Sorte tal på bundlinjen, 300 ledige og brændstofpriser der fortsætter

… klædt på til smalltalk med substans

Tankstationer: Tårnhøje brændstofpriser fortsætter året ud

Godmorgen. Vi lægger ud med en nyhed, der især har interesse for pendlerne. For ifølge kæderne Circle K og OK vil de tårnhøje benzin- og dieselpriser formentligt vare ved længe.

”Vi skal nok helt hen i 2023, hvor markedet for brændstof normaliserer sig. Resten af året er forventningen, at priserne for både benzin og diesel fortsat vil være højt. Formentligt omkring 14-16 kr. pr. liter brændstof,” siger Jesper D. Rasmussen, der er seniormanager for prisfastsættelse hos Circle K.

Rasmus Boserup, presseansvarlig hos OK, mener, at der er en smule bedre udsigter for pendlere med dieselbiler.

”Det er meget atypisk, at brændstofpriserne svinger så meget på dagligbasis, som de gør i øjeblikket. Vi har ikke set så store udsving i flere år, og selvom prisen er faldet lidt den seneste tid, så er den fortsat meget høj. Forventningen er, at dieselprisen efter sommer vil falde en smule, men benzinprisen ser umiddelbart ikke ud til at falde,” siger Rasmus Boserup.

Læs mere ved Finans.

I mange år var der underskud. Nu har nordjysk virksomhed sorte tal på bundlinjen

Vi skal videre til en god nordjysk nyhed. For hos køkkenfirmaet JKE Design i Jerslev har der nu to år i træk været sorte tal på bundlinjen. Det seneste år er overskuddet efter skat tredoblet og endte på 12,9 millioner kroner. Det sker efter flere år med underskud.

”Det er lykkedes at vende udviklingen i JKE Design, og det er vi meget tilfredse med,” siger Bjørn Hauber, bestyrelsesformand i JKE Design A/S og koncernchef for svenske Ballingslöv International, der ejer JKE Design.

Ifølge bestyrelsesformanden er der ellers ”udfordringer nok at se til lige nu”.

”Men vi er optimistiske med hensyn til JKE Design. Vi er en stor koncern, der hele tiden arbejder på at sikre råvare-indkøb, og fordi vi er en stor aftager af træ, sikrer det os lavere priser,” siger han.

Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).

I nordjysk kommune mødes arbejdsgivere og ledige: ”Mange virksomheder har store udfordringer”

Sidst skal vi et smut forbi Jammerbugt Kommune. For her blev der for nyligt afholdt Jammerbugt Arbejdskraftmesse, hvor arbejdsgivere og ledige fik mulighed for at mødes. På messen var 18 virksomheder og 300 ledige.

”Vi har pt. kun ca. 450 forsikrede ledige i Jammerbugt Kommune, og mange virksomheder har store udfordringer med at finde den arbejdskraft, der er nødvendig for at fastholde væksten. Derfor er det også ekstra glædeligt, at vi med arbejdskraftmessen kunne skabe en ramme, der netop inviterer til match og jobskabelse,” siger formanden for beskæftigelsesudvalget i Jammerbugt Kommune, Diana Aarestrup, i en pressemeddelelse fra Vækst Jammerbugt.

Ifølge borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Chr. Gade, hjælper kommunen gerne med at løse udfordringen.

”Når ledigheden er lav, kan det ofte være svært for virksomhederne at finde lige den medarbejder med de rette kvalifikationer, man har behov for lige nu. Den udfordring forsøger vi gennem Jobcenter Jammerbugt og Vækst Jammerbugt at løse gennem flere forskellige tiltag, så man skal som virksomhed ikke holde sig tilbage for at kontakte afdelingerne direkte,” siger han.

Læs mere ved Nordjyske.