Henrik var ikke længere god nok til at drive sin virksomhed. En dag stillede han sig op foran sine ansatte
- Det har været mit liv. Jeg har prioriteret min virksomhed meget, meget højt, siger Henrik Baasch, der er tidligere direktør i den nordjyske virksomhed Timeplan. Foto: Claus Søndberg.

Lyt til...

Da Henrik Baasch havde sagt ordene, blev der stille i lokalet.

Han talte til de mennesker, han i næsten 25 år havde været direktør for.

Ordene havde han skrevet ned aftenen forinden, da han var ankommet til Himmerland Golf og Spa Resort, hvor virksomhedens årsmøde blev afholdt. Det havde været underligt at skrive dem ned. I noget tid havde de kun rumsteret i hans hoved og i private samtaler mellem ham, hans hustru og deres børn.

Nu, da han stod der og kiggede på sine medarbejdere, var det også underligt at sige dem højt. Det var ord, han tidligere i sin karriere aldrig havde troet, han skulle sige.

Hans karriere vidner om, at han er en mand, der altid har været god til det, han har beskæftiget sig med. Som 30-årig landede han sin første direktørstilling. Siden opbyggede han den nordjyske virksomhed Timeplan, der leverer personaleadministration til 400 virksomheder i mere end 25 lande.

Men nu havde han erkendt, at han ikke længere havde kompetencerne til at være direktør i den virksomhed, han selv havde stiftet. 

- Alle vidste jo, at jeg havde et indlæg på et årsmøde. Men at det skulle slutte med, at jeg afleverede min egen opsigelse, var der ikke nogen, der havde set komme, siger han.

Hør resten af historien i podcasten, der ligger i toppen af denne tekst.