Kaffebrief

Ny tekstrobot skaber debat, Preben Damgaard er død og nordjyske storbonde køber ind

… klædt på til smalltalk med substans.

Ny tekstrobot skaber debat om risiko ved kunstig intelligens

Godmorgen og velkommen til ugens første kaffebrief. Jeg har fundet tre nyheder til dig. Den første tager os et dyk med i udviklingen inden for kunstig intelligens.

Det californiske selskab Open AI har lanceret en ny chatrobot, som hedder ChatGPT, og som kan give svar på utallige spørgsmål.

Flere Twitter-brugere har delt samtaler, som de har haft med robotten, som blandt andet kan forklare forskellene på sprogene dansk og russisk, skrive et digt om tennis eller skrive computerkoder, der virker.

Svarene er så overbevisende, at de på ny har åbnet diskussionen om de etiske udfordringer ved kunstig intelligens.

Nogle frygter lige frem, at de overbevisende tekstgenereringsrobotter kan bruges til at narre folk. Det skriver Børsen.

Eksempelvis ved at sprede misinformation eller udføre meget overbevisende svindelnumre.

It-rigmand Preben Damgaard er død

Erhvervsmand og it-investor Preben Damgaard er død efter kort tids sygdom i en alder af 59 år. Det skriver mediet Computerworld.

Lars Romedahl, der er administrerende direktør i Damgaard Company, skriver i et opslag på Linkedin, at Preben Damgaard var "indbegrebet af iværksætteri, længe før begrebet blev en fast bestanddel af det danske sprog".

Damgaard Company er Preben Damgaards investeringsselskab.

”Hans store indsats og betydning for dansk it-iværksætteri kan derfor heller ikke overvurderes.”

”Gennem hele sit liv brændte han for at skabe, udvikle og udbrede nye teknologiske løsninger i Danmark og internationalt,” skriver Romedahl.

Storbonde kaster millioner i revolutionerende produkt

Michael Bundgaard er – ifølge Nordjyske – en af Nordjyllands største svineproducenter og ejer også en række andre virksomheder, der beskæftiger sig med alt fra droner til restaurant og biogas.

Nu har han købt sig ind i de to vækstvirksomheder Ny Vraa ApS og Salixin A/S, som producerer kompost og andre produkter baseret på økologisk pil.

Det sker, efter at Michael Bundgaard har holdt adskillige kaffemøder med Anders Bach (medejer og medstifter), hvor snakken hver gang endte på mikrobiologi og sund jord. En dag ringede telefonen pludselig, og Anders Bach spurgte Michael Bundgaard, om han ville med på rejsen.

”Jeg sagde ja med det samme. Jeg var ikke ét sekund i tvivl,” siger Michael Bundgaard til Nordjyske.