Niels Buus gav aldrig op: Her er hans vej til stjernerne

Niels Buus bliver synligt rørt, og han må rømme sig en gang, da han skal fortælle, hvorfor området ved Herregården Hessel i nærheden af Hvalpsund betyder så meget for ham.

Dér kom Niels Buus ofte som barn, fordi hans bedsteforældre havde forpagtet herregården, og ofte gik de ud til et særligt punkt, hvor der var udsigt over Limfjorden og Salling, og hvorfra man kunne se horisonten, vidderne - og himmelrummet.

- Det første, jeg kan huske fra min barndom, er turen ned over markerne. Om sommeren måtte min bedstefar løfte mine søskende og jeg, så vi kunne se op over kornet. Men vi fornemmede vidderne og farverne, husker Niels Buus.

Han har rejst mange steder i løbet af sit liv, men siger, at han ikke har behov for at opsøge noget smukt at se på, for det har han fået i rigt mål på Hvalpsundegnen.

Og det får han stadig, for han og hustruen købte for 25 år siden et sommerhus tæt på Herregården Hessel.

Parret har boet forskellige steder - blandt andet i Aarhus i 34 år - men når Niels Buus skal sige, hvor han kommer fra, så er det ubetinget Hvalpsund.

- Jeg kan bare mærke på hele mit system, at jeg kommer fra Hvalpsund, og min kone har det på samme måde.

Hans bedstefar nøjedes ikke med at vise Niels og hans søskende de spektakulære områder ved Limfjorden og Lovns Bredning. Han var også en dragende historiefortæller.

- Der er ingen tvivl om, at han kunne tale til drømmene i os. Han gav mig noget at stræbe efter. På en eller anden måde kunne han få noget til at leve, siger Niels Buus.

Hans forældre boede også på egnen og havde en minkfarm, hvor Niels hjalp til.

Han elskede at bygge - mest i træ, fordi han ikke havde lært at svejse.

Niels Buus brugte også tid på byens bibliotek, hvor han havde fritidsjob.

Bøgerne og historierne interesserede ham, men han var fascineret af, hvordan et bibliotek er systematiseret.

På et tidspunkt faldt han over et kartotek med mulige uddannelser. Han læste det grundigt, og knægten fra Hvalpsund besluttede sig for, at han ville være ingeniør.

Niels Buus var klar over, at det krævede en realeksamen, og han skuffelse var derfor stor, da lærerne vurderede ham uegnet til at komme i realen, men i stedet mente, at han skulle nøjes med 8. klasse.

- Jeg kan huske, at jeg brokkede mig højlydt, men jeg havde nok for meget energi i kroppen og var måske også for umoden, erkender Niels Buus.

Heldigvis for ham blev der oprettet en ny uddannelse - en teknisk forberedelseseksamen - som han kunne begynde på, da han var færdig med folkeskolen. Og han bestod den prøve, man skulle op til først. Det hjalp lidt på humøret - og fremtidsplanerne.

Han blev udlært mekaniker og mødte en kæreste - sin nuværende hustru - som på det tidspunkt gik i gymnasiet, og Niels følte også, at han måtte læse mere.

Ingeniørdrømmen levede stadig, og sammen besluttede de, at Niels skulle begynde på et adgangskursus for at komme ind på universitetet.

Det foregik i Fibigerstræde - og Niels Buus går stadig forbi af og til, fordi han og hustruen de seneste år har boet i en lejelejlighed i nærheden. Når han passerer nummer 2, mindes han kurset, der begyndte 1. august 1978. Det er det hårdeste år, han nogensinde har haft.

- Siden dengang har jeg læst rigtig mange år, men det er stadig det hårdeste, jeg har prøvet. Det var en studentereksamen på ét år, og det var meget intensivt, siger Niels Buus.

Han var absolut ikke den stærkeste fagligt, og dygtigere folk end han måtte kapitulere.

Men drømmen om at blive ingeniør var særdeles vedholdende, og tanken om at give op eksisterede ikke.

- “Aldrig give op”. Det er et mantra, jeg har taget med mig siden. Også i de forskellige virksomheder, jeg har arbejdet i, siger Niels Buus og tilføjer:

- Desuden har jeg et stort præstationsgen

Sammen med sin hustru flyttede han til Ågade i Aalborg, hvor hun kom ind på sygeplejerskeskolen - og Niels tjente penge ved at arbejde som mekaniker på bybussernes værksted.

