Risgaard trækker sig fra nordjysk bestyrelse: Her er ugens ledelsesnyt
Hver uge giver Vigeur et overblik over relevante ledelsesrokader fra de nordjyske virksomheder.
Større rokade hos radioproducent
Der er sket en del ændringer hos Dantax Radio A/S.
Morten Kim Nielsen er blevet direktør, efter han de seneste fire år har været salgs- og marketingsdirektør i virksomheden.
Han erstatter Lars Venning, der har været i direktionen siden 2006.
Den nu tidligere direktør indtræder i stedet i bestyrelsen.
Samtidig indtræder Niklas Dyreborg Henriksen, partner i advokatfirmaet Rödstenen, som formand i bestyrelsen, mens Mads Peter Lübeck også får en plads i bestyrelseslokalet.
De erstatter Niels Jørgen Kristensen og Per Mogensen.
Dantax Radio A/S producerer, udvikler og sælger HiFi-udstyr.
De har netop offentliggjort regnskab for 2024/2025, der viste et overskud på 2,0 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen ligger på 12,3 millioner kroner.
Afdelingsleder i direktionen
Rasmus Olesen er ny direktør for AUTOTORVET.DK ApS.
Han har indtil nu være afdelingsleder i selskabet, men kommer altså nu med i direktionen.
Han erstatter Mads Nielsen og Thomas Simonsen, der dog fortsat er en del af ejerkredsen, ligesom de fortsat er en del af direktionen for selskabet Autotorvet Syd ApS.
Virksomheden kom i negativt fokus tidligere på året, da DR-programmet Kontant kunne afsløre, at virksomheden selv ejede nogle af de biler, som de solgte som et formidlingssalg.
I 2024 havde Autotorvet.dk ApS et overskud på 18,5 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen ligger på 6,3 millioner kroner.
Bestyrelsen siger farvel til CEO
Dataproces ApS skal til at finde en ny administrerende direktør.
Det sker efter, at Michael Binderup stopper på posten.
Det er en enig bestyrelsen, der har valgt at stoppe samarbejdet med den nu tidligere CEO, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
"Vi må desværre sande, at de næste skridt for Dataproces skal ske med en anden profil," siger bestyrelsesformand Hans Christian Maarup i pressemeddelelsen.
Michael Binderup har stået i spidsen for en omfattende turnaround, hvor man efter flere år med underskud, i 2025 kunne fremvise et overskud på 6,0 millioner kroner efter skat.
Virksomheden beskæftiger sig med it- og konsulentydelser til den offentlige sektor.
Den nuværende CIO (Chief Innovation Officer) Kasper Lund Nødgaard indtræder som interim CEO, indtil bestyrelsen har fundet en afløser.
Dataproces ApS har en egenkapital på 18,7 millioner kroner.
Taxa-fly med ny bestyrelse
North Flying A/S har rokeret i bestyrelsen.
Nicklas Dyreborg Henriksen er blevet ny bestyrelsesformand. Han er partner i advokatfirmaet Rödstenen, og altså også ham, som vi nævnte tidligere i forbindelse med Dantax Radio A/S.
Samtidig har man hentet Peter Bager ind i bestyrelsen. Han erstatter Niels Jørgen Kristensen.
Virksomheden flyver blandt andet taxaflyvning, ambulancetransporter og transporter med organer.
Virksomheden med de 38 medarbejdere havde i 2024 et underskud på 4,0 millioner kroner efter skat.
En del af underskuddet skyldtes, at man i regnskabsperioden havde en konflikt med medarbejdere, hvor flere piloter strejkede.
Egenkapitalen ligger på 9,9 millioner kroner.
Risgaard træder ud af lager-bestyrelse
Den kendte erhvervsmand Jacob Risgaard er trådt ud af bestyrelsen hos Inventnord & Pakkecenternord ApS.
Virksomheden beskæftiger sig med lagerhåndtering og distribution for webshops.
Pakkecentret er delvist ejet af Entertainment Trading A/S, som blandt andet også ejer Coolshop og Homerunner. Og som har Risgaard i ejerkredsen.
Jacob Risgaard har været medlem af bestyrelsen siden 2013.
Det er Kasper Hansson, der erstatter serieiværksætteren i bestyrelsen hos pakkecentret.
Han har rollen som Head of Coolgroup, hvor han blandt andet har ansvaret for koncernens 