Når ledelsens dårlige beslutninger får større konsekvenser end blot en ”storm” i medierne
Når virksomheder havner midt i en mediestorm, er det ikke kun deres image, som lider skade. Det kan også få store konsekvenser for de medarbejdere, der arbejder i virksomheden. Få her to eksempler, som mundede ud i blandt andet konkurser og opsigelser.
Når virksomheder lander midt i en mediestorm, går det oftest ikke blot ud over dem selv og deres eget image.
Det kan også få store konsekvenser for de medarbejdere, der arbejder i virksomheden.
Særligt når det er ledernes dårlige beslutninger, der får virksomhederne til at lande midt i mediernes spotlight.
Det fortæller Jasper Dyg, som er direktør i kommunikationsbureauet Public Image.
”Når der er blevet belyst et problem i en virksomhed, og medierne har dækket sagen, og lederne derefter ikke har været imødekommende eller vist ansvar og sagt, at de vil lave ændringer, som forhindrer, det sker igen, så opskaleres konflikten i medierne, frem for at den nedskaleres – og det kan få store konsekvenser,” fortæller Jasper Dyg og peger på to aktuelle sager, hvor det netop er tilfældet.
Når dårlig ledelse fører til dårligt image – og senere konkurs
”Vi kan begynde med Skare Meat Packers, der jo er meget aktuel lige nu. Det er en sag, som har påvirket virksomhedens image i sådan en grad, at de er blevet nødt til at erklære sig konkurs,” fortæller Jasper Dyg.
Konkursbegæringen kom, efter at både Rema 1000 og Salling Group havde afbrudt samarbejdet med slagterivirksomheden. Det skete, efter at Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg fandt 250 ton gammelt kød, heraf noget helt tilbage fra 2010.
Kødet blev fundet i et eksternt frysehus, som tilhører Skare Meat Packers, der blev grundlagt i 1972.
Fødevarestyrelsen, som fandt det gamle kød under kontrolbesøget sidste år, endte med at politianmelde slagteriet for tre forhold, men det var ikke på grund af alderen på kødet.
Det skete, fordi det gamle kød ikke kunne spores tilbage til oprindelseslandet, idet anmærkningen manglede. Virksomheden har heller ikke selv kunnet redegøre for, hvor det stammer fra.
Skare Meat Packers er også meldt til politiet for at forsøge at forhindre styrelsen i at komme ind og foretage kontrollen. Derudover er virksomheden politianmeldt for at ændre oprindelseslandet på en del af kødet.
Ifølge Jasper Dyg er Skare-sagen særlig interessant, fordi det netop er virksomhedens leder Kurt Skare, der er med til at optrappe konflikten:
”Kurt Skare laver det, man kalder en dobbeltkrise: Først så laver virksomheden en fejl. Derefter går han direkte ud og siger i medierne, at der ikke er sket noget forkert. Han vælger altså en responsstrategi, hvor han går til modangreb på både Fødevarestyrelsen og på medierne.
På den måde bliver krisen endnu større i medierne, og medierne giver meget taletid modparten. Og det reagerer forbrugerne selvfølgelig kraftigt på. Og så trækker både Salling Group og Rema 1000 sig som kunder hos Skare.
Det er jo klart, at de vil ikke have deres brands associeret med Skares brand - og med gammelt kød og forkert mærkning,” siger Jasper Dyg.
Det er jo rigtig mange familier, der bliver påvirket af den her konkurs. Og det er jo indirekte igennem dårlig ledelse.
Kurt Skares håndtering af krisen resulterer på den måde i en konkurs, mener Jasper Dyg. Og det får store konsekvenser for alle medarbejderne:
”Det medfører jo en kæmpe konsekvens. Fordi medarbejderne mister deres arbejde. Og det er en af de store virksomheder i byen Vejen. Så det påvirker jo alle medarbejderne og hele byen. Det er jo rigtig mange familier, der bliver påvirket af den her konkurs. Og det er jo indirekte igennem dårlig ledelse,” fastslår Jasper Dyg.
Når dårlig ledelse fører til opsigelser i protest
Et andet eksempel, Jasper Dyg peger på, er DanBred-sagen.
