Ingen julegaver til de ansatte: Aalborg Zoo omfavner en ny trend i julefejringen
Medarbejderne har igen i år valgt at droppe julegaverne for i stedet at støtte et naturbevaringsprojekt i Sydafrika. Det kan være en fordel for danske virksomheder at se på, hvordan de kan tage større socialt ansvar, hvis de vil rekruttere de dygtigste medarbejder, mener ekspert.
Aalborg Zoo har igen i år valgt at afskaffe julegaver til medarbejderne for i stedet at sende penge til Sydafrika.
Det fortæller administrerende direktør i Aalborg Zoo, Henrik Vesterskov Johansen.
Men det er ikke, fordi medarbejderne har leveret et dårligt stykke arbejde i løbet af året. Det er faktisk et tiltag, der opstod sidste år, i samarbejde med medarbejderne.
“Vi arbejder med bæredygtighed, så i stedet for at bidrage til julens overforbrug, synes vi, at det var en god idé at afgive vores julegaver,” siger direktøren.
Tiltaget kom på tale, da projektet The Black Mambas fik frataget sin økonomiske støtte fra den sydafrikanske regering i fjor.
The Black Mambas er en anti-krypskytte-enhed, hvor 36 kvinder patruljerer i et reservat i Sydafrika for at beskytte naturen og dyrene mod krybskytter, der sætter fælder op og forgifter vandhuller. Primært for at få fat i stødtænderne fra elefanter og næsehorn.
Da regeringen i Sydafrika trak det økonomiske stik til projektet, besluttede flere zoologiske haver - heriblandt Aalborg Zoo - at købe anparter i projektet, så det kunne køre videre.
Det var dog ikke nok for medarbejderne i Aalborg Zoo, at deres arbejdsgiver var en del af projektet. De vil også gerne selv støtte projektet.
Så medarbejderne købte en andel til omkring 135.000 kroner.
De manglende julegaver til medarbejderne gør, at de sender 80.000 kroner til Sydafrika. Den sidste del finansieres ved, at medarbejderne en dag om året arbejder gratis, hvor alle billetindtægterne går ubeskåret til projektet.
“Vi zoologiske haver skal tage større ansvar, end vi har gjort tidligere. Så det er fedt, at medarbejderne stiller de krav til os som virksomhed," siger Henrik Vester Skov Johansen.
Hvis man nu som en af jeres medarbejdere ikke mener, at man får den berettigede løn, men samtidig kan man se, at I bruger penge på at hjælpe nogle i Sydafrika. Hvordan sikrer I jer, at det ikke skaber splid mellem medarbejderne og ledelsen, at I bruger penge på andre end dem?
"Det har lige den omvendte effekt. Vi kan mærke på vores medarbejdere, at de synes, det er fedt, at vi tager et større ansvar. Naturbevaring er rygraden i det at være dyrepasser. De brænder for dyr i hele verden."
Ifølge den administrerende direktør er det et vigtigt signal at sende for Aalborg Zoo som virksomhed, at de også går op dyrevelfærd uden for burene på Mølleparkvej i Aalborg.
Udover at bruge sit engagement som branding af egen virksomhed, kan Aalborg Zoo også mærke, at deres fokus på naturbevaring, gavner virksomhedens kommercielle afdeling.
"Vores samarbejdspartnere bruger også det her til at brande deres virksomhed. For når de støtter Aalborg Zoo, er de indirekte med til også at støtte eksempelvis naturbevaring. Det betyder noget for vores samarbejdspartnere, at de også kan bruge det som employer-branding," siger Henrik Vesterskov Johansen.
En større tendens
Det er en tendens på arbejdsmarkedet, at virksomheder tager stilling til deres position i nogle større samfundsmæssige problemer.
Det fortæller Thomas Bredgaard, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
"Der er et stigende krav fra medarbejdere eller kandidater til virksomheder, at de skal adressere nogle af de store samfundsmæssige dagsordner. Hvis virksomheden gør det, kan det bruges til både at tiltrække og fastholde medarbejdere," siger han.
Ifølge ham er det særligt den yngre generation på arbejdsmarkedet, der bliver tiltrukket af virksomheder, der påtager sig et socialt ansvar.
Det kan være virksomheder, der gør noget aktivt for den grønne omstilling, yder hjælp til udsatte borgere gennem donationer, eller ligefrem ansætter medarbejdere med fysiske eller psykiske udfordringer for at hjælpe dem på arbejdsmarkedet.
"Det forventes simpelthen, at virksomheder har et større formål end blot at sælge et produkt.”