Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak fra Shaping New Tomorrow
Shaping New Tomorrow blev i december kåret som Årets Gazelle 2021. Foto: Torben Hansen

Lige nu sidder han i de eksklusive lokaler på Østerågade i Aalborg, hvor hovedkontoret flyttede til i 2019. Kasper Ulrich havde kalkuleret med vækst, men farten har alligevel taget fusen på ham, så flyttekasserne skal endnu en gang findes frem.

Det fortæller den 28-årige direktør i Shaping New Tomorrow, der i dag også kommer ind på vigtigheden af HR, effekten af pandemien og den lederegenskab, han gerne vil styrke.

Hvad var din største arbejdsmæssige oplevelse i 2021?

Det har helt klart været at mærke, hvordan alle i organisationen bare fortsatte med at holde sammen og løfte i flok, selvom året igen var meget uforudsigeligt.

Det er ikke os, der har været hårdest ramt, men nye nedlukninger af butikkerne, hjemsendelser og masser af hjemmearbejde giver selvfølgelig sværere vilkår. Så at vi lykkedes, som vi gjorde, det er en kæmpe tilfredsstillelse for mig.

Hvad var den vigtigste læring i dit arbejdsliv?

I lyset af pandemien må det være modet til at se muligheder i stedet for begrænsninger. Vi holdt fast i vores organisation, planer og investeringer, selv da det så allersværest ud.

Det kostede blod, sved og ikke mindst penge at tro på fremtiden, da nedlukningerne fortsatte, og vi blandt andet måtte udsætte flere af vores butiksåbninger i sidste øjeblik. Men det betød også, at vi stod stærkt, da Danmark og Tyskland åbnede igen – blandt andet med vores nye flagskibsbutik i Hamburg og med nye butiksåbninger på tegnebrættet.

Er der noget, du gerne ville have gjort bedre?

Det er der vel altid. Jeg vil gerne blive endnu bedre til at ansætte dygtige folk og frigive ansvar, så alle talenter udfoldes. Det har tidligere været svært for mig at give helt slip, og det er noget, jeg har arbejdet med i flere år.

Men jeg kan jo se, at vi kun bliver bedre af at give vores medarbejdere fuldt mandat, og at det skaber en god arbejdsplads med højt til loftet og plads til udvikling.

I sidste ende giver det bedre resultater og får os endnu tættere på vores målsætning om at blive det ledende tech-brand inden for modebranchen.

Barndomsvennerne Christian Aachmann, Kasper Ulrich, og Christoffer Bak stiftede Shaping New Tomorrow i 2015. Foto: Torben Hansen
Barndomsvennerne Christian Aachmann, Kasper Ulrich, og Christoffer Bak stiftede Shaping New Tomorrow i 2015. Foto: Torben Hansen

Hvad bliver din største arbejdsopgave i 2022?

Det bliver helt klart vores ekspansion i Tyskland og det faktum, at vi kommer til at blive dobbelt så mange Shapers (medarbejdere, red.) i løbet af de næste 12 måneder.

Vi glæder os til at få rigtig mange nye folk og nationaliteter med ombord og vil samtidig gøre os umage for at holde fast i vores DNA og den holdånd, der gennemsyrer organisationen. Det er stadig den, jeg er mest stolt af.

Hvordan vil du gribe det an?

Vi er allerede i gang med at geare vores organisation til den store opgave. Vi har rekrutteret en række erfarne profiler til at styrke os i Tyskland, og vi arbejder på at forankre HR endnu mere i forretningen.

HR skal ikke bare være support, men en værdiskabende del af virksomheden, som skal sikre, at vi kan tiltrække, udvikle og fastholde talenter. Derudover bliver fastholdelse af kulturen og DNA’en et stort fokusområde for hele ledelsen, i takt med at vi vokser som organisation.

Hvad glæder du dig mest til i år?

Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi til februar flytter ind i vores nye hovedkontor på Østre Havn i Aalborg.

Det har overrasket os lidt, at vi er vokset så hurtigt ud af vores nuværende lokaler, og mange af vores medarbejdere har i perioder haft for trange kår.

Vi har heller ikke kunnet være på kontoret, så ofte vi gerne ville, så jeg glæder mig enormt meget til at kunne give optimale rammer her i Aalborg. Det bliver superfedt både arbejdsmæssigt og socialt.

Vil du læse mere om nordjyske iværksættere? Her får du fem tophistorier om iværksætteri.