Kritik af minkavlere, første millionoverskud og høje brændstofpriser har konsekvenser

… klædt på til smalltalk med substans.

Nordjyde afviser kritik af minkavlere

I en TV 2-dokumentar, man fra torsdag morgen kunne se på TV2 Play, blev der rejst kritik af landets minkavlere.

Af udsendelsen fremgår det, at minkavlere i stort tal ikke lod sig teste én gang om ugen ved halspodning, som de ellers var blevet opfordret til fra myndighederne. En opfordring, der i brev blev sendt til minkavlerne og deres familier.

Formand for Nordjyllands Pelsdyravlerforening, Ole Bakke, er uforstående overfor kritikken.

''Alle dem, jeg havde kontakt til under forløbet, samarbejdede og fulgte alle anbefalinger fra myndighederne. Der var nogle, der var betænkelige, men der var ingen tvivl om, at alle ville følge strategien,'' siger han til Nordjyske.

Han understreger samtidig, at alle dem han har talt med har været interesseret i at få sygdommen stoppet.

Læs mere ved Nordjyske.

Nordjysk møbelvirksomhed lander første millionoverskud

For otte år siden kunne Jasper Overgaard og Christian Dyrman præsentere stolen, som de i dag betragter som grundlaget for deres møbelvirksomhed Overgaard & Dyrman ApS.

I dag er stolen, som har en vejledende udsalgspris på 33.000 kroner, og resten af deres kollektion et hit. Ikke bare i Danmark, men i hele verden.

''Vi har omkring 60 forhandlere på verdensplan, og vi sælger mest i metropolerne. Der har folk en lidt mere visionær tankegang, og de vil gerne købe et møbel for det, det er, og ikke blot fordi det har et kendt navn,'' siger Jasper Overgaard.

Sidste år landede Overgaard & Dyrman for første gang et millionoverskud - 1,2 af slagsen - men de to kompagnoner har kæmpet for at nå dertil.

Læs mere ved Nordjyske.

Høje brændstofpriser rammer fiskerne

De stigende brændstofpriser kan koste arbejdspladser i fiskeindustrien, og derfor er der behov for politisk hjælp, lyder det fra Danmarks Fiskeriforening.

De høje priser betyder nemlig, at det er svært for fiskerne at tjene penge på fisk lige nu. Det får flere fiskere til at overveje at blive i havn i stedet for at sejle ud på havet for at fiske.

Sådan lyder det fra fra Claus Hjørne Pedersen, der er formand for Strandby Fiskerihavn og bestyrelsesmedlem i Danmarks Fiskeriforening.

''Med de nuværende brændstofpriser er omkostningerne for høje til, at det for mange kan betale sig at sejle ud. Men vi sejler ud alligevel, for vi har et ansvar for, at vores besætningsmedlemmer har et job,'' siger han til TV2 Nord.

Danmarks Fiskeriforening mener, at politikerne bør række dem en hjælpende hånd. Konkret foreslår de en model, hvor der ydes kompensation på op til to kroner per liter brændstof.

Læs mere ved TV2 Nord.