Bjarne er ikke længere minkavler – og sådan er det bare
- Så kører man bare forbi alle de døde dyr. Det var træls. Det var det værste. Når man kører igennem sådan en hal, så plejer der at være liv i burene, siger Bjarne Christensen. Foto: Claus Søndberg.

Lyt til...

Historien, du skal høre nu, handler om Bjarne Christensen. Han bor ved Dybvad i Nordjylland og havde indtil fredag den 6. november sidste år været minkavler i så mange år, at han ikke kan huske det præcise antal.

- 35-40 år, svarer han, da jeg spørger ham, hvor længe han havde været i faget.

Vi sidder i køkkenet, der tilhører ham og hans hustru, Mette Christensen. På bordet foran os står kaffe og en hjemmelavet æblecrumble, der ifølge hustruen har været god tid til at bage i løbet af dagen.

For om mandagen, den 9. november sidste år, var parret ikke minkavlere længere. Dén dag blev de færdige med at aflive de sidste mink på deres minkfarm.

Da jeg en times tid forinden kørte langs de små veje, med retning mod Dybvad, for at lave interviewet, havde jeg en idé om, at jeg ville møde to tidligere minkavlere, som måske ville stå i en krise i deres arbejdsliv. Jeg havde også en idé om, at jeg ville møde to tidligere minkavlere, som ville være bitre over regeringens beslutning om at nedlægge deres erhverv.

Og jo, da vi sidder dér overfor hinanden, er der en bitterhed at spore. Men det er ikke den, der fylder mest. Det er accepten af, at det nu engang er det, der er sket.

- Lige nu er jeg på en efterskole. Der skal jeg være i tre måneder. De har en landbrugsafdeling, så jeg går og hjælper de unge mennesker. Og så ser vi, hvad der sker derefter, siger Bjarne Christensen. Foto: Claus Søndberg.
- Lige nu er jeg på en efterskole. Der skal jeg være i tre måneder. De har en landbrugsafdeling, så jeg går og hjælper de unge mennesker. Og så ser vi, hvad der sker derefter, siger Bjarne Christensen. Foto: Claus Søndberg.

Når jeg spørger Bjarne Christensen, hvordan det var at aflive minkene, svarer han:

- Det var da mærkeligt. Men det var jo sådan, det var.

- Jeg kan godt sætte mig på den her stol og sidde og kigge ud ad vinduet og hyle over det. Det hjælper i hvert fald ingenting. Hvis jeg rejser mig op af stolen og går ud og ser, om der sker et eller andet spændende, så er det da bedre. Det er bare sådan, det er. Vi kunne jo ikke gøre hverken fra eller til, siger han.

Du kan lytte til resten af historien i podcasten, der ligger i toppen af denne artikel. Du kan også lytte til den på vores podcastkanal, Vigeur Podcast, som du kan finde på Spotify, Podimo eller Apple Podcast.