Hvordan prioriterer du, hvad der er vigtigt, når alle har brug for hjælp?
- De sidste par år, hvor jeg kom hjem til en datter, som også krævede omsorg, jamen jeg kunne næsten ikke. Jeg havde faktisk ikke mere at give, siger Anja Imer. Foto: Martin Wendel Damgård.

Anja Imer sad i sofaen.

Hun havde været på arbejde. Spist aftensmad med sin kæreste. Brokket sig over arbejdet. Skældt deres datter ud og puttet hende. Han var taget ned for at træne, mens hun havde sat sig i sofaen i det nordjyske hjem.

I de otte timer, hun havde været på arbejde, havde hun brugt al sin energi. Hun havde ikke mere tilbage til at være mor, kæreste eller til at være Anja.

Det var ikke noget nyt, at hun sad der i sofaen. Sådan var det bare blevet, og hun var ikke selv klar over det.

Men da han kom hjem den aften, glad og fyldt med energi, så han det, hun ikke selv kunne se.

- Du var så glad, da jeg i sin tid mødte dig. Du løb flere gange om ugen. Du var energisk. Du tog ud og var sammen med mennesker. Du grinte. Du jokede. Nu. altså du kigger ikke engang på mig. Du orker det ikke. Og du snakker hele tiden om, at du gerne vil tabe dig, dyrke motion, være mere glad. Men du gør bare ikke noget, sagde han ifølge Anja.

- Mit forsøg på at forklare den mur, det bare var at skulle hen over. Det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke forklare ham det, for jeg vidste ikke, hvad den mur var, siger hun.

Kan du huske, hvad du tænkte i situationen, da han sagde det her til dig?

- Jeg tænkte: Skal jeg nu også tage mig af det? Kan jeg ikke bare blive passet på? Kan jeg ikke bare få en krammer i stedet for at blive bedt om at spæne rundt som en galning i løbesko? siger hun.

Han så, at hun havde ændret sig. I dag ved hun, at han havde ret. Hun ved også, at ændringen startede, fordi hun var i et fag, som hun holder af, men som hun havde svært ved at holde ud.

Strejken

Anja Imer er sygeplejerske. De seneste ti uger har hun – sammen med 5.500 kollegaer – strejket.

Det har hun, fordi sygeplejerskerne i foråret stemte nej til den overenskomst, som Dansk Sygeplejeråd, regioner og kommuner havde forhandlet sig frem til. En overenskomst, der blandt andet sikrede Anja og hendes kollegaer en lønstigning på fem procent over de kommende tre år.

Den 27. august blev det afgjort, at de ti uger ikke ville blive til elleve. Folketinget sluttede strejken, imens formanden for Dansk Sygeplejeråd sad på en af tilskuerpladserne i folketingssalen og så på.

Anja og hendes kollegaer skal tilbage i kitlerne. Med sig får de den lønstigning, de i foråret takkede nej til, og en lønstrukturkomité, som skal se på lønstrukturerne i det offentlige.

Men hvad er det for en hverdag, Anja skal tilbage til? Hvad er det for et arbejdsmiljø, der fik sygeplejerskerne til at gå på gaden - i røde trøjer, med skilte løftet over hovederne - i håbet om, at politikerne ville se dem?

Stoltheden

Anja husker tydeligt, da hun fik at vide, at hun var blevet optaget på sygeplejestudiet.

- Jeg var mega stolt og mega glad. Jeg følte et eller andet sted, at der efter ti fjumreår var en vej for mig, siger nordjyden, der skiftede branche for at blive sygeplejerske.

- Jeg blev jo ked af, at det, der egentligt var min fineste opgave, også var det, jeg ikke havde tid til, siger Anja Imer. Foto: Martin Wendel Damgård.
- Jeg blev jo ked af, at det, der egentligt var min fineste opgave, også var det, jeg ikke havde tid til, siger Anja Imer. Foto: Martin Wendel Damgård.

Det har altid ligget til hende at drage omsorg for andre mennesker, fortæller hun. Og hendes forventninger til at kunne få lov til gøre netop dét i sygeplejefaget var høje.

- Jeg havde en idé om, at jeg skulle ind og hjælpe syge mennesker med at tro på, at de kunne blive raske, siger hun.

- Alle kan hælde piller op. At lave et sengebad, det tænker jeg også de fleste fra gaden kan gå ind og gøre. Men som sygeplejerske kan man bare meget mere i forhold til at observere og gøre det på en måde, så folk, der er syge og i krise, får en værdig oplevelse ud af det.