Et udvekslingsophold i Japan, hvor Niels var trainee på en pumpefabrik, blev et mentalt vendepunkt. Niels blev tvunget til at klare ting på egen hånd. Dér blev han voksen.

Og fik udlevet den oplevelsestrang, bedstefaderen havde plantet i ham hjemme i Hvalpsund.

Missionen lykkedes, og i 1985 blev Niels Buus civilingeniør i mekanik med speciale i optik - en gren af fysikken, som beskæftiger sig med egenskaberne ved lys og lysets vekselvirkning.

I forbindelse med sit afsluttende projekt fik han kontakt med den aarhusianske virksomhed Purup og blev ansat dér. Han og hustruen købte hus i Tilst, vest for Aarhus.

- Jeg fik lov til at prøve en masse forskelligt. Det var en ung virksomhed, som bare stormede derudaf. Stemning var fantastisk, siger han.

Han genfinder noget af stemningen i GomSpace, som blev grundlagt i 2007.

- Jeg kan nemt blive rastløs og har en ekspansivt gen. Jeg vil gerne påvirke tingene, siger Niels Buus.

- Jeg har et stort præstationsgen og vil gerne udrette noget. I Purup kunne jeg få love til at bruge alt det, jeg havde lært, og jeg pressede hele tiden på for at prøve noget nyt, siger Niels Buus.

Han fik lov til at rejse til udlandet for at læse i et år. Første gang i Wimbledon i England, hvor han studerede “anvendt optik”. Hans kone rejste med og fik arbejde som sygeplejerske. De klarede sig med indholdet i 11 flyttekasser - og lejede deres nye hus i Tilst ud.

Et par år senere fik Niels Buus udlængsel igen.

Han var nået til et punkt i sin karriere, hvor han stod over for et valg. Enten skulle han dygtiggøre sig fagligt. Eller også skulle han gå ledelsesvejen. Han valgte det sidste og fik lov til at holde orlov uden løn.

Nogenlunde samtidig fandt Buus-parret ud af, at hun var gravid. I forvejen havde de en adoptivdatter fra Colombia. Alligevel blev de enige om, at Niels skulle rejse til England for at læse en et-årig MBA, Sloan Fellowship, på London Business School.

- Dér ofrede min kone sig big time, erkender Niels Buus.

Han nåede hjem til fødslen, men ikke uden dramatik. Først blev han kaldt hjem på falsk alarm - og parret havde havde ikke råd til endnu en flybillet til Niels.

Men en venlig sjæl på LBS fandt penge til en flybillet og undervejs meldte piloten, at Niels skulle køre direkte til fødegangen. En stewardesse kom med to små flasker champagne, så Niels og konen kunne fejre det.

Han nåede frem i fin tid til at være med til sin søns fødsel.

Da han havde gjort uddannelsen i England færdig, blev han leder for dem, der havde været leder for ham, inden han rejste derover.

Han gik fra at være teknisk orienteret til at være orienteret mod det forretningsmæssige.

Og sådan gik det et stykke tid, men virksomheden blev opkøbt og bevægede væk fra det oprindelige.

Efter 11 år i Purup stoppede Niels Buus og begyndte i stedet som direktør for radar-divisionen hos Terma. Han skulle stå i spidsen for en større omorganisering og blev kastet hovedkulds ind i opgaven.

- Mange mennesker skulle afskediges, så jeg var så presset, at jeg ikke drak kaffe i to år. Det var ensomt, men det lykkedes - og jeg kunne klare mosten, konstaterer Niels Buus.

Han var der i fem år, men så begyndte entreprenørgenet at røre på sig.

- Det der med at være i en total struktureret virksomhed, hvor opgaven er at drifte og holde vedlige, blev for trivielt for mig, siger Niels Buus.

- Jeg fik lov til at købe nye områder op - og var ovre i nogle andre områder for at rydde op. Men min utålmodighed lurede hele tiden.

Niels Buus skulle prøve noget andet og begyndte i 2001 på GateHouse i Aalborg - en konsulentvirksomhed, der under Niels Buus’ ledelse ændrede sig til at være en virksomhed med egne produkter og direkte salg til kunderne.

Der var 16 ansatte, da han begyndte. Antallet var 96, da han fem år senere rejste derfra.

