Pernille ønskede en mere fleksibel barsel, men endte med at skjule maven til jobsamtalen

Pernille Woller Jensen havde fået mailen, hun havde håbet inderligt på at få: En invitation til jobsamtale. Det var ikke hvilket som helst job, der var tale om. For Pernille var det en drømmestilling.

Aftenen inden samtalen stod hun foran spejlet derhjemme og prøvede nogle forskellige sæt tøj. Hun skulle finde et, hvor det ikke sprang i øjnene, at hun var gravid. For hun havde ikke nævnt den kommende barsel med baby-Laura i ansøgningen.

- Jeg tog en sort kjole på og en løs jakke udover, for så kunne den være med til at skjule maven. Jeg tror egentligt, at det lykkedes meget godt, hvis man så mig forfra, siger Pernille Woller Jensen.

Da hun læste mailen, blev hun glad. Men hun blev også klar over, at hun skulle træffe en beslutning: Skulle hun fortælle arbejdsgiveren, at hun var gravid, eller skulle hun ikke?

Hun var allerede seks måneder henne i sin graviditet og var bange for at blive valgt fra, hvis hun fortalte det. Omvendt havde hun det bedst med at være ærlig.

- Jeg ville gerne være fair og bygge et eventuelt ansættelsesforhold på, at jeg ikke holdt hemmeligheder for dem. Det synes jeg ville være en meget dårlig start, siger hun.

Da Pernille Woller Jensen ankom til virksomheden, hvor hun skulle til samtale, blev hun budt velkommen i receptionen. Derefter blev hun ført ind i et lokale, hvor hun satte sig på en stol. Hun satte sig, så maven gik ind under bordet.

- Man bruger så mange timer på et arbejde, så det skal også være et, man godt kan lide. Det skal ikke være en sur pligt. Og fordi det var et job, jeg virkelig gerne ville have, var der meget på spil, siger hun.

Hun syntes, at samtalen gik godt. Hun fornemmede, at de ville samme sted hen. Men ifølge Pernille blev hun på et tidspunkt bedt om at fortælle lidt mere om mig selv. Hun havde besluttet sig for at sige, at hun var gravid.

- Så fortalte jeg, at jeg har to piger derhjemme og en mere på vej. Det ville jo komme frem før eller siden, for jeg skulle på barsel maks to måneder efter. Jeg var spændt på, om hun havde luret den, og det tror jeg ikke, hun havde, siger hun.

- Jeg havde selvfølgelig tænkt meget over, hvornår jeg skulle fortælle, at jeg var gravid. Jeg havde tænkt på, hvordan man lige skulle få det ind, så det var naturligt, men uden at det var det, der tog al fokus, siger hun.

Pernille Woller Jensen syntes, at stemningen ændrede sig, da hun fortalte, at hun var gravid.

- Jeg havde en fornemmelse af, at hun syntes, samtalen så var lidt spild af tid. Den blev afsluttet kort efter. Vi sagde farvel, og jeg fik at vide, at jeg ikke ville komme til anden samtalerunde, fordi det jo var nu her, hun stod og skulle i gang. Det kan jeg ikke sige noget til. Jeg kan kun sige, at det kan jeg sagtens forstå, siger hun.

Det er langtfra sikkert, at Pernille Woller Jensen havde fået jobbet, hvis hun ikke havde været gravid. Det ved hun godt. Men hun tror på, at hendes mave påvirkede beslutningen. At den blev set som en stopklods for værdifuld arbejdskraft, som virksomheden akut stod og manglede. Det synes Pernille Woller Jensen også selv, at den på det tidspunkt var.

- Jeg vidste jo godt, at jeg på et tidspunkt inden ikke ret længe skulle på barsel, og så skete der ikke så meget rent fagligt i et stykke tid. Men jeg havde nok skudt det lidt væk, fordi jeg tænkte, at jobbet bare var så spændende, siger hun.

Så hvordan løser man problematikken? Hvordan skulle den dengang gravide Pernille Woller Jensen have fået jobbet, samtidig med at arbejdsgiveren skulle have fået løst arbejdsopgaverne? Ville det overhovedet have været muligt?

Pernille Woller Jensen er ikke sikker. Hun ved, at hun langtfra kunne have løst alle arbejdsopgaver, mens hun havde været på barsel. Men når hun i dag tænker tilbage på jobsamtalen, ville hun ønske, at hun havde fortalt arbejdsgiveren, at hun kunne have løst nogle af dem.

- Bare fordi jeg er på barsel, er jeg jo ikke nødvendigvis væk. Så at tage et telefonmøde, mens jeg går med barnevognen, eller at skrive nogle mails, når jeg alligevel sidder og ammer, det kunne jeg sagtens have gjort, siger hun.

Derudover ville hun ønske, at hun havde tilbudt sin arbejdskraft i ugerne, der gik, fra hun tog på barsel, til hun fødte.

- Jeg gik på barsel otte uger før min fødsel. Jeg havde god energi, og jeg havde tid. Jeg skulle jo ingenting, siger hun.

Det er tredje gang, hun er på barsel. Specielt under første barsel havde hun brug for månederne væk fra arbejdet for at vænne sig til rollen som nybagt mor. Hun forstår derfor, hvis der ikke er energi til at arbejde under barslen. Det må ikke blive en sur pligt. Det må ikke blive noget, man skal. Men denne gang har hun et andet overskud, hun ville ønske, hun havde brugt på at løse opgaver på drømmejobbet.

- Jeg tror, at jeg ville have kunnet bidrage i det små. Det kan også være, at jeg hen imod slutningen af barslen, hvor barnet kan klare sig lidt mere selv, kunne have bidraget med nogle lidt større ting. Det skulle være fleksibelt fra uge til uge, siger hun.

Udover at Pernille Woller Jensen tror på, at fleksibilitet under barslen kan gøre det nemmere for gravide at få et job, tror hun også på, at arbejdsgivere skal blive bedre til at fokusere på fordelene, en graviditet bringer, fremfor på ulemperne. Hun mener selv, at hun har fået nogle kompetencer ved at blive mor, som er gavnlige for hendes arbejdsliv.

- Der er helt klart noget med at multitaske og med at tilsidesætte mit eget behov. Der er også noget med at tænke kreativt, at tænke hurtigt i situationer og at bruge det, der er, på den bedst mulige måde, siger hun.

- Jeg er også blevet bedre til at tage tingene lidt mere, som de kommer. Det, tror jeg, er meget sundt at tage med i arbejdslivet.

Hun mener også, at hun er blevet mere effektiv, efter hun er blevet mor.

- Jeg har ikke alverdens tid. Jeg får ting for hånden, fordi jeg har en deadline. Jeg ved, at jeg skal hente et barn klokken halv fire. Så må jeg nå arbejdsopgaverne inden da, eller jeg må finde en smartere måde at gøre det på. Det nytter ikke noget, at jeg først kommer lullende hjem klokken halv otte, siger hun.

Næste gang Pernille Woller Jensen sidder på en stol overfor en arbejdsgiver, hvor det skal afgøres, om hun skal have et job eller ej, vil hun fortælle, hvilke kompetencer rollen som mor har givet hende. Hun håber, andre vil gøre det samme.

Lyt til podcasten her.