Første job var æggesælger på Sydfyn: Her er museumsdirektørens farverige CV

Et arbejdsliv er for langt de fleste mennesker et både sjovt, spændende og udfordrende forløb med både op- og nedture.

I serien ”Mit CV” får du et indblik i et menneskes karriere på arbejdsmarkedet, hører om de erfaringer, der er gjort undervejs, og hvordan de forskellige jobs har været med til bringe de medvirkende til, hvor de er i dag både som menneske og medarbejder.

Fælles for de personer, der medvirker i serien er, at de i dag har deres arbejdsplads i Nordjylland.

Lasse Andersson er født i Odder i 1973 og opvokset på Sydfyn. Er gift med arkitekt Stine Trudslev, far til Vigga og Sigurd og bor i Aalborg. Han er direktør for Kunsten og Utzon Center i Aalborg. Her får du Lasses CV.

1983-1985: Æggesælger på Sydfyn
Jeg er vokset op hos nogle ret frisindede forældre. Vi boede på landet, og der var en hønsegård. Jeg fik lov til at overtage hønsene og sælge æg. Jeg synes, det var megafedt. Det var mit eget projekt, og jeg fik penge på bankbogen, men når jeg skulle købe foder til hønsene forsvandt alle pengene igen.

Jeg lærte, at der både er indtægter og udgifter, og det er en sindssygt god ting, når man er barn. Man kan sige, at jeg ret tidligt fik en forståelse af, hvordan det er at have en virksomhed.

1986-1993: Bogopsætter på Skårup Bibliotek og Café i Svendborg
Jeg fik læst en masse bøger og kom på den måde ind i den verden. Det var et lille landsbybibliotek, hvor der nogle gange stod nogen i hjørnerne og kiggede i pornografiske tegneserier. Der var meget stille på biblioteket og på sigt udfordrede det mig lidt i forhold til den energi, der kan være i ting, for det var et job, hvor der overhovedet ikke var noget pres på.

Efterfølgende fik jeg et gymnasiejob på en café i Svendborg. Jeg stod lidt i baren og gjorde rent. Det var et godt arbejde at have på det tidspunkt.

1993: ISS industrirengøring i Svendborg
Dengang lå der en Kelloggs-fabrik på havnen i Svendborg. Det var en kæmpefabrik, hvor der blev produceret hele tiden. Nogle gange lukkede de ned for, at der kunne blive gjort rent. Så kom vi ind i heldragter og kravlede rundt på rør under loftet. Her lå den klæbrige masse, som er i bunden af en Frosties-pakke.

Arbejdsdagene kunne komme op på 18 timer, for dem jeg arbejdede med vidste lige nøjagtig, hvornår tillæggene blev højere. Jeg ville egentlig helst bare hjem og sove, fordi jeg havde været på arbejde i 14 timer, men de andre ville lige have de sidste fire timer med, fordi det gav godt.

Jeg tjente mange penge og fik et indblik i, at der er jobs, der er hårde, og hvor der skal pukles for at få pengene hjem.

1993-1994: Uldvasker på Hjelholdts Uldspinderi og pædagogmedhjælper på Skårup Skole
Jeg stod op halv seks om morgenen for at tage bussen til uldspinderiet. Ole, som havde det, var vildt sød, og han havde et bordtennisbord, Så indimellem spillede vi. Jeg havde to madpakker med, fordi jeg mødte så tidligt. Den første blev spist kl. 9, for der var man allerede sulten.

Når vi spiste, spillede vi Mastermind, og de var lidt skeptiske på uldspinderiet, for de troede ikke, at sådan en ung fyr kunne finde ud af det, men jeg bankede dem, selv om de havde spillet i 20 år. Jeg kunne godt lide at gå i byen og nogle gange var det svært at komme op, når man havde været afsted om torsdagen.

Så i stedet fik jeg job som pædagogmedhjælper, og Ole konstaterede, at det ville jeg nok også være bedre til. Han mente ikke, at uldvaskerhvervet passede helt perfekt til min evne til at komme tidligt op.

1994: Haveservice for pensionister i Svendborg
Pensionisterne var megaglade for det. Nogle af dem kom og spurgte, om jeg kunne klippe deres græsplæne, så den fik de samme striber som i Idrætsparken. Det kunne jeg ikke, men jeg slog græsset med stor samvittighed og lærte en stor del af Svendborgs villahaver at kende.

Dengang snød jeg mig til at have diabetes, for jeg blev tilbudt rigtig meget mad, jeg ikke havde lyst til at spise. Så jeg sagde at på grund af sukkersyge, gik det ikke med min diæt. Jeg oplevede at blive tilbudt sodavand, der var så gamle, at der var klumper i. Hvis folk ser dårligt, kan man godt drikke sådan en henover skulderen. Det trick lærte jeg, og jeg fandt også ud af, at der er mange ældre mennesker, der er ensomme og glade for, at der kommer en at snakke med. Det tog jeg mig tid til.

1996-2000: Cafémedarbejder, Café Englen i Aarhus
Jeg var startet på arkitektskolen, og fik ofte ikke så meget udbetalt i løn, fordi den blev brugt på vin, sjov og ballade. Der var gang i den, og jeg husker blandt andet en firmafest, hvor halvdelen blev hentet i en limousine med fuld service, og den anden halvdel blev hentet i to Ladaer med uforskammede polske taxachauffører bag rattet. Det var andre studerende, der arbejdede der, og flere af dem kender jeg stadig i dag.

