Erhvervsdirektør: Nordjyllands næste væksteventyr er grønt
Erhvervsdirektør Poul Knudsgaard gør status over 2021 - og glæder sig til at udarbejde en helt ny erhvervsstrategi for Aalborg Kommune.
Vigeur fejrer årsskiftet med at spørge nordjyske ledere og erhvervsfolk, hvordan deres 2021 forløb - og hvad de forventer af året, der kommer.
I artiklen her skal du møde Poul Knudsgaard, der blev ansat som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune for præcist et år siden.
Navn: Poul Knudsgaard
Alder: 62 år
Job: Erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Intro: Poul Knudsgaard tiltrådte stillingen som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune pr. 1. januar 2021 - midt i en coronatid. Han arbejder med erhvervsfremme i form af støtte til iværksættere og eksisterende virksomheder. Han arbejder også for at tiltrække virksomheder udefra, såvel nationale som internationale. Desuden er Poul Knudsgaard direktør i Green Hub Denmark.
Hvad var din største arbejdsmæssige oplevelse i året, der er gået?
Den største oplevelse har været i at starte et nyt job midt i en coronatid - på godt og ondt. Det er jo et enormt spændende job med rigtig god samfundsmening, men udfordringen har været, at det - på grund af lockdown - tog mig et halvt år at møde mine medarbejdere og fornemme, hvad det er for kultur, stedet er rundet af.
Jeg har heller ikke haft samme mulighed for at møde erhvervslivet, så det var bare en kæmpe udfordring.
Jeg havde jo en 100 dages plan om, at jeg skulle ud at møde en masse mennesker - for forståelsen af jobbet kommer egentlig først, når man møder virksomhederne og hører, hvad der sker rundt omkring.
Dét med at skabe nye kontakter foregår altså bedst fysisk, vil jeg sige.
Men planen blev slået i stykker af coronalockdown.
Hvad fortryder du mest i dit arbejdsliv i 2021?
Fortryder et stort ord. Hvis jeg skulle lave noget om, ville jeg nok have udskudt min start, indtil coronalockdown var ovre. Der var en lidt anderledes start, men mange har jo haft det meget værre end jeg. Mange virksomheder eksempelvis.
Hvad bliver din største arbejdsopgave i 2022?
Min største arbejdsopgave i 2022 bliver at være med til at få udarbejdet en ny erhvervsstrategi i Aalborg Kommune.
Vi har fået nyt byråd og et nyt erhvervsråd, og det betyder, at vi skal have udarbejdet en ny erhvervsstrategi for perioden 2023-2027. Det er ubetinget årets største enkeltstående opgave, som kommer til at løbe hen over det meste af 2022.
Vi er allerede i gang med forberedelserne, og det bliver enormt spændende. Men der er selvfølgelig også mange andre, spændende opgaver, der skal løses.
Hvordan vil du gribe det an?
Vi har allerede sat en stor dataindsamling i gang. Blandt andet har vi i samarbejde med By- og Landskabsforvaltningen og et analyseinstitut igangsat et arbejde på at få et langsigtet bud på, hvor Aalborg tænkes at bevæge sig hen frem mod 2040.
Derudover går vi efter en meget bredt involverende proces med erhvervslivet - og vil både holde én-til-én-møder, gruppemøder og udsende spørgeskemaer. Det er nemlig afgørende, at vi får en stor involvering af erhvervslivet.
Vi skal have skabt et overblik over, hvordan det går med de etablerede virksomheder - og vores arbejde med at tiltrække nye virksomheder.
Hvad glæder du dig til i året, der kommer?
Jeg glæder mig helt vildt til arbejdet med den nye erhvervsstrategi.
Men jeg glæder mig også til at komme til at arbejde videre med at markere Aalborg og hele Nordjylland som et grønt fyrtårn, der bygger videre på de enormt gode kompetencer og strategiske spydspidser, som vi har rundt omkring i Nordjylland.
Vi er virkelig gode til at samarbejde, og jeg glæder mig til at se, hvordan vi kan arbejde videre med et grønt kredsløb, der lægger ud med at fange CO2 fra atmosfæren - og ender med at omdanne det til grønne brændstoffer.
Det er nytænkende - og helt enestående.
For mig at se skulle det gerne blive Nordjyllands næste væksteventyr.
Det skulle gerne blive lige så stort et fyrtårn som mobiltelefonen var i 90’erne og 00’erne.