Jesper Buch stillede Louise et spørgsmål, der fik stor betydning for hendes smykkefirma
- Det er klart, at jeg har spurgt mig selv, om jeg skulle have set det her komme. Men jeg ved faktisk ikke, hvad mere jeg skulle have gjort, siger Louise Mygind Andersen, stifter af Frederik IX Studios. Foto: Claus Søndberg.

Lyt til...

De seneste fire år har Louise Mygind Andersen ofte arbejdet 16 timer i døgnet. Den nordjyske iværksætter har haft travlt med at stifte sin smykkevirksomhed Frederik IX Studios, der er inspireret af Kong Frederik den 9.

I august sidste år stod hun foran de fem investorer i det populære DR-program Løvens Hule, da Jesper Buch stillede hende et væsentligt spørgsmål.

- Han sagde, at han også synes, at kongen var supersej, men om Kongehuset var okay med, at man brugte hans navn, siger Louise Mygind Andersen.

- Til det svarede jeg, at de kendte til virksomheden, og at der ikke var nogen problemer i det.

Hun var ikke overrasket over spørgsmålet. Hun var blevet stillet det mange gange før. Men hun var overrasket over, at det – og den efterfølgende opmærksomhed - førte til, at hun i dag har måttet træffe beslutningen om at ændre navnet til IX Studios.

- Jeg blev påvirket ekstremt meget af det, fordi det er mit livsværk. Det er noget, jeg har kæmpet enormt meget for. For nogen vil det måske meget sort på hvidt være: Er det ikke bare at ændre navnet? Det er det. Men det er for det første rigtig omkostningstungt, og det kræver en masse tid.

- Når ting kommer i pressen, bliver folk også grove, siger Louise Mygind Andersen, der har modtaget mange beskeder på sin mail og sine sociale medier. Foto: Claus Søndberg.
- Når ting kommer i pressen, bliver folk også grove, siger Louise Mygind Andersen, der har modtaget mange beskeder på sin mail og sine sociale medier. Foto: Claus Søndberg.

- Noget helt andet er, at jeg har noget genkendelighed i navnet, at jeg har skabt en brandhistorie, som folk tapper ind i - og som jeg finder min inspiration og mit design fra. Det kan føles som rigtig mange spildte timer – eller, det er det også, siger hun.

Det seneste år har været det hidtil hårdeste i Louise Mygind Andersens arbejdsliv. Men beslutningen om at ændre navnet har også givet hende en ny mulighed.

Hør resten af historien i podcasten, der ligger i toppen af denne tekst. Du kan også lytte til podcasten på vores podcastkanal, Vigeur Podcast, som du finder på Spotify, Apple Podcast og Podimo.