Claus er ny spiller i kulissen hos Aalborg Håndbold
Det er ikke kun på banen, at Aalborg Håndbold er godt i gang med en større oprustning. Også på holdet bag stjernerne er der sket en tilførsel af en ny, stærk spiller. Og hans og klubbens ambition er stjerneklar.
Aalborg Håndbold har fået en ny spiller på det hold, der bakker op om spillerne på banen: Claus Pedersen er tiltrådt som kommerciel direktør.
Og det er ikke en hvilken som helst ny chef for det kommercielle område, klubben har fået. Det er en mand, som ved noget om håndbold - og som vil vinde. Det beviste han, da han selv spillede håndbold og som ynglingespiller var dansk mester. Senere fulgte 250 divisionskampe som stregspiller for Aalborg KFUM. Her stiftede han bekendtskab med den lidt yngre Jan Larsen, nuværende direktør for Aalborg Håndbold, men dengang en makker på håndboldbanen.
Siden fortsatte Jan til overbygningen i Vadum, mens Claus i midt 80'erne erkendte, at han skulle stoppe med håndbold på topplan.
For vi dribler tilbage til begyndelsen af 1980'erne, hvor Claus Pedersen lige var blevet uddannet som autoelektriker og skulle aftjene sin værnepligt ved Dronningens Livregiment. Her fornemmede han hurtigt den mystik, der var og stadig er omkring Jægerkorpset og Frømandskorpset.
Han kom igennem nåleøjet: Fra 1983-1993 var han en del af Jægerkorpset, hvor han relativt hurtigt blev patruljefører. Han var gennem alle årene i den operative del af det korps, der stadigt er en del af hans DNA:
- 10 år er lang tid, og der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på Jægerkorpset. Det sidder så dybt forankret i mig – og det tror jeg, alle jægere vil sige. Hvis jeg hører en helikopter eller C130, får jeg indre billeder af fokuserede patruljer, hvordan den er pakket, og hvor den skal hen. Jeg får stadig gåsehud, når jeg hører lyden af et rotorblad, fortæller han.
Jægerkorpset er en eksklusiv klub, som man aldrig slipper. Den tager man med sig.
- Mottoet ”Én gang jæger – altid jæger” holder 100 procent. Fællesskabet og broderskabet. Jeg finder faktisk stadig energi i det. Hvis jeg engang imellem synes, det hele er lidt op ad bakke, kan jeg lade mine batterier op mentalt ved at hente energi fra de år.
I løbet af de 10 år som jæger var Claus Pedersen samtidigt fire år på det militære landshold i femkamp. Både i den forbindelse og som jæger rejste han på de fleste kontinenter i verden. Det gik ud på at vinde – og i korpset var der ikke noget, der hed nr. 2 eller 3.
I 1993 begyndte en ny rejse. Han tog den sværeste beslutning i sit liv, da han valgte at prøve kræfter med det civile erhvervsliv.
2021 - : Kommerciel direktør, Aalborg Håndbold.2011 - 2021: Salgschef, Det Nordjyske Mediehus.2009 - 2011: Direktør, Blokhus Sport & Fritid.2006 - 2009: Direktør for Arena Nord, Frederikshavn.2004 - 2006: Kontakt- og eventchef, 9000lux2001 - 2004: Chefkonsulent, Engelbjerggaard Gruppen.1993 - 2001: Først fire år som salgs- og markedschef, derpå fire år som centerchef for Rønbjerg Feriecenter.1983-1993: Oversergent i Jægerkorpset.1983: Værnepligt.1983: Uddannet elektromekaniker.
Nu uden harpiks på fingrene
Når Claus Pedersen beskriver sin erhvervskarriere efter forsvaret, lyder ordene: Altid fremad, aldrig i rute. Han har med andre ord ikke planlagt sin vej – faktisk har tilfældigheder haft afgørende indflydelse på, hvor han gennem årene har arbejdet.
- Jeg er overhovedet ikke karrieremenneske. Jeg har nok altid grebet chancen, når den er opstået, siger han.
Han mener, at man hver femte-sjette år skal kigge på det, man laver og overveje, om man kan bidrage til dem, man arbejder for - og om de kan give en det, man skal have for at indfri ambitionerne.
Det har han gjort, og summen af alt er, at han gennem årene har fået nogle kompetencer, der igen har ført ham sammen med Jan Larsen, den gamle holdspiller på håndboldbanen. Nu uden harpiks på fingrene.
- Det er i en anden kontekst, men det er stadig med håndbold som omdrejningspunkt. Det er det, det drejer sig om - det er produktet. Og det er det, der driver vores forretning.
- Jeg har altid været fascineret af den måde, Jan har knoklet sig frem til det, han har i dag. Og jeg er fascineret af Aalborg Håndbold og de resultater, de har opnået efter cirka 10 års hårdt arbejde. Ambitionerne er høje, og Aalborg Håndbold sætter ikke sit lys under en skæppe. Her siger man højt, at man skal være verdens bedste klubhold - og det var de faktisk ved at blive i 2021, hvor de blev nr. 2 til Final 4 i Køln, siger Claus Pedersen.
Udvikling af det eksisterende setup
Som det er mange bekendt, har klubben skrevet kontrakt med verdensstjernerne Mikkel Hansen og Aron Pálmarsson. At det lykkedes, hænger sammen med klubbens ambitionsniveau, men Claus Pedersen fremhæver også det administrative team og det område, han har en del af ansvaret for: Fortsat udvikling af visionen, strategien og de kommercielle aktiviteter.
