Her tager direktøren hjemmearbejdsdage mest for medarbejdernes skyld
- Da jeg startede med at arbejde hjemmefra, jokede mine venner med, at jeg ikke ville få lavet noget som helst, siger Thomas Hugo Møller, direktør i Great Dane Airlines. Foto: Henrik Louis Simonsen.

Lyt til...

Thomas Hugo Møller, der er direktør i flyselskabet Great Dane Airlines, bryder sig ikke forfærdeligt meget om at arbejde hjemmefra. Alligevel gør han det af og til.

Han har fundet ud af, at det har en positiv indflydelse på medarbejderne i det nordjyske flyselskab.

- Jeg har lært, at det betyder rigtig meget, hvad jeg selv gør som leder. Jeg har ikke været god til at arbejde hjemmefra. Det har gjort, at mange af mine folk på kontoret implicit har følt, at de også har skullet komme ind på kontoret. Så jeg har lært mig selv at tage en hjemmearbejdsdag for at vise, at det er okay at arbejde hjemmefra en gang i mellem, siger han.

Hans adfærd har smittet. Flere medarbejdere er begyndt at tage hjemmearbejdsdage, hvilket har medført en øget produktivitet. Nogle opgaver bliver simpelthen hurtigere afsluttet, når de kan udføres i fuld koncentration hjemmefra.

Men det er ikke kun virksomhedens produktivitet og medarbejdernes arbejdsliv, det har været positivt for. Direktøren, der har haft rigeligt at se til med at drive et flyselskab under coronakrisen, har - trods lysten til at arbejde fra kontoret - også haft godt af hjemmearbejdsdagene.

- Mine seneste halvandet år har været krisehåndtering dag for dag. Det er hårdt at være i, så nogle gange har jeg taget en hjemmearbejdsdag for at komme ovenpå, så jeg igen kunne være inspiration for mine medarbejdere, siger han.

Thomas Hugo Møller, direktør i Great Dane Airlines, og Rasmus Nielsen, direktør i RareWine, deler i podcasten deres erfaringer med hjemmearbejde. De to direktører har forskellige erfaringer. Foto: Henrik Louis Simonsen.
Thomas Hugo Møller, direktør i Great Dane Airlines, og Rasmus Nielsen, direktør i RareWine, deler i podcasten deres erfaringer med hjemmearbejde. De to direktører har forskellige erfaringer. Foto: Henrik Louis Simonsen.

Thomas Hugo Møller deltager i podcasten, der ligger i toppen af denne tekst. Her fortæller han - sammen med Rasmus Nielsen, direktør i RareWine – om sine erfaringer med hjemmearbejde.

Du kan også lytte til podcasten på vores podcastkanal, Vigeur Podcast, som du finder på Spotify, Apple Podcast og Podimo.