Onlinemøder, fordomme på arbejdspladsen og succesfulde nordjyder
… klædt på til smalltalk med substans
Ny undersøgelse: Vi holder fast i onlinemøder
Godmorgen. Fredagens Kaffebrief starter med en historie, der handler om onlinemøder. For en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 35 procent af alle møder mellem kollegaer afholdes som onlinemøder. Inden corona var det blot 10 procent.
Derudover viser undersøgelsen, at mere end en tredjedel af alle konferencer og seminarer er digitale, mens det inden corona var hver tiende.
”Der er jo nogle møder, som vi klart har fundet ud af, kan foregå meget mere effektivt online og også giver os noget kontakt og holder os ajour med de kollegaer, der måske ikke arbejder på den samme lokation,” siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Pernille Taarup.
”Udviklingsopgaver og idéudvikling er derimod opgaver, hvor man skal styrke samarbejdsrelationerne, og her er det en fordel at mødes fysisk,” siger hun.
Læs mere ved Børsen.
Djøf formand efter undersøgelse: ”Vi har et generelt problem med fordomme i forhold til alder”
Vi skal videre til en nyhed, der handler om seniorer på arbejdsmarkedet. For en ny spørgeskemaundersøgelse viser, at nye kollegaer helst skal være mellem 37 og 45 år, mens seniorer ”systematisk fravælges”.
I undersøgelsen, som er lavet af analysebureauet Epinion for fagforening Djøf, er 1.000 tilfældigt udvalgte lønmodtagere over 15 år blandt andet blevet bedt om at svare på, hvilken aldersprofil de ville foretrække, hvis de skulle have en ny kollega. Lønmodtagerne kunne vælge mellem en ny kollega på henholdsvis 29 år, 37 år, 45 år, 57 år eller 63 år. Her er en ny kollega på 63 år klart mindre populær end de øvrige aldersprofiler.
Det overrasker formand for Djøf Sara Vergo.
”Det vidner om, at vi har et generelt problem med fordomme i forhold til alder, hvis alle går rundt og tænker sådan. Vi bliver nødt til at se hinanden og os selv i øjnene både som medarbejdere og som arbejdspladser og spørge: Er vi biased, og hvad er det, der foregår på vores virksomhed?” siger hun.
Læs mere ved Finans.
Succesfulde nordjyder sælger campingplads: ”Vi kunne rigtig godt lide at drive pladsen”
Sidst men ikke mindst skal vi nå forbi en nyhed, der handler om et nordjysk par, som har foretaget en stor ændring i deres arbejdsliv.
Parret er Anders og Susanne Hedegaard, der efter fire års ejerskab har solgt Tranum Klit Camping. Årsagen er manglende tid til andre projekter.
”Vi kunne rigtigt godt lide at drive pladsen og var i kontakt med mange glade mennesker, men jeg driver en anden virksomhed, der er gået fra 10 til 70 ansatte over de seneste år, så det tager alt min tid nu,” siger Anders Hedegaard, der er stifter og medejer af Meldgaard Recycling.
”Det er gået supergodt for os. Vi har fået flere fastliggere og har mange fastliggere stående på venteliste. Hvis min anden forretning ikke var vokset så meget, ville vi helt sikkert have drevet pladsen videre,” siger han.
Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).