Vokseværk, rejselyst og en lille drøm
… klædt på til smalltalk med substans
Henrik startede på 10 kvadratmeter. Nu har hans virksomhed vokseværk
Godmorgen. Tirsdagens Kaffebrief starter i Nordjylland. For i Vestbjerg startede virksomheden Circular IT A/S for otte måneder siden – og siden er det gået godt.
Virksomheden, der køber og videresælger brugt it-udstyr, startede i et 10 kvadratmeter stort lokale. I dag er virksomheden vokset til at have fire ansatte.
”Vi startede 1. september sidste år, så behovet for at skulle flytte allerede nu er jo et tegn på, at vi har haft en god start,” siger direktør Henrik Berg Olesen.
Virksomheden handler blandt andet med udstyr, som datacentre bruger til at opbevare virksomheders data.
”På samme måde som en autoophugger kan hjælpe med at finde en reservedel, som ikke længere bliver produceret, kan vi hjælpe med at finde de svært tilgængelige reservedele, som skal bruges i et datacenter,” siger han.
Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).
Rejselyst skubber flypriser i vejret
Vi skal videre til en nyhed, som er interessant for dig, der længes efter at slukke arbejdscomputeren og holde ferie.
For ifølge Europas største lavprisflyselskab, Ryanair, er rejselysten så stor, at priserne vil komme til at stige.
”Der vil komme højere priser i den mest travle del af sommeren, fordi der er så stor efterspørgsel efter at komme til Europas strande,” siger Michael O'Leary, der er koncernchef i Ryanair.
Forventningen er, at billetterne vil stige med ”et højt encifret procenttal”.
Dog ser det anderledes ud med billetterne i juni. I denne måned forventer flyselskabet, at billetterne vil være lavere end før corona.
Læs mere ved Finans.
Nicolajs drøm om en lille virksomhed er gået i opfyldelse: ”Jeg kan godt lide, at tingene ikke bliver for store”
Sidst men ikke mindst skal vi forbi Farsø. For her har den 34-årige murer Nicolaj Krebs gjort drømmen om sit eget firma til virkelighed.
”En dag nævnte min far det, da vi talte sammen og Kai Ole var med. Så sagde han, at "jamen Nicolaj kan da bare købe mit firma". Det endte det så med,” siger Nicolaj Krebs.
Den daværende ejer, Kai Ole Sørensen, var med på idéen om at lade den 34-årige murer overtage.
”Vi startede i august 2019. Så gik der ikke mange måneder, inden der kom corona. Det var en hård tid for mange firmaer og mennesker, men det ramte ikke os i byggebranchen så meget. Nærmest tværtimod,” siger Nicolaj Krebs.
Siden overtagelsen er der kommet to svende og en lærling til firmaet. Men meget større behøver virksomheden ifølge ejeren ikke at blive.
”Jeg kan godt lide, at tingene ikke bliver for store. Og jeg kan også godt lide, at vi mest laver noget her på egnen, sådan cirka den gamle Farsø Kommune,” siger han.
Læs mere ved Nordjyske.