- Topspillere søger derhen, hvor de også kan se, at teamet bag holdet og det setup, der ligger inde bagved, fungerer. I Aalborg Håndbold har man et rigtigt stærkt team, der performer vildt. Jeg tror ikke, ret mange ved, hvor meget hård drift, der ligger bag, når du driver en håndboldforretning, understreger han.
Der er rigtigt mange detaljer omkring kampafvikling, sponsorarrangementer, spillertruppen og en lang række tunge logistikopgaver. I Gigantium bor klubben til leje og bygger ofte Arenaen op fra bunden inden hjemmekampene.
- Det er jo heller ikke sådan, at spillerne bare kommer med deres håndboldtaske, trækker i tøjet og tager hjem igen. Når de skal til Saudi Arabien, kræver det planlægning af rejsen, træning, tøjvask på hotellet, forplejning og alt, der følger med i forbindelse med en international turnering. Det samme sker, når nogle af de store europæiske klubber kommer til Aalborg for at spille kampe. Der ligger et stort administrativt apparat bag, som har en enorm stor opgave, før dommeren fløjter kampen i gang, tilføjer den kommercielle direktør.
Så lige denne opgave er klokkeklar, og den fortæller samtidig, hvorfor han er manden, der skal stå for udviklingen af det kommercielle område:
- Når man har så mange kampe i løbet af et år, hvor man skal have 5000 mennesker ind i Gigantium til hver kamp, kan man snakke om, hvad jeg kan bidrage med af erfaring: Jeg har forståelsen for, hvordan man bygger store arrangementer op. Jeg har stor erfaring med salg og marketing, og så har jeg noget med omkring strukturdelen, altså hele organiseringen, som Aalborg Håndbold forhåbentlig kan få glæde af, siger han.
Han fortæller, at organisationen skal bygges op, så alle kan se helheden, og at der kommer en struktur, som frigiver noget tid til den videre udvikling af Aalborg Håndbold:
- Vi skal begynde at kigge på referencerammer og ansvarsområder. Det er helt naturligt, at når man har været på sådan et eventyr, som Aalborg Håndbold har, så løber man meget stærkt og løser et utal af opgaver. Det nås altid til tiden, men koster ekstremt mange kræfter.
- Vi skal fokusere og optimere på den digitale udvikling af nye produkter, billetsystemer og CRM-systemer. At skabe oplevelser for fans, sponsorer og tilskuere kræver kontinuerlig udvikling, og det kræver tid og ressourcer, tilføjer Claus Pedersen.
Det er her, han især har sin force:
- Når man koger alt ned, så er det forhåbentlig viden om det og de kompetencer, jeg kan bidrage med til Aalborg Håndbold: Jeg har en forståelse for hele den logistik, der ligger i og omkring, når man skal drive en forretning af den karakter, siger han.
For 60-årige Claus Pedersen har det professionelle liv altid fyldt meget.
- Når jeg kigger tilbage, er der intet, jeg har fortrudt. Det har været en rejse med en høj grad af personlig udvikling. De første par år i forsvaret spillede jeg eksempelvis stadig håndbold i weekenderne, når jeg var hjemme. Der var fuld fart på. Ingen tid til at restituere og ikke tid til refleksion - og jeg troede faktisk, jeg var udødelig, siger Claus Pedersen.
Mens han var soldat, blev han far til to piger.
- Det skal være afstemt med familien, når man er soldat i Jægerkorpset. Hvis det ikke fungerer, når du er væk, tænker du ikke rationelt. Jeg traf en svær beslutning og forlod korpset, og omstillingen til det civile var faktisk en god oplevelse. Jeg tog en masse læring med mig som person og menneske, og det gik relativt let at gå fra at være patruljefører til at være leder i det civile, forklarer han.
Jægerkorpset og den tid, han var væk, havde en pris for familien:
- Det er ikke til diskussion. Det er svært at vurdere helt konkret, men selvfølgelig havde det en betydning. Det gearskifte, der var, hvor jeg kunne have fri i 14 dage - og det havde jeg så ikke alligevel. Så dukkede der noget op, og vi var afsted igen. Nogle gange kunne vi ikke sige helt præcis, hvornår vi ville være hjemme igen, fortæller Claus Pedersen.
Han har fire døtre. Sisse og Sofie, som er de ældste, fra sit første forhold. Siden fandt Claus sammen med Dorte, som han har døtrene Matilde og Caroline med. Og så er han i dag morfar til Sisses to sønner William på tre år og Elias på fire måneder.
Datteren Matilde er gået i hans fodspor. Hun er ansat i Forsvaret, hvor hun er under uddannelse som sergent – og der kan meget vel komme en udsendelse på tale.
- Som far håber jeg absolut ikke, det bliver aktuelt. Men går man ind i Forsvaret, så gør man sig nogle overvejelser inden. Det er jo en del af det at være soldat. Du kan ikke være soldat uden at vide, at er der brug for dig, står du til rådighed. Den oplevelse man får, når man er udsendt for Danmark, giver noget tilbage, og det behøver ikke være den højeste pris. En stor del af de udsendte, der kommer hjem, er intakte og føler, de har gjort en forskel. Men selvfølgelig er verdens brændpunkter forbundet med en vis usikkerhed, og ulykkeligt nok kommer der udsendte hjem med ar på sjæl og krop, siger han.
Claus Pedersen har fortsat en tilknytning til Jægerkorpset.
- En ting er, hvad der ligger i mit dna. Men at komme i korpset og at møde både de gamle og de nye, det er en del af mit liv stadigvæk. Korpset har et højt aktivitetsniveau og nogle gange behov for støtte, og har man tiden til det som civil, kan man bakke op på forskellige støttefunktioner, fortæller han.
Claus Pedersen er desuden aktiv i Foreningen af jægersoldater.