Herefter fulgte nogle år, hvor Niels Buus havde mange forskellige slags jobs.

Han havde også en kort overgang sin egen virksomhed.

Niels Buus var aldrig kommet ind til militæret, fordi hans syn ikke er godt nok, og han opfyldte derfor ikke bedstefaderens drøm om, at Niels ville få en fremtid i Garden. Det havde bedstefaderen ellers talt en del om, fordi han ikke selv - på grund af eftervirkninger af den spanske syge - kunne komme ind.

Men i løbet af 00’erne var Niels Buus på flere kurser inden for Forsvaret, og de bragte ham til Schweiz og Afghanistan, for at han kunne løse forskellige opgaver.

- Projektet omfattede store køretøjer, og dér kunne jeg grave tilbage til mekanikeren og maskiningeniøren. Det var virkelig fantastisk - jeg fandt drengen i mig frem igen, siger Niels Buus.

I perioden frem til slutningen af 2013 sad han med i en del bestyrelser. Blandt andet hos GomSpace.

Og så blev han spurgt, om han ville være virksomhedens direktør.

Det ville han og har siddet i stolen siden 1. januar 2014. Der har været både op- og nedture. Det var en kæmpe succes, da GomSpace kom på den svenske børs i sommeren 2016, men der har også været udfordringer med en stor ordre, der slog fejl.

100 mennesker måtte efterfølgende fyres.

- Det var hårdt for alle, siger Buus - og ligner én, der mener det.

Lige nu er der lutter optimisme i GomSpace - ikke bare på grund af en ordre på tre nanosatellitter, der kan styre lufttrafik - og som er solgt til en spansk kunde.

Men også fordi rumfart er et marked, der i de kommende år vil udvikle sig voldsomt, vurderer Niels Buus. Ikke mindst i kraft af tre amerikanske “rumbaroner” - Tesla-opfinder Elon Musk, Amazon-stifter Jeff Bezos og Richard Branson, der er bedst kendt for det succesrige varemærke Virgin, og som forleden var ude på en rumflyvning for første gang.

- Vi er ved at forlade jorden, slår Niels Buus fast.

- Man kan sammenligne med de første gange, vi rejste til Månen. Det var en campingferie. Når vi kommer til Månen næste gang, vil mennesker blive deroppe, siger Niels Buus.

Forklaringen finder han i sig selv - og sin egen drivkraft: Nysgerrighed og ambitionen om at se, hvad næste skridt kan føre med sig. Han overfører den drivkraft til menneskeheden generelt.

Nævner David Livingstone, den skotske læge, der - som en af de første - udforskede Afrikas indre. Kontinentet som ellers var blevet kaldt det mørke kontinent, fordi man kun kendte den enorme kystlinje.

Eller Knud Rasmussen for den sags skyld. Den grønlandske/danske polarforsker, der udforskede Grønland på adskillige ekspeditioner og kørte tværs over nordgrønland.

- Hvis nogen dengang havde gættet på, hvad det ville føre til, havde man rystet på hovedet, siger Niels Buus og tilføjer:

- Men analogien er den samme.

Der er mere på spil, end vi tror, mener han. Derfor var det også vigtigt, at Andreas Mogensen som den første dansker blev sendt ud i rummet for seks år siden.

- Vi skal være en del af værdikæden - og have del i den forretning og velstand, der kommer, når vi indtager rummet, siger han og gentager:

- Vi er ved at forlade jorden - og det begynder nu. Det er ikke noget, jeg når at være med til, for det kommer til at tage rigtig lang tid. Men sporene er lagt ud, siger Niels Buus.

I GomSpace er den 63-årige direktør med, så lang tid han får lov - og så længe kroppen kan følge med.

- Jeg har ikke nogen planer om gå på pension, men der kommer selvfølgelig et tidspunkt hvor det ikke længere giver mening.

Det interesserer ham at drive en virksomhed med alle de muligheder, behov og udfordringer, som GomSpace har.

- Nogle gange foregår der ting i den her branche, der er på kanten af det vanvittige. Man skal eksempelvis stå overfor for investorer og fortælle “at det her er stort” og “det her er noget, vi skal turde at satse på” - uden samtidig at virke som en vild fantast, siger Niels Buus og tilføjer:

- Der er vildt spændende at finde balancen lige dér. Den balance vil blive ved med at fascinere mig.