Vigeur vinder pris for innovativt design
Det personlige erhvervsmedie var blandt vinderne ved Danske Mediers Designpriser.
Torsdag eftermiddag hyldede brancheorganisationen Danske Medier kreativ og innovativ journalistik, da de uddelte deres Designpriser ved et arrangement i Cinemateket i København. Vigeur var som regionalt medie nomineret til i alt tre priser: formidlende format, kommercielt kreativitet og innovativt design.
Vigeur endte med at vinde i kategorien Innovativt Design.
Juryens begrundelse:
Det Nordjyske Mediehus har med sit nye erhvervsmedie Vigeur skabt et frisk koncept fyldt med gode historier om erhvervslivet i respekt for såvel det kommercielle som det publicistiske. De udviser en stor forståelse for såvel marked som bruger, og Vigeur får begge verdener til at mødes på en virkelig velfungerende måde. Designet er originalt, gennemført og taler klart samtidig med, at eksperimentelle greb adskiller mediet fra sine konkurrenter.
Ved prisoverrækkelsen bemærkede juryen samtidig, at et af medlemmerne, bosat i Nordsjælland, faktisk var blevet så glad for mediet, at vedkommende nu var fast abonnent på nyhedsbrevet.
“Da jeg hørte juryens begrundelse, blev jeg ekstra glad. Den understreger nemlig, hvor meget vi i Det Nordjyske Mediehus er lykkedes med sammen - publicister, kommercielle og tech-folk - at udvikle et medie med udgangspunkt i brugere og marked, at udfordre standarder og skabe et distinkt medie”, siger chefredaktør Tom Bue.
Samtidig er vi dybt taknemmelige over de mere end 50 partnerskaber, der er med til at løfte Vigeur og missionen om et Nordjylland fyldt af ambitioner.
Se de øvrige vindere hos Danske Medier.