Tre nordjyder fortæller: Her er de bedste råd til dig, der vil skifte branche
Der kan være flere grunde til, at danskere vælger det stabile job fra og springer ud i en helt ny branche. Ikke desto mindre er det ikke altid let at tage chancen, og man kan risikere at møde en del bump på vejen mod brancheskiftet. Få her tre råd til dig, der overvejer at skifte branche.
Søvnløse nætter, konstant hjertebanken og dagdrømmeri. Det er alvorlige symptomer, som kan være afledt af din jobsituation.
For symptomerne kan være et tegn på, at du sidder i et job, som ikke matcher dine jobdrømme. Eller at dit arbejde og opgaver gør det svært at få hverdagen til at hænge sammen.
Hvis det er tilfældet, er det måske på tide, du overvejer, om du skal skifte branche. Men hvad skal du så vide, inden du siger dit job op og springer ud i et nyt?
Vi har samlet de gode råd fra tre nordjyder, som alle har gjort en markant transformation i deres arbejdsliv.
I vores artikelserie “transformationen” kommer vi tættere på nordjydernes brancheskifte og de tanker, de gjorde sig under processen. De råd, du får i denne artikel, er alle udledt af vores transformationsartikler.
Pernille Nielsen, virksomhedsejer af SG Erhvervsrengøring
Hvis Pernille Nielsen skal give et råd videre til andre, som sidder i et job, hvor de måske ikke føler, at de er landet på den rigtige hylde, så er det, at det er en god idé at starte på fritidsbasis, mens du stadig har din tryghed. Det gjorde hun selv, og hun tog først springet, da det økonomisk virkede realistisk.
For ifølge Pernille Nielsen, er det værd at have økonomien i fokus, når man overvejer et brancheskifte:
”Mit råd er virkelig, at man holder det økonomiske på et overskueligt niveau, så man ikke kaster sig ud i en kæmpestor investering, som det så tager en masse år at betale tilbage, hvis ikke det går.”
Hvis du spørger Pernille Nielsen, er en af gevinsterne ved at starte på hobbyplan også, at du finder ud af, hvad du er til, hvad det er for et liv du vil leve, og om det overhovedet er noget du har lyst til at beskæftige sig med på fuldtid. De spørgsmål fik hun selv svar på ved at opsøge folk i samme branche og tale med dem.
”Kom ud og snak med folk. Mange selvstændige går med den her hemmelighedsfølelse som om, at man har koden til det hele. Men sandheden er, at der ingen kode er. Hvis du synes, det er sjovt at stå op om morgenen og komme afsted, så kommer det hele af sig selv,” siger Pernille Nielsen.
Du kan læse om Pernilles brancheskifte her.
Christoffer Sørig, medejer af renovationsvirksomheden Peter Sørig Renovation A/S
“Hvis du ikke kan se potentialet og udviklingsmulighederne i dit nuværende job, skal du nok overveje, om du laver det rigtige,” er det første råd, Christoffer Sørig giver til dig, der overvejer at skifte branche.
Derudover skal du pakke en stor portion ydmyghed med i tasken, når du skifter fra et job til et andet, fortæller Christoffer Sørig.
Da han selv skiftede bankverdenen ud med arbejdet som renovationsmedarbejder skulle Christoffer Sørig lære virksomheden at kende fra bunden, men samtidig havde han kompetencer med fra bankverdenen, som han mente at kunne bidrage med i rollen som chauffør og medindehaver. Herunder forståelse for økonomi og kundekontakt.
Men et markant brancheskifte - som hans eget - kræver en ydmyg tilgang. Christoffer Sørig uddyber:
“Du kan få tingene til at blive bedre og være med til at sætte dit eget præg på virksomheden, men det kræver, at du er villig til at ofre tid på at lære om faget eller branchen først, inden du begynder at ændre en masse. Først efterfølgende bygger du på med den viden og erfaring, du har med i tasken qua andre jobs eller uddannelse.”
Derfor startede han med at tage stort kørekort, så han kunne køre skraldebilen. Han forlod skrivebordet og gik i kast med erhvervet som skraldemand for at få en bedre forståelse for jobbet og potentielle udfordringer i arbejdsdagen. Sideløbende har han taget en vognmandsuddannelse, og firmaet hyrede en coach, der underviste Christoffer Sørig i lederskab.
Du kan læse om Christoffers brancheskifte her.
Mie Bendsen, bedemand ved Din Afsked
Inden Mie Bendsen tog skridtet og skiftede sit arbejde som selvstændig coach ud med en hverdag som bedemand, havde hun ofte klienter, som der har stået overfor eller midt i et jobskifte.
Her fik hun erfaringen, at det er særligt vigtigt, at du tager chancen og prøver det nye job af, hvis du drømmer om det.
“Jeg har en opfattelse af, at vi i Danmark er meget loyale overfor vores arbejdsplads. Der er tryghed og sikkerhed i forhold til økonomi forbundet med vores job, men også en frygt for at skifte, fordi man har det fantastisk med kollegaerne. Det kan lyde som en floskel, men man fortryder det, hvis man ikke får drømmen om at skifte branche prøvet af,” siger hun og pointerer, at du ikke binder dig til det nye job for evigt.
Mie Bendsen fortæller, at for at undgå, at job- eller brancheskiftet pludselig overrasker dig, er det vigtigt, du sørger for at tilegne dig viden om dit eventuelle nye fag. Ifølge hende er det vigtigt, at du besvarer, hvorfor du drømmer om det givne job, og hvordan du forestiller dig, at arbejdslivet vil være i det pågældende erhverv.
“Snak med nogle mennesker, der arbejder i faget og hør om gode og dårlige sider. Jeg har via min coaching lært, at når vi skal opnå afklaring er viden og information det vigtigste redskab. Når man får viden, kan man bedre tage stilling og enten lægge ideen på hylden eller prøve det af,” siger hun.
Ifølge Mie Bendsen var det akkurat, hvad hun selv gjorde, da hun startede hos Min Afsked som assistent. Hun arbejdede nogle timer om ugen i faget, og da hun blev gladere og gladere for det, tog hun til sidst springet.
Du kan læse om Mies brancheskifte her.