To fyrede chefer, dobbeltspil og EU-ordning

… klædt på til smalltalk med substans.

Nordjysk slagteri fyrer to chefer

Med omgående virkning har Tican valgt at fyre to ledende medarbejdere.

For kun to måneder siden valgte den 55-årige Niels Jørgen Villesen at træde tilbage som administrerende direktør hos Tican Fresh Meat i Thisted. Han blev afløst af 30-årige Sebastian Laursen, der kom fra en stilling som økonomichef i samme virksomhed.

Men selvom han kun lige er trådt ind ad døren, er han allerede i fuld gang med at lange fyresedler over bordet.

Mandag 13. juni modtog fabrikschef Torben Kock og projektleder Lindy Yde nemlig en fyreseddel med omgående virkning.

Sebastian Laursen har ikke ønsket at stille op til interview med Nordjyske, men han oplyser til avisen, at fyringerne skyldes ændret strategisk fokus og reorganisering af produktionsledelsen.

Tican har i flere måneder været i konflikt med sine leverandører. Det kan i sidste ende koste slagteriet adskillige millioner kroner.

Læs mere ved Nordjyske.

Hestemillionær i dobbeltspil

I forbindelse med en auktion i efteråret 2020 vildledte hestemillionær Andreas Helgstrand både avleren, der solgte et føl til ham, og den velhavende forretningsmand, der købte hesten sammen med ham. Andreas Helgstrand selv stak flere hundrede tusinde kroner i lommen.

Det kan Nordjyske afsløre på baggrund af indsigt i fakturaer og mails.

Aftalen var ifølge forretningsmanden, at Andreas Helgstrand skulle sikre sig føllet på auktionen. Efterfølgende skulle forretningsmanden betale hele hammerslaget, men Helgstrand skulle beholde ejerskabet af halvdelen af hesten. Mod at forretningsmanden fik gratis opstaldning og træning hos Helgstrand Dressage, oplyser han til Nordjyske.

Men samme aften - kort før auktionen - ringede Andreas Helgstrand til avler Nanna Jønsson, der ejede hesten, og lavede en aftale med hende bag om ryggen på sin forretningspartner.

I sidste ende blev både avler og den velhavende forretningsmand snydt, og Andreas kunne stikke en stor sum penge i lommen.

Læs mere ved Nordjyske.

EU-ordning med mange fordele

Som en hjælp til erhvervslivet efter coronaen har Danmark fået 600 millioner kroner til små og mellemstore virksomheder, der vil ansætte faglærte og højtuddannede i løntilskud.

Vodskov Bolighus er en del af den klub, der har fået andel i nogle af de 600 millioner kroner. Ordningen skal hjælpe faglærte og højtuddannede i arbejde ved at give virksomhederne et tilskud på op til 15.000 kroner om måneden i seks måneder.

En af de unge er 27-årige Mads Bjerring Berge, der har en kandidat i kommunikation fra Aalborg Universitet. Han har fået til opgave at digitalisere bolighusets markedsføring.

Indehaver af Vodskov Bolighus, Per Færch Thomsen, er meget tilfreds med sin nye medarbejder:

''Vi var godt klar over, at på de sociale medier, var vi nødt til at gøre noget. Og da vi så blev opmærksomme på det her projekt og fik kontakt til Mads, så så vi muligheden for at få en medarbejder ind, der så verden på en anden måde, end vi gør her i huset,'' siger han til TV2 Nord.

Læs mere ved TV2 Nord.