Tæt på beslutningen

En ny type ledere er på vej, mener topchef. Og de bliver ”helt vilde”

En ny generation af ledere, der vægter en helt bestemt type værdier højst, overtager fremtidens ledelsesgange. Det mener den nordjyske topchef Peter Boltau.

Foto: Claus Søndberg. "Mit bud er, at der er en ordentlig klynge ledere, der kommer til at blive sorteret fra," siger Peter Boltau, der er topchef i Cantona System.
Du skal læse denne artikel, fordi…

den kommer med et bud på, hvordan din fremtidige leder kan være. Peter Boltau, der er topchef i den nordjyske virksomhed Cantona System, tror på, at ledere med bløde værdier kommer til at overtage ledelsesgangene.

Har du nogensinde tænkt over, hvordan din leder er? Og har du tænkt over, hvordan det påvirker dig og din arbejdsindsats?

Peter Boltau, der er topchef i den nordjyske virksomhed Cantona System og modtager af Den Nordjyske Ledelsespris, mener overordnet, der findes to typer af ledere: Dem, der har fokus på bløde værdier, er rummelige, lyttende og involverende - og dem, der ikke er.

Han mener, den første type af ledere kommer til at dominere fremtidens ledelsesgange, fordi han tror på, at de kommende medarbejdergenerationer kommer til at stille større krav til bløde værdier på arbejdspladsen.

”Jeg tror, at lederens rolle skal ændres markant, og der taler jeg om min egen generation. Dem, der er 40-60 år. Vi skal simpelthen gentænke det at være leder. Vi kan ikke bare fortsætte, som vi gør det i dag. Vi bliver nødt til at arbejde med selvindsigt og selverkendelse. Vi skal åbne op og være markant mere rummelig og markant mere lyttende,” siger han.

”Mit bud er, at der er en ordentlig klynge ledere, der kommer til at blive sorteret fra. Og så kommer der en ny generation, som er flasket op med den her rummelighed, og som synes, det er det vigtigste på en arbejdsplads. Det bliver den nye ledelsesgeneration, og dem glæder jeg mig til at møde. Jeg tror, de bliver helt vilde,” siger Peter Boltau.

Trivsel og gode resultater går hånd i hånd

I en undersøgelse fra 2021 har konsulenthuset Ballisager spurgt danskerne, hvilke egenskaber de vægter højst ved en chef. Flest vægter højst, at lederen har et positivt væsen. Det er også vigtigt for en stor andel af danskerne, at lederen har god humor, søger dialog og er nysgerrig.

Peter Boltau synes, det er et generelt problem, at nutidens topledelser fokuserer for lidt på de bløde værdier. For han mener ofte, bløder værdier og gode resultater går hånd i hånd.

”Resultaterne bliver bedre, hvis du leder ud fra de bløde værdier, end hvis du leder ud fra de hårde værdier,” siger han.

Hvordan ved du det?

”Jeg kan kun tale ud fra mine egne oplevelser. Men i nogle af de virksomheder, som jeg har været i, hvor vi har haft mere fokus på trivsel, så er resultaterne kommet. For der er nogle medarbejdere, som giver den en ekstra skalle, fordi de har det godt. Hvorimod du ikke kan presse folk, der allerede ligger ned,” siger han.

Jeg tror ikke, en ny generation af medarbejdere vil stille sig tilfreds med, at de kommer ind i en stor hierarkisk virksomhed, hvor det er få personer, som sætter dagsordenen.
Cille Munk Andersen, Medstifter af virksomheden Bechanged

Cille Munk Andersen er medstifter af virksomheden Bechanged, som hjælper virksomheder med at øge trivslen. Hun tror, at kommende generationer kommer til at have høje forventninger til fremtidens ledelse. Blandt andet høje forventninger til, at ledelsen giver medarbejderne meget ansvar.

"Jeg tror ikke, en ny generation af medarbejdere vil stille sig tilfreds med, at de kommer ind i en stor hierarkisk virksomhed, hvor det er få personer, som sætter dagsordenen. Det vil jo være unaturligt, fordi vi er opdraget til, at vi træffer selvkørende beslutninger," siger hun.

Cille Munk Andersen arbejder i Bechanged med at fremme trivsel i organisationer. Foto: Claus Søndberg.

Private netværksgrupper

Peter Boltau hører selv til den generation af ledere, der skal ”arbejde med selvindsigt og selverkendelse”. Det ved han. Derfor mødes han ofte med sit netværk for at diskutere ledelse.

”Jeg netværker rigtig meget. Ikke i de typiske netværksgrupper, du melder dig ind i, men med mit private netværk. Det er meget uformelt, men vi er enige om at snakke om ledelse,” siger han.

”Jeg ved, at jeg er dygtig med mennesker, og så er der nogle andre, der er dygtige med noget andet. Så hjælper vi hinanden på den måde,” siger han.

Peter Boltau blev i 2019 kåret som året nordjyske leder efter en indstilling fra sine medarbejdere.