HR-chef stopper efter krænkelse, 30 medarbejdere opsagt efter mislykket salg af kødvirksomhed, og regeringen vil løfte uddannelsesområdet
... klædt på til smalltalk med substans.
Godmorgen - og velkommen til ugens sidste kaffebrief.
Weekenden står for døren, og skal man tro vejrudsigterne, så bliver det en formidabel en af slagsen.
I dag kommer vi over de 20 grader og fuld sol, så det kan da ligefrem være, at man skulle tage en fredagsøl i solen efter arbejde.
Dagens historie fra Vigeur handler om det amerikanske kongetal.
For selvom det måske ikke lyder som noget, der har den store påvirkning på os danskere, så kan det være ret vigtigt at følge med i.
Det amerikanske kongetal viser, hvor mange jobs der blev skabt i USA uden for landsbruget.
“Begynder vi at se, at der kommer flere og flere arbejdsløse i USA, er det en ret solid indikator på, at der også kommer flere arbejdsløse i Danmark,” siger Søren Kristensen, cheføkonom ved Sydbank.
USA er Danmarks største eksportmarked, så går det dårligt for de amerikanske forbrugere, kommer det til at påvirke de danske virksomheder direkte.
Samtidig er Danmarks økonomi en meget åben økonomi, der er under stor indflydelse af de omkringliggende økonomier som blandt andet USA, og derfor kan dårlige tendenser smitte af på Danmark.
HR-chef siger op efter seksuelle krænkelser
HR-chefen i Frederiksberg Kommune, Birgitte Rømer, har valgt at sige sin stilling op med øjeblikkelig virkning.
Det skriver hun selv i et LinkedIn-opslag ifølge Berlingske.
Hun forklarer i et opslag på LinkedIn, at hendes fratrædelse kommer efter en hændelse, hvor en unavngiven kollega udsatte hende for en krænkelse af seksuel karakter.
“Årsagen er, at jeg har været udsat for krænkelse af seksuel karakter – begået af en person jeg indgik i en magtrelation med – og som jeg fortsat ville skulle samarbejde med for at kunne varetage min stilling,” skriver hun.
Ifølge Birgitte Rømer er krænkelsen “erkendt” og “undskyldt”.
Ved Frederiksberg Kommune undskylder man for de konsekvenser, den krænkende episode har haft for den nu tidligere HR-chef.
Samtidig mener kommunen, at man har håndteret episoden korrekt.
“I forhold til den konkrete sag, vores tidligere HR-chef nævner, modtog Frederiksberg Kommune dengang juridisk rådgivning hos Kommunernes Landsforening (KL) om håndteringen. Frederiksberg Kommune har fulgt denne rådgivning til punkt og prikke over for den ansatte, der begik krænkelsen,” lyder det.
30 medarbejdere opsagt efter mislykket salg af kødvirksomhed
De 30 medarbejdere, der arbejder på kødvirksomheden Gris Lam & Co, skal til at finde et nyt arbejde.
Virksomheden gik for nyligt konkurs med en stor gæld og er ikke lykkedes med et salg, der sikrer nye ejere rettighederne til at drive selskabet videre.
Det skriver Finans.
Det madglade ægtepar Maria og Lars Dietrichsen stiftede virksomheden tilbage i 2013. Siden har de leveret kød til store dagligvarekæder, det danske kongehus og tv-kokken Thomas Rode.
Selskabet har dog aldrig leveret et overskud, og det resulterede i, at hele ejerkredsen blev skiftet ud i juni i år.
Dermed forlod Dietrichsen-parret styringen af deres livsværk og overlod det til Gjørup-familien, der står bag Fætter BR.
Dengang skød man 4,5 millioner kroner ind i firmaet, men usikkerheden omkring Gris Lam & Co voksede yderligere, da Irma-kæden lukkede, der var en stor kunde.
Derfor besluttede ejerne at indgive en konkursbegæring.
Sådan vil finansloven løfte uddannelsesområdet
Regeringen vil frigive flere penge til bestemte sektioner af uddannelsesområdet.
Det fremgår af forslaget til finansloven, som regeringen offentliggjorde i går.
Det skriver Politiken.
Regeringen vil blandt andet give flere penge til landets folkeskoler.
En pulje skal være med til at styrke de svageste elever i folkeskolen.
I 2024 afsættes 35 millioner kroner til indsatsen, og det beløb stiger til 310 millioner kroner i 2027 og 500 millioner kroner i 2028.
Pengene skal gå til et generelt løft af skolernes muligheder for at hjælpe elever med store udfordringer, og samtidig skal de give mulighed for intensive undervisningsforløb i små hold.
Udover folkeskolen vil regeringen også forsøge at styrke erhvervsuddannelserne.
Det skal ske med 300 millioner kroner i 2024, som stiger til 500 millioner kroner i 2026.
Allerede sidste år fik erhvervsuddannelserne afsat 300 millioner årligt. Midlerne fra det nylige forslag til finanslov skal lægges oven i de midler.
Samtidig vil regeringen forlænge det såkaldte uddannelsesløft.
Hvis et område mangler arbejdskraft, kan studerende få ret til uddannelse med 110 procent dagpenge.
Den ordning vil regeringen videreføre til 2027. Til det er der afsat 1,2 milliarder kroner.