1997-1998:Fabriksarbejder hos Cleantab i Hammel
Jeg fik arbejdet sammen med en kammerat. Vi tog derud fredag aften, og kom hjem lørdag morgen, og vi tjente masser af penge.

De andre kunne lide os til at starte med, men vi endte med at blive lidt frosset ud, for vi synes arbejdet var sjovest, når der var fart på. Vi dukkede bare op torsdag og fredag aften, så det eneste der var fedt var at forsøge at slå alle rekorder for, hvor mange paller, man kunne pakke med opvasketabs. Det udstillede, at de andre var langsommere.

Det var endnu et indblik i et arbejdsliv, som jeg har meget respekt for. Man skal virkelig arbejde for sine penge, og det er mest kollegaerne, der er det fede ved jobbet. Jeg sætter stor pris på, at jeg har prøvet fabriksarbejde.

2000-2003: Ejer af Dplan i/s
Jeg gik på arkitektskolen og startede mit første firma, hvor vi digitaliserede tegninger og hjalp kommuner med at få ting på deres hjemmesider.

Det tjente jeg egentlig ret godt på som studerende, og jeg udbetalte ikke løn til mig selv, for så blev jeg trukket i SU. Så jeg havde virkelig lækre computere men levede af havregrød.

2003-2005: Undervisningsassistent på Arkitektskolen i Aarhus, Forskningsassistent på Aalborg Universitet og firmaet Arklab i/s 
Hos Arklab lavede vi design- og arkitektopgaver, rådgivning og foredrag. Det var ikke noget jeg kunne leve af. Min hustru, der også er arkitekt, lavede også nogle ting der, og vi fik vore arbejdsliv i gang samtidig med, at vi havde andre opgaver og ansættelser.

2005-2009: Ph.d studerende AAU
Jeg flyttede til Aalborg med min familie og skrev en ph.d, der hed ”Byen og de kreative iværksættere”. Som en del af det, var jeg medstifter af Platform 4, som var et kultursted i Aalborg, der kunne alle mulige ting med kunst og teknologi. Det var en rugekasse for hovedsageligt unge mennesker.

I den periode havde jeg også nogle firmaer ved siden af, så jeg lavede rigtig mange ting. Jeg har altid arbejdet på kanten af det, jeg er god til og hele tiden søgt grænser. Nok også fordi jeg er rastløs.

2009-2015: Adjunkt og Lektor Aalborg Universitet, Urban Research and Design i/s, Lasse Vegas Kontoret Aps og Nulkommafem Aps
Min søn spurgte, om jeg skulle være professor, og jeg svarede, at det havde jeg nok ikke lige temperament til. Men jeg har lært mange dygtige unge mennesker at kende og havde fantastiske kollegaer. Det er sjovt at se i dag, hvor langt de er kommet efter at have været med i en tid i deres liv, hvor man putter en masse viden indenfor.

Kernen i at være ansat på universitet var nok for langsom for mig, men kontakten til den omkringliggende verden, sammen med både studerende og forskerkollegaer, var bare vildt interessant. Jeg synes alle de ting, jeg lavede uden for universitetet egentlig bare gjorde mig bedre til at gøre mit arbejde på universitetet.

2015-2020: Kreativ direktør Utzon Center
Jeg havde lavet flere udstillinger på Utzon Center, og lige pludselig blev der er et job ledigt som kreativ direktør. Jeg vidste, at det var et hus, der trængte til ny udvikling og hang lidt med røven i vandskorpen, men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ville blive irriteret, hvis der var en anden, som fik jobbet. Jeg skrev ansøgningen, natten inden den skulle afleveres.

Da jeg startede, var der tre ansatte ud over mig, og vi fik et samarbejde med operahuset i Sydney. Jeg spurgte, hvor mange ansatte de var og fik at vide, at de var 1000, og så spurgte de mig, hvor mange vi var. Vi skulle starte et ret spændende samarbejde, så jeg sagde, at vi var otte, men der talte jeg min mor og far og mine to brødre med, bare fordi det skulle lyde af lidt mere.

Utzon Center omsatte for syv millioner kroner, da jeg startede, og tre år efter var tallet oppe på 21 millioner.

2020-??: direktør Kunsten og Utzon Center
På de fleste kunstmuseer er det en kunsthistoriker, der er direktør. Så i starten tænkte jeg slet ikke på at søge jobbet, men jeg gjorde det alligevel sammen med 30 andre. Det var igen i sidste øjeblik, jeg sendte ansøgningen, og det har jeg ikke fortrudt.

Jeg er ved at opgradere mig på hele kunstverdenen. Det er ikke fordi, jeg skal være den store kunsthistoriker, men jeg elsker det, og ny viden er fedt. Det er også af respekt for dem man arbejder sammen med og er chef for. Jeg har arbejdet mere, end jeg plejer, og jeg tror min familie vil sige, at det er godt, der er nogle pauser indimellem.

Det er et krævende job, men det er også meget privilegeret at arbejde med nogle af de bedste kunstnere i verden og virkelig dygtige kollegaer. Det er fedt at arbejde et sted, som folk kigger imod, er stolte af og har en holdning til.