Q & A

I flere brancher siger medarbejderne fra overfor et hårdt arbejdsmiljø. Er det en stigende tendens?

Flere faggrupper siger i øjeblikket fra overfor et hårdt arbejdsmiljø. Men ifølge en sociolog, der forsker i arbejdsmarkedet, prioriterer mange arbejdsgivere i dag et godt arbejdsmiljø højere, end de gjorde tidligere. Hvordan det hænger sammen, forklarer han i dagens Q&A.

Sygeplejerskerne gør det. Jordemødrene gør det. Revisorernegør det – og nu gør advokater det også; Siger fra overfor et arbejdsmiljø, de mener, er for hårdt.

Jeg bliver ved med at støde ind i artikler med medarbejdere, der råber højt om, at de ønsker sig bedre løn, bedre arbejdstider og et mindre arbejdspres. Det fik mig til at undre mig; Er der tale om en tendens?

Derfor ringede jeg til Claus Hansen, der er sociolog ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, og som forsker i arbejdsmarkedet.

- Nej, det mener jeg ikke, man kan sige, svarer han, da jeg spørger, om det er en stigende tendens, at medarbejdere i flere brancher siger fra overfor et hårdt arbejdsmiljø.

Men hvordan hænger det sammen med artiklerne om frustrerede sygeplejersker, jordemødre, revisorer og advokater?

Det forklarer Claus Hansen herunder – og hans forklaring er faktisk mere opløftende, end man umiddelbart skulle tro.

Claus Hansen, sociolog ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, forsker både i arbejdsmiljø og arbejdsmarked.
Mange virksomheder prioriterer et godt arbejdsmiljø højere end tidligere

Er det en stigende tendens, at medarbejdere i flere brancher siger fra overfor et hårdt arbejdsmiljø?

Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. Der er faktisk mange virksomheder, som prioriterer et godt arbejdsmiljø højere, end de gjorde tidligere. Så en del medarbejdere har ikke så stort et behov for at sige fra, fordi der allerede er en dialog på arbejdspladserne omkring, hvordan man sikrer et godt arbejdsmiljø.

I brancher med jobsikkerhed tør medarbejderne være kritiske overfor arbejdsmiljøet

Du afviser, at det er en stigende tendens, at medarbejdere i flere brancher siger fra overfor et hårdt arbejdsmiljø. Samtidig råber både jordemødre, sygeplejersker, revisorer og advokater lige nu op. Hvordan hænger det sammen?

Selvom et godt arbejdsmiljø mange steder bliver prioriteret højt, er der stadig nogle brancher, hvor medarbejderne siger fra overfor det nuværende arbejdsmiljø.

Om man siger fra overfor et hårdt arbejdsmiljø, hænger også sammen med, hvilken situation branchen er i.

I nogle brancher kan medarbejderne være bekymrede for at blive fyret, hvis de brokker sig for meget. Det kan på den måde være mere omkostningsfuldt at være ansat et sted, hvor arbejdsgiverne nemt kan finde en erstatning for dig.

Men der er jo eksempelvis mangel på sygeplejersker, så de kan godt gå ud og være kritiske overfor deres arbejdsmiljø. Der er mange jobs at få. Det samme gælder for fængselsansatte. Nogle af dem har et meget belastet arbejdsmiljø - og det er også en branche, hvor det kan være svært at rekruttere folk.

De yngre generationer stiller nye krav til arbejdsmiljøet

Du siger, at mange arbejdsgivere prioriterer et godt arbejdsmiljø mere end tidligere. Hvorfor gør de det?

Det kan der være forskellige årsager til. Har man eksempelvis nogle aldrende medarbejdere, som det kan være svært at finde erstatninger for, skal arbejdsgiveren sørge for, at medarbejderne ikke går tidligt på pension. Så kan det være vigtigt for arbejdsgiveren at finde ud af, om der er nogle belastninger i arbejdsmiljøet, der kan gøres noget ved.

Derudover lægger forskellige generationer vægt på forskellige ting. De yngre generationer har gennem deres opvækst været vant til at blive involveret mere og have mere indflydelse, end man blev i 60erne og 70erne. Derfor har de yngre generationer heller ikke lyst til, at der skal være et dårligt psykisk arbejdsmiljø og ubehagelige konflikter på arbejdspladsen. De vil ikke finde sig i, hvis chefen har et problem med sine følelser og lader det gå ud over medarbejderne. De har nogle andre krav til arbejdspladserne – og det har også været med til at give arbejdsmiljøet et skub.

Når man kigger på de yngre generationer, har forholdet til lange arbejdsdage også ændret sig. Der er kommet flere kvinder ind i højtuddannede stillinger, og kravet til mændenes rolle i familien har ændret sig. Det betyder, at lange arbejdsdage har været mere acceptabelt tidligere. Engang var der ikke samme forventning som i dag om, at mændene skulle være lige så nærværende i deres børns liv. Men i dag duer det ikke, at man arbejder 80 timer i ugen, for så kan man ikke kan køre sin søn eller datter til fodbold.