Han måtte fyre 120 ansatte, fremtidens fiskeri til debat og hård talent-konkurrence
… klædt på til smalltalk med substans
Han måtte fyre 120 ansatte og tage en vigtig beslutning
Kraftig vækst blev erstattet af en stor nedtur for Jens Peter Faldt og hans virksomhed ME Production i Frederikshavn.
Da virksomheden var på sit højeste havde han næsten 230 medarbejdere under sig. Salget af røgrensere, som virksomheden producerer til skibsfarten, var glohedt og overskuddet voksede.
Men så ramte coronaen.
Jens Peter Faldt måtte fyre 120 ansatte, alt imens overskud blev forvandlet til milliontab. Nu begynder det heldigvis at gå den rigtige vej igen.
Men det har alligevel fået Jens Peter Faldt til at træffe en stor beslutning.
Læs mere ved Nordjyske.
Debatten koger: Hvordan sikrer vi fremtidens fiskeri?
I disse dage koger debatten på Aalborg Universitet, der danner rammen om Havforskermødet.
Dagsordenen er klar: Hvordan sikres en fremtid, hvor fiskeriet forbliver levedygtigt, samtidig med at andre samfunds- og miljøhensyn også varetages?
Der er kommet flotte ord og akademiske argumenter på bordet.
Men på havnen i Strandby - hvor fiskerne holder til - er de flotte ord og planerne om endnu flere restriktioner for fiskeriet ikke noget, der imponerer eller giver håb.
''Det er worst case scenario. Så er der ikke noget tilbage at drive fiskeri på. Så er det, at vi står i den situation, hvor vi ikke kan sørge at levere gode råvarer,'' siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for Strandby Fiskeriforening, til TV2 Nord.
Læs mere ved TV2 Nord.
Virksomheder tvinges til kreativitet: Der er kamp om talenterne
Rekrutteringsudfordringerne bliver jævnligt diskuteret, fordi der stadig er store udfordringer med at rekruttere arbejdskraft.
Faktisk er konkurrencen så hård, at selv de største og mest anerkendte virksomheder må tænke i nye baner for at skaffe nok ansøgere. Det kræver en helt ny - og mere kreativ - tankegang, fordi mange af virksomhederne har været vant til, at kandidaterne er kommet af sig selv.
''Rekrutteringen foregår ofte ret konservativt, så der er plads til meget mere nytænkning, end vi ser i dag. Det kan for eksempel være at give eksisterende medarbejdere en ekstra månedsløn for at skaffe en ny ansat eller at dele en fuldtidsstilling i to, så man kan lokke kandidater til, som gerne vil arbejde mindre,'' siger Morten Ballisager, der er rekrutteringsekspert og ejer af konsulenthuset Ballisager.
Det er flere store virksomheder allerede begyndt med.
Læs mere ved Finans.