- Sygeplejersker har altid haft en stjerne i mine øjne, siger hun.

Men den omsorg, hun ved studiestarten længtes efter at give, var sluppet op, da hun satte sig i sofaen.

- De sidste par år, hvor jeg kom hjem til en datter, som også krævede omsorg, jamen jeg kunne næsten ikke. Jeg havde faktisk ikke mere at give. Det var hårdt også at skulle tage sig af hende. ’Har du slået dig? Jamen så er det heller ikke værre’, kunne jeg sige til hende.

- Jeg blev meget kynisk i min tilgang til omsorg. Den kynisme startede jeg jo ikke ud med, og det var bestemt heller ikke den, der var målet med mit arbejde. Jeg ville jo gerne kunne have fuldt fokus på den enkelte patient. Men det var bare ikke sådan, det var skruet sammen, siger hun.

Hverdagen

Anja blev ansat på Aalborg Universitetshospital, da hun havde færdiggjort studiet i 2018. På hendes første arbejdsdag stod flaget fremme på afdelingen.

Da jeg beder hende fortælle, hvad hun lavede i løbet af en arbejdsdag, snakker hun i otte minutter.

- På en typisk vagt mødte vi ind klokken syv. Når vi mødte ind, læste gruppelederen op fra den dokumentation, der var skrevet ind siden dagen før. Vi læste op på hver patient, og der kunne være op til 12 patienter. 

- Når vi var færdige med at læse rapporter, bevægede vi os ud til de patienter, vi havde fået tildelt. I og med at vi var tre om 12 patienter, havde vi fire patienter hver.

Jeg kunne ikke gøre noget godt nok. Sådan føltes det. Jeg haltede hele tiden bagefter.
Anja Imer, sygeplejerske

- Når de havde fået morgenmad, skulle de vaskes og have rent tøj på. Hvis de ikke kunne klare sig selv i et brusebad, hjalp vi med det. Der var også patienter, som var fuldstændig sengeliggende, hvor vi skulle ind og bade dem i sengen. Det kunne godt vare indtil klokken 13.

- Når lægerne havde gået stuegang, gik de tilbage og gav rapport til gruppelederen, og her ville der ofte komme en masse ordinationer: At de gerne ville have den og den slags blodprøver, at de gerne ville have en forbinding på et ben eller et tilsyn til et sår, noget medicin, der skulle ændres eller noget medicin. der skulle gives nu og her, fordi niveauet var for lavt eller for højt. 

- Og løbende kunne vi jo få de her kald. Patienterne havde en snor, de kunne hive i, hvis de havde brug for hjælp til at komme på toilettet, havde smerter eller skulle op at sidde eller ned at ligge.

Om eftermiddagen kom pårørende på besøg. Og med de pårørende kom spørgsmål.

Derudover skulle Anja tjekke blodtryk, sikre at fastende patienter ikke fik mad, hjælpe patienter på toilet, gå stuegang med lægerne, dokumentere væskeregnskab, give piller, servere frokost, rydde op på stuerne og lave overlevering til aftenvagten.

- Jeg kunne ikke gøre noget godt nok. Sådan føltes det. Jeg haltede hele tiden bagefter. Det, jeg så fik fortalt mig selv, var, at det var mig, der ikke var god nok. Men rammerne var ikke til at være god nok, siger hun.

En af de opgaver, Anja typisk ikke nåede, var at dokumentere, hvor meget væske patienterne havde fået.

- Et af vores største problemer var ofte væskeregnskabet, som er vigtigt i forhold til patienter, der er indlagt. Hvis man ikke havde haft tid, så havde man heller ikke fået skrevet de to glas saft på, som patienten havde fået klokken to. Er der en patient, der maks må drikke 1500 ml, så er det et kæmpestort problem, at vi har givet vedkommende 400 ml uden at have fået det dokumenteret.

- Hvis du har et lidt aldrene kredsløb, og mange af patienterne er jo ældre borgere, så har du sværere ved at komme af med væsken igen. Hvis du ligger ned, så samler du væske i ydredele af kroppen. Du kan få smerter, fordi det gør ondt at få rigtig meget væske ud i fødderne, hvor der ikke er plads til det. Det kan også betyde, at du kan danne blodpropper, siger Anja.

Skammen

En af de opgaver, der tog Anja lang tid i løbet af en arbejdsdag, var at få patienterne i bad. Da hun havde arbejdet på sygehuset i nogle år, begyndte hun at reagere anderledes, når en patient ville springe badet over.

