellemstore virksomheder (SMV’erne), der har akademikere ansat. Og al forskning viser, at ansætter de en akademiker, så vækster de mere. 

Det virker dermed som en “no brainer”. Så hvorfor ansætter flere SMV’er ikke unge nyuddannede, elever og studerende? 

Jeg tror, det har 3 hovedårsager; 

  1. SMV’erne tror, det er sværere end det er 
  1. SMV’erne får ikke gjort sig attraktive nok 
  1. Mobilitetsudfordringer 
Kevin er CEO i rekrutteringsvirksomheden CompanYoung, hvor gennemsnitsalderen blandt de 94 ansatte er blot 25,18 år. Foto: Lars Pauli.
Kevin er CEO i rekrutteringsvirksomheden CompanYoung, hvor gennemsnitsalderen blandt de 94 ansatte er blot 25,18 år. Foto: Lars Pauli.

Mange SMV’er virker til at have en smule berøringsangst, når det kommer til ansættelse af unge: Hvordan aktiverer jeg en akademiker? Kan en elev møde til tiden? Hvordan kommer jeg i kontakt med dem? Kan unge indgå i vores arbejdsmiljø? 

Det er bekymringer, der hurtigt kan få virksomheden på andre tanker. Men ofte er det en helt ubegrundet bekymring. Find den rigtige akademiker, og han skaber sit eget job. Ansæt den rigtige elev, og hun leverer varen hver dag. Sæt den studerende med fingeren på pulsen, sammen med de erfarne og se hvordan de lærer af hinanden. 

Og hvis SMV-virksomheden allerede har set lyset i de unge talenter, oplever mange, at de ikke får ansøgninger fra den unge målgruppe. Ofte fordi de slet ikke taler til den unge målgruppe. De gode historier bliver ikke fortalt. Der er intet samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Ingen jobannoncer der bliver indrykket på diverse portaler. Og hvis ikke man får fortalt, at man er på udkig, så kommer man bare ikke på de unges radar.  

Der findes heldigvis mange services derude, blandt andet uddannelsesinstitutionernes egne gratis jobportaler eller private aktører. 

Der bør stilles flere transportmuligheder til rådighed for de studerende.
Kevin Rebsdorf, CEO og Founder ved CompanYoung.

Derudover har mange SMV’er i øvrigt det imod sig, at de ligger væk fra hovedfærdselsårene. Ligger man blot få kilometer fra en hovedfærdselsåre, er det næsten umuligt at tiltrække unge, der ikke selv har en bil.  

Der er heldigvis projekter på flere uddannelsesinstitutioner, hvor biler stilles til rådighed for studerende, så de kan tage studiejob uden for de store byer, og der er også flere eksempler på virksomheder, der stiller biler eller elcykler til rådighed for medarbejdere. Men SMV’erne kunne her godt bruge lidt hjælp fra politikerne.  

Der bør stilles flere transportmuligheder til rådighed for de studerende, og det skal være nemmere for virksomhederne at påtage sig dette ansvar uden at skulle bøvle med de skattemæssige konsekvenser, det medfører for den studerende. 

Ikke alene kan SMV’erne - ved at ansætte flere unge - gribe aktuelle vækstmuligheder. Det medfører også helt automatisk, at der skabes en stærkere talent pipeline for fremtiden. Og det kan gavne virksomheden på den lange bane. 

Heldigvis har mange SMV’er har allerede fanget det - men der er så mange flere derude, der går glip af et kæmpe potentiale. 

Så SMV’er - hold jer ikke tilbage.