Man kan jo ikke blive klippet gennem Teams: Corona har skabt et A- og et B-hold
Fremtid

Man kan jo ikke blive klippet gennem Teams: Corona har skabt et A- og et B-hold

Corona har skubbet til en udvikling i retning af et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet, og det må vi have en samtale om, mener Louise Byg Kongsholm, der er trendforsker.

Foto: Pej gruppen
25. marts 2022

“Der er en tendens til at opdele medarbejdere i A-og B-hold. Og det har corona skubbet til,” siger Louise Byg Kongsholm, der er trendforsker i pej gruppen.

Hendes melding kommer oven på debatten om hjemmearbejde, som pt. fylder rigtig meget på en lang række arbejdspladser. 

Er det i orden at tilbringe en del af sin tid med at arbejde derhjemme - eller skal alle tilbage til kontorerne? Hvordan skal vægtningen mellem hjemmearbejde/ikke-hjemmearbejde være? Hvilke opgaver kan løses hjemme, hvilke kan ikke? 

“Der mangler en grundlæggende forståelse af det danske arbejdsmarked: Helt basalt er der forskel i måden, man udfører jobs på. Og det blev meget tydeligt under corona.” 

Nogle jobtyper krævede, at medarbejderne var helt i frontlinjen. Det var eksempelvis podere, læger, sygeplejersker, jordemødre, buschauffører, produktionsarbejdere, pædagoger, taxachauffører - og dem, der måtte stå bag kassen i butikker, så vi stadig kunne handle. 

Hjemmearbejde grundet nedlukningen af samfundet kunne kun forekomme i visse brancher og i visse typer jobs, og særligt under corona har den forskel været tydelig.

“Du kan jo ikke sige til en jordemoder, at hun skal blive hjemme - eller arbejde fleksibelt. Når en baby vil ud, kan man jo ikke vente,” siger Louise Byg Kongsholm.

Hjemmearbejde er overordnet set forbeholdt en særlig gruppe af medarbejdere og ofte også særlige brancher, påpeger Louise Byg Kongsholm.

Det er dem, der kan passe deres arbejde derhjemme og deltage i møder og samtaler digitalt. Og det er færre, end man tror.

“Man overser jo fuldstændig en væsentlig del af den arbejdsstyrke, der holder samfundet i gang”.
Louise Byg Kongsholm, Trendforsker

“Det er under halvdelen af arbejdsstyrken, vi taler om – og selv om man måske kan arbejde hjemme, så er det langt fra alle, der ønsker det,” siger Louise Byg Kongsholm og tilføjer:

“Det er bare kun hjemmearbejde, fleksibilitet og den slags, der fylder i debatten om fremtidens arbejdsplads.”

Louise Byg Kongsholm henviser til, at flere samfundsforskere har sagt, at vi lever i et samfund, der bliver mere og mere polariseret - og det har særligt kunnet spores under corona.

“Der har været forskel på vaccinerede/ikke-vaccinerede. De syge/ikke-syge. Hjemsendt/ikke-hjemsendt. Arbejdsgiver/arbejdstager. Brancher, der er lukket ned - og brancher, der er blomstret op. Vi har haft brancher med voldsom vækst. Og brancher, der er kørt helt ud over kanten,” siger Louise Byg Kongsholm. 

Man overser helt dem, der stod i forreste række, da vi skulle lukke ned i 2020 og igen i 2021, mener Louise Byg Kongsholm og tilføjer: 

“Man overser jo fuldstændig en væsentlig del af den arbejdsstyrke, der holder samfundet i gang”.

Hun synes, debatten og hjemmearbejde/ikke-hjemmearbejde fylder for meget. Men hun forudser, at den vil blive ved med at poppe op.

“For nylig havde man en diskussion om hjemmearbejdspladser og arbejdspladsvurderinger, og så kom den lovgivning til at fylde hele sendefladen igen - og rammer igen forbi langt hovedparten af den danske arbejdsstyrke, som står op og tager på arbejde et andet sted hver dag. Og som aldrig nogensinde kan have en diskussion om, hvem der skal betale for den skærm, der står derhjemme.”

Hun mener, vi skal forholde os til tendensen med polariseringen af medarbejdere og skabe mere forståelse for den rolle og funktion, som alle udfylder i deres job – lige meget om det kan foregå digitalt eller ej. 

“Sjovt nok var der jo mange, der oplevede, hvordan livet uden en frisørtid i flere måneder er. Men man kan altså ikke blive klippet via Teams, siger Louise Byg Kongsholm og tilføjer:

“Men selv med den akutte situation er der ikke meget forståelse på tværs af jobtyper. Om det er tunnelsyn hos den enkelte, faglig stolthed eller en snæversporet debat i medierne, er ikke til at vide.

Hun siger:

“Vi skal tage det alvorligt. Så kort kan det siges. Og så skal vi tale mere sammen – på tværs af faggrupper og funktioner. Selv i en lille virksomhed er der forskel på jobtyper og personligheder. Nogle kan/vil gerne arbejde hjemme, andre kan/vil ikke, og lige meget om hjemmearbejde fylder lidt eller meget, så skal der stadig skabes fællesskab på en arbejdsplads.”