- Til sidst var jeg alt for ofte glad. Det lettede mig, fordi det at få en i bad er en stor opgave.

- Det blev jeg jo ked af. Det gav enormt meget skam og dårlig samvittighed overfor de patienter, som havde tillid til, at jeg hjalp dem på bedst mulige måde, for det gjorde jeg ikke. Jeg var for presset i mit eget arbejde til egentlig at se og holde fokus på den enkelte patient. Det, jeg ser som problematikken, var, at der ikke var garanti for omsorg, siger hun.

- Jeg blev jo ked af, at det, der egentligt var min fineste opgave, også var det, jeg ikke havde tid til.

Hun var negativ, når hun tog hjem fra job. For hun kunne godt mærke, at noget i løbet af dagen ikke var gået godt nok.

- Vi har ikke været gode nok til at tage ansvar for vores eget velbefindende, siger Anja Imer. Foto: Martin Wendel Damgård.
- Vi har ikke været gode nok til at tage ansvar for vores eget velbefindende, siger Anja Imer. Foto: Martin Wendel Damgård.

- Det er ikke bare en patient, det er ikke bare et nummer, det er ikke bare en seng. Det er et menneske, vi nedprioriterer nogle opgaver ved. Det er jo der, den ligger. Hvordan prioriterer du, hvad der er vigtigt, når alle egentlig har brug for hjælp?

Hvis jeg snakker med andre mennesker med andre jobs, så tror jeg også, der vil være en del af dem, der siger, at de har travlt, og at de også skal prioritere. Så er det ikke et vilkår for det at have et arbejde, at man har travlt og bliver nødt til at prioritere?

- Jo, det er det helt bestemt. Men jeg er også sikker på, at en speditør ikke nedprioriterer mennesker og slet ikke menneskers helbred. Det er vi nødt til. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er vigtigst. Er det vigtigst, at vi får skrevet de to glas vand på hos Oda, eller er det vigtigst, at vi får bundet Fredes ben ind? På den måde skal vi hele tiden prioritere.

- Vi har jo fået ordinationerne af lægen, fordi lægen vurderer, at det her er vigtigt hos patienten. Men i realiteten går vi ikke ud og udfører alle ordinationer, for det kan vi ikke nå. Det har en konsekvens for den patient, det går ud over. Det er nok der, den ligger for os sygeplejersker: Det går altid ud over et menneske, når vi prioriterer, siger hun.

Sygemeldingen

Efter nogle år på sygehuset blev sofaen Anjas foretrukne plads, når hun kom hjem fra arbejde. Hun havde ikke mere energi og omsorg tilbage til at være mor, kæreste og til at være Anja.

Hende og kæresten gik fra hinanden, og hun blev sygemeldt på jobbet. Efter nogle måneders sygemelding kom hun tilbage. Men med den gamle halten bagefter og så en coronapandemi, besluttede hun sig hurtigt for at søge videre.

Hun er overbevist om, at det, at hun ikke trivedes på jobbet, var en medvirkende årsag til, at familielivet begyndte at gå skævt.

Hvorfor er du overbevist om det, spørger jeg hende.

- Det, der bliver ved med at vende tilbage til mig, når jeg tænker på det, er, at de otte timer, jeg var på arbejde, der brugte jeg alt, hvad jeg havde, på ikke at gøre det godt nok. Når man kommer dertil, så er der minus 20 procent, når du kommer hjem, og det skaber nogle vilkår i hjemmet, som ikke er gode for en familie. Så på den måde er arbejdet jo en stor del af det, siger hun.

Arbejdet er ikke hele mit liv. Jeg har et hjem, en datter og en familie, der skal passes og plejes
Anja Imer, sygeplejerske

I dag arbejder hun som hjemmesygeplejerske i Aalborg Kommune. Her har hun også travlt, men hun føler sig ikke på samme måde bagefter.

- Jeg har det godt. Jeg har det rigtig godt. Især på grund af mine kollegaer, men også på grund af arbejdsopgaverne. På sygehuset var alting lidt mere akut. Så hele det der pres, der var på sygehuset, med at patienterne kan blive rigtig dårlige, hvis ikke vi udfører vores opgaver, det er der ikke på samme måde i hjemmesygeplejen, siger hun.

Læringen

I foråret satte Anja sit kryds et andet sted end de fleste. Hun traf beslutningen om at stemme ja til overenskomsten. Ikke fordi hun mente, at de arbejdsvilkår, hun har haft, har været gode nok. Men fordi hun ikke troede på, at en strejke ville være løsningen på de udfordringer, hun har mødt.

Hun troede ikke på, at strejken ville give hende flere kollegaer, som ville kunne nå de opgaver, hun ikke selv nåede. Hun troede ikke på, at det ville være strejken, der ville sikre, at patienterne fik den omsorg, hun ikke selv kunne give.

For hun kunne ikke se, hvor arbejdsgiverne skulle finde pengene.

- Der er ikke nogen penge, så det at stemme nej er omsonst. Det kommer bare ud i en strejke, som ender ud i et lovindgreb, som alligevel ophøjer forslaget til lov, så vi ikke får noget ud af det, siger hun.

Den 27. august skete det. Folketinget stemte og mæglingsskitsen, som forligsmanden forsøgte at få parterne til at blive enige om, blev ophøjet til lov.

Anja har lært meget de seneste år. Om sig selv og hvad hun kunne have gjort – og fremadrettet kan gøre – anderledes som sygeplejerske i håbet om at blive set.

Hendes sygemelding har lært hende at sige fra.

- Jeg er blevet bedre. Jeg er ikke blevet perfekt. Jeg er blevet mere bevidst om at tage ti sekunder og tænke over den opgave, jeg får stillet, inden jeg bare udfører den, siger hun.  

Ansvaret

Hun mener, at det er vigtigt, at sygeplejersker generelt bliver bedre til at sige fra, hvis de fremadrettet skal gøre sig håb om at få flere kollegaer.

- Først og fremmest er vi nødt til at stoppe med at sige ja til alting. Vi er nødt til, når vi får en ny opgave, at stille spørgsmålet: Jamen hvad skal jeg så lade være med at lave? Vi er nødt til, som sygeplejersker, selv at begynde at tage ansvar for det her. Selv at tage ansvar for at arbejde efter reglerne. Det betyder blandt andet, at vi ikke tager ekstravagter, fordi der mangler en kollega. Ved at arbejde efter reglerne er vi med til at synliggøre, at der mangler hænder, siger hun. 

Så det, du i virkeligheden siger, er det, at du og andre sygeplejersker indtil nu har været for dårlige til at tage ansvar?

- Vi har været for gode til at tage for meget ansvar, vil jeg hellere vende den rundt og sige. Men vi har ikke været gode nok til at tage ansvar for vores eget velbefindende.

Når jeg lægger uniformen til vask, så er jeg Anja, så er jeg ikke sygeplejerske længere
Anja Imer, sygeplejerske

Læringen har Anja også kunnet mærke i sit privatliv.

- Arbejdet er ikke hele mit liv. Jeg har et hjem, en datter og en familie, der skal passes og plejes. Det skal de, for at jeg har fornyet energi til at komme og være noget for mine borgere og patienter.

- Det er bare så vigtigt for mig at have fundet ud af, at jeg ikke kan være mor, og at jeg ikke kan være Anja, når jeg får fri, hvis ikke jeg lærer det. Arbejdet, ja det er mange timer i en uge, men det er ikke alle timer. Når jeg lægger uniformen til vask, så er jeg Anja, så er jeg ikke sygeplejerske længere. Så er det slut med det. Så er jeg mor, så er jeg Anja, så er jeg veninde, jeg er datter, jeg er søster, siger hun.

Aalborg Universitetshospital er blevet forelagt kritikpunkterne, som Anja Imer er kommet med.

Hospitalet oplyser i en skriftlig tilbagemelding, at de ikke har nogen kommentarer til interviewet, da der er tale om en personsag, som de ikke har haft mulighed for nærmere at vurdere og undersøge – og som er udtryk for hendes personlige beretning.

Men Bent Wulff Jakobsen, der er klinikchef for Klinik, Medicin og Akut på Aalborg Universitetshospital, skriver:  

- Helt generelt kan jeg sige, at vi har et stort fokus på både patientsikkerhed og arbejdsmiljø. Særligt har vi en skærpet opmærksomhed nu, hvor vi har været igennem en lang og hård periode med håndtering af coronapandemien. Arbejdsmiljø og patientsikkerhed er vigtigt på arbejdspladsen, og kritik er vigtigt, hvis noget skal forbedres. Vi er også indstillet på at tage læring i det omfang, vi bliver gjort bekendt med konkrete tilfælde. Vi arbejder løbende med at skabe de bedst mulige rammer for, at vores medarbejdere kan udføre deres opgaver til både deres egen og patienternes tilfredshed. Det er en af forudsætningerne for, at vi kan fastholde vores medarbejdere.