Tankstationer, en stor beslutning og en ny direktør

… klædt på til smalltalk med substans

Nordjyske tankstationer får problemer, hvis benzinprisen stiger til over 20 kroner

Godmorgen. Vi starter ugen med en nyhed fra de nordjyske tankstationer. For ifølge kommunikationschef hos OK, Rasmus Boserup, kan flere af tankstationerne få problemer, hvis benzinpriserne runder 20 kroner literen.

Der er nemlig omkring 280 benzinstationer rundt om i landet med reklamesøjler, der ikke kan klare et to-tal i forreste række på prisen.

”De nye pyloner kan - i teorien - klare op til 99,99 kroner literen. Men der er uden tvivl en god del af de nordjyske, som endnu ikke er blevet udskiftet,” siger han til Nordjyske.

”Hvis det skulle ske, at en liter benzin stiger til mere end 19,99 vil vi på de tankstationer uden det nye skilteformat benytte os af en alternativ løsning, som man gjorde tilbage i 00’erne, hvor man havde fysiske skilte i form af tal. Så ville vi skulle sætte et 2-tal op på pylonen i de perioder, hvor prisen overstiger 20 kr.,” siger han til amtsavisen.dk.

Læs mere ved Nordjyske.

Aalborg-virksomhed har truffet en stor beslutning: ”Vi er nødt til at blive mindre afhængige”

Vi skal videre til endnu en virksomhed, der kan mærke de stigende priser. Aalborg-virksomheden Vermund Larsen A/S, der producerer el-kørestole og stole til folk med særlige behov, er mærket af høje fragtpriser og svære forsyningskæder. Derfor vil virksomheden nu producere langt mere lokalt.

”Vi er nødt til at blive mindre afhængige af leverandører. Derfor trækker vi mere produktion til Aalborg eller finder andre alternativer,” siger Per Buus, der er administrerende direktør i virksomheden.

Virksomheden har måttet betale uhyrlige summer for fragt, selvom de i noget tid har haft et ekstra stort varelager for at modvirke dyre forsinkelser og varemangel.

”Men vi har i hele perioden kunnet levere det, vi skal. Det var umuligt, hvis ikke vi havde valgt at øge vores lager betragteligt,” siger han.

Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).

Ny direktør i spidsen for nordjysk køkkenfirma

Sidst men ikke mindst skal vi nå at runde det nordjyske køkkenfirma Boform, der har fået ny direktør. Direktøren, Sten Hatting Søgaard, skal forsøge at vende et mangeårigt underskud til overskud.

”Jeg har sagt ja til opgaven, fordi jeg selv har et køkken fra Boform, og det er virkelig et kvalitetsprodukt. Jeg har ikke kunnet forstå, at det med så unikt et køkken ikke var en rentabel virksomhed, så da muligheden for selv at komme til at arbejde med det opstod, sagde jeg ja,” siger Sten Hatting Søgaard.

Han kommer fra procesindustrien, hvor udfordringerne er de samme. Så han har en klar idé om, hvad han ønsker at ændre.

”Det er et spørgsmål om ruterne og flaskehalsene på fabrikken, og grundlæggende er udfordringen at sikre samspillet mellem alle leddene i kæden, så hele værdikæden bliver optimeret,” siger han.

Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).