Tilbage i 2021 sendte 18 mellemledere et brev til DanBreds bestyrelse, hvor de skrev, at den daværende administrerende direktør, Thomas Muurmann Henriksen, igennem en årrække havde udvist grænseoverskridende adfærd til fester mod yngre, kvindelige medarbejdere.
En intern undersøgelse konkluderede efterfølgende, at der var grundlag for alvorlig kritik. Alligevel valgte bestyrelsen at lade den administrerende direktør fortsætte i sit job.
”Og så ruller den her sag i alle landets medier, hvor eksperterne nærmest stod i kø for at udtale sig om, at sagen var blevet håndteret på en måde, hvor den beskyttede direktøren frem for kvinderne,” fortæller Jasper Dyg.
Vi vælger job ud fra, at virksomheden på en eller anden måde afspejler vores egne værdier - vi ser på, hvordan arbejdsmiljøet er, hvordan er kulturen, og hvilket image har virksomheden. Så hvis en virksomhed kommer ud i en mediestorm på grund af ledelsen, så påvirker det i høj grad både deres fastholdelse af medarbejdere, og rekrutteringen af nye medarbejdere.
Efter bestyrelsens valg om at beholde den administrerende direktør, sagde Anne Arhnung, daværende direktør i Landbrug & Fødevarer, der ejer majoriteten i DanBred, op. Ifølge hende havde 'toneangivende valgte i formandskabet' ikke lyttet til hende i håndteringen af sagen om sexisme i DanBred. Og en række medarbejdere fulgte trop, fortæller Jasper Dyg.
”Det er et godt eksempel på dårlige ledelse, der virkelig har påvirket en virksomhed. Det er jo bestyrelsen i DanBred, der vælger ikke at gribe ind,” siger han.
Ifølge Jasper Dyg er det ikke kun opsigelserne, der bliver den store konsekvens for håndteringen af sagen. Det kan også risikere at gå ud over virksomhedens fremtidige rekruttering:
”Vi vælger job ud fra, at virksomheden på en eller anden måde afspejler vores egne værdier - vi ser på, hvordan arbejdsmiljøet er, hvordan er kulturen, og hvilket image har virksomheden.
Så hvis en virksomhed kommer ud i en mediestorm på grund af ledelsen, så påvirker det i høj grad både deres fastholdelse af medarbejdere, og rekrutteringen af nye medarbejdere.”
Hvad gør man midt i mediestormen?
Både DanBred-sagen og Skare-sagen vidner om, at det kan ramme medarbejderne hårdt, når dårlig ledelse bliver grunden til, at en virksomhed ender midt i mediernes søgelys.
”Når vi hjælper virksomheder med at håndtere dårlig omtale, oplever vi, at det kan være voldsomt for medarbejderne at se arbejdspladsen blive hængt ud i medierne, og samtidig skulle besvare kritiske spørgsmål fra familie og venner, om noget de måske er uvidende om,” siger Jasper Dyg.
Derfor er det ifølge Jasper Dyg vigtigt, at ledelsen prioriterer deres medarbejdere.
”Det er 100 procent ledelsens opgave, at medarbejderne kan være i det,” siger Jasper Dyg.
Det er 100 procent ledelsens opgave, at medarbejderne kan være i det.
”Som minimum anbefaler vi, at ledelsen laver en intern evaluering af forløbet bagefter, hvor medarbejdende kan sætte ord på oplevelsen. For det er meget voldsomt.
Som medarbejder kan man internt stille spørgsmål til, hvordan krisen bliver håndteret; hvad er responsstrategien? Hvad kan og må jeg svare på som medarbejder, når kunderne ringer til kundeservice, eller de andre forældre i børnehaven stiller spørgsmål?
Ledelsen bør også udarbejde en responsstrategi, hvor de definerer hvem, der har mandat til at besvare spørgsmål. Og de bør løbende orientere medarbejderne om, hvad der foregår.
Og så skal man stille et budskabspapir til rådighed, hvor alle spørgsmål bliver besvaret, som alle medarbejdere har adgang til, så de kan forholde sig til dem.”