Martin mistede empati som urobetjent: Så blev han forsker i stedet

Beslutningen kom lige midt i pastaen og kødsovsen.

Det var januar, og Martin Mølholm og hans daværende kæreste havde lånt et enormt og nyrenoveret hus i Nordsjælland og sad i det store landkøkken og spiste aftensmad. Udenfor var det bælgmørkt og pivkoldt. De kunne høre vinden suse i skoven.

Både Martin og hans kæreste var et sted i deres arbejdsliv, hvor de var modne til at prøve noget andet.

Martin var urobetjent på Station 1, og han var med i de civile enheder, der blev sendt ud til Christiania. Martins venner og familie havde gennem længere tid sagt til ham, at han var blevet mere kold og hård i filten.

Han kunne ikke selv mærke det, men i dag kan han godt se, at han måske var blevet forrået og havde fået for stor antipati for de mennesker, der begår kriminalitet - og at jobbet havde slidt på ham.

Dengang var han optaget af at bekæmpe narko- og hashkriminalitet.

- Det er nogle ganske få, men meget hårdkogte kriminelle, der styrer markedet - og de gør det på brutal vis. Jeg havde det meget svært med den slags grupperinger og kræfter i samfundet, og jeg så SÅ stor mening i at bekæmpe det, husker Martin Mølholm.

Af samme grund var han med i særlige enheder - også længere tid end andre betjente - måske fordi han er grænseløst stædig.

- En politikollega sagde engang til mig, da vi skulle dykke længe under vandet i en svømmehal: “Det er utroligt med dig. Du vil hellere dø i forsøget end at give op”. Det er vist en meget præcis beskrivelse af min personlighed, siger Martin.

Martin Mølholm har også en anden forklaring på sin hang til lov og orden - og en udpræget agtelse for de love og retningslinjer, der gælder i samfundet.

- Jeg er opdraget med respekt for autoriteter, og det kommer helt klart fra mine forældre. Min far fik hurtigt en chefstilling og var på den samme arbejdsplads, fra jeg var otte måneder, til han gik på pension. Og min mor er bankuddannet, siger Martin Mølholm.

- Min far kommer fra et husmandssted på Møn og er mønsterbryder. Min mor kommer fra et borgerligt hjem på Frederiksberg, så det er ikke tilfældigt, at det er nogle af de værdier, jeg tog med mig, siger Martin Mølholm og tilføjer:

- Det var de klassiske dyder, der betød noget.

Det var også gennem forældrenes venner, at han fra en tidlig alder vidste, at politijobbet kunne være en mulighed.

Martin Mølholm var syv-otte år gammel, da han mødte forældrenes politibetjentven første gang, der lige var begyndt i efterretningstjenesten.

- Jeg synes, det var spændende, og jeg så meget op til ham. Han har helt klart været en rollemodel, siger Martin Mølholm.

Som dreng havde Martin Mølholm også mange andre interesser. Han dyrkede sport, spillede klassisk musik - og var optaget af livets store spørgsmål. Familien var ofte til gudstjeneste i Folkekirken.

Men valget faldt på politiet - i hvert fald i første omgang.

- Jeg var ung og havde lyst til at opleve noget. Det var lov og orden. Det var fart og spænding. Hvis jeg havde gjort det for at redde mennesker i svære sociale situationer, skulle jeg have begyndt på socialrådgiveruddannelsen, siger han.

Men efter nogle år kunne Martin også godt se, at “noget skred for ham”.

Venner og familie gjorde opmærksom på, at han forandrede sig.

- Jeg kunne godt se, at der var værdier og normer, som ikke kunne stå for presset. Og som måske i sidste ende kunne have transformeret mig på det mere personlige plan på en måde, som jeg ville have haft svært ved - i et langt livsperspektiv - at kunne se mig selv i øjnene med, siger Martin Mølholm i dag.

Så meget desto større var det vakuum, han befandt sig i, da han og kæresten dén januaraften spiste pasta og kødsovs i køkkenet på nordsjællandske landejendom, mens januar bød sig til med et nyt år - og nye muligheder.

- Vi havde begge fri og havde ingen andre planer. Vi skulle ikke på ferie, vi havde ingen aftaler. Vi skulle bare ride ture på min kærestes heste, siger Martin Mølholm.

Omgivelserne og roen inviterede til fordybelse.

- Naturen, skoven og stilheden nulstillede os. Det var ikke forudbestemt, at vi skulle træffe store beslutninger, men pludselig var der tid til at dvæle, og det frigav en helt særlig energi, siger han.

Martin Mølholm og hans kæreste traf en beslutning, der ikke alene fik Martin Mølholm til at vælge en ny retning for sit arbejdsliv, men som også fik ham til at flytte langt væk fra stenbroen.

Parret besluttede nemlig, at de ville flytte til Nordjylland.

Særligt kæresten var på det tidspunkt optaget af den økologiske bevægelse, og de ville begge begynde på Den Økologiske Landbrugsskole i Aabybro.

Tre dage gik der fra dén januaraften, de traf beslutningen, til de pakkede hestetraileren og kørte nordpå.

På forhånd havde de nået at finde et spartansk sommerhus i Hune, som de lejede i en måned. Hestene fik de opstaldet i Fristrup, og Martin glemmer ikke ankomsten på en bidende kold, stormruskende og mørk januaraften.

Sommerhuset lå et stykke inde i sommerhusområdet for enden af en mørk og snedækket vej. Det var klejnt, koldt og fugtigt og kostede mere at varme op med el, den måned de boede der, end de gav i leje for det. Men alligevel var det hyggeligt, livgivende og roligt.

- Jeg tror faktisk ikke, at jeg på ret mange tidspunkter i mit liv har følt mig så sorgløs. Det var en meget stærk oplevelse, siger Martin Mølholm.

På det tidspunkt var han 29 år.

Kun få gange tidligere havde han været i Nordjylland: På musikskole-camp i Skagen, på fdf-lejr i Dronninglund - og til fødselsdag i Nørresundby.

Men han har boet og arbejdet her siden.

Martin Mølholm og kæresten fandt hurtigt et nedlagt landbrug i Asaa og begyndte egentlig også på Den Økologiske Landbrugsskole - uden at blive der længe.

De skiftede begge spor.

Hun gik sundhedsvejen, og han blev konsulent hos AOF, men kæresten savnede København, og de gik fra hinanden.

Martin havde fuldtidsjob - og begyndte samtidig at læse på universitetet, for at snuppe en master i læreprocesser.

Martin blev derefter gift - og fik tre børn med tre års mellemrum samtidig med, at han arbejdede mere og mere. Han begyndte at arbejde som konsulent under projekt “Det Digitale Nordjylland”. Snart var han fuldtidsleder på tre enorme projekter - og arbejdede op mod 100 timer om ugen.

En dag sagde kroppen fra, da han skulle hente et ringbind på den nederste hylde på reolen i hans kontor. Han besvimede. De næste dage kunne han hverken køre bil eller skrive e-mails - og måtte trække stikket.

Men hans egen stress-sygemelding banede vejen for en ph.d.-afhandling, som han blev opfordret til at skrive. For han undrede sig over et paradoks.

På den ene side viser mange undersøgelser, at vi er enormt glade for vores arbejde - og at vi er verdens lykkeligste folk. På den anden side har vi også et samfund, der i den grad er præget af stressrelaterede belastninger i arbejdslivet.

- Jeg undrede mig over, hvordan det hang sammen: Vi er superglade for vores arbejde. Vi har indflydelse, autonomi, udviklingsmuligheder, ansvar, fleksibilitet, og vi er dedikerede og engagerer os virkelig meget. Så vi kan realisere vores fulde potentiale, hvis vi har lyst til det. Alligevel bliver mange syge, siger Martin Mølholm.

Han begyndte at skrive på sin ph.d i 2008 - og har med egne ord ikke set sig tilbage siden. For ph.d’en førte nye muligheder med sig.

Først blev han ansat som ph.d. stipendiat på Aalborg Universitet. Så blev han adjunkt og siden lektor.

Han forsker i arbejdsliv og underviser studerende i videnskabsteori og diskursstudier. Han underviser også i socialpsykologi og pædagogisk psykologi og har et kursus i magt og etik. Privat blev han skilt fra sin første kone, gift igen - og har fået endnu en søn, der nu er 14 år. Martin Mølholm er opslugt af sit arbejde i en sådan grad, at han er begyndt at stille sit ur hver eftermiddag, så han husker at køre hjem til Nøvling syd for Aalborg klokken 16.

Der er selvfølgelig dage, hvor han bliver siddende, fordi han er nødt til at gøre noget færdigt, hvis en deadline kræver det.

Men uden alarmen ville han blive siddende uden at ænse, at han er sulten - eller at det bliver mørkt udenfor.

Han betragter selv sin vej fra hårdkogt urobetjent i København til jobbet som forsker på Aalborg Universitet som en tilfældighed - og så alligevel ikke helt.

Allerede som barn var han optaget af livets store spørgsmål, så videnskabsteorierne og de eksistentielle tanker ligger ham ikke fjernt.

Men det afgørende var, at han fik ro til at finde tilbage til sit “egentlige jeg”.

Han forklarer sin personlige transformation ved hjælp af den tyske filosof Martin Heidegger.

- Han har en smuk formulering om den eksistentielle samvittighed, som kalder fra det fjerne med en nærmest utydelig stemme. Forudsætningen, for at du kan høre det, er, at der er stille. Du skal være uforstyrret af alt, hvad der er omkring dig af normer og værdier og samfundets puls og mediernes påvirkning, forklarer Martin Mølholm og tilføjer:

- Og det var lige præcis sådan, det var den aften i huset i Nordsjælland. Der var stille. Det var bare os. Og der var ingen dagsorden.

Han sammenligner sin egen transformation med vandet, der løber.

- Vand løber gennem den del af terrænet, der giver efter. Jeg tror, at vi mennesker skal blive bedre til at gøre som vandet. At lade os forføre og evne at slippe kontrollen, siger han.

- Vi er utroligt kontrollerede. Vi vil have vished, fordi vi er vant til et samfund, der i den grad er struktureret og bygget op omkring kontrol, siger han.

Skal han give et råd videre, er det at lade sig føre med derhen, hvor noget drager - eller kalder på én.

- Jo mere vi undertrykker den undrende tilgang til livet, jo mere kommer vi til at leve et liv, hvor vi påtager os nogle roller, som måske ikke helt passer til den, vi er i vores egentlige jeg. Vi kan sagtens være i de roller, men måske er der mere at hente i livet, siger Martin Mølholm og tilføjer:

- Jeg tror, mange kan genkende længslen efter noget mere meningsfuldt - hvis man skal sige det på en lidt højtravende måde.

Martin Mølholm vil ikke afvise, at han selv skifter retning i livet endnu en gang.

Det er ikke noget, han tænker over i det daglige. Men han bestræber sig altid på at være åben for nyt. Lytte til sig selv.

Og da han har planer om at arbejde, til han bliver 70 år, er der også masser af tid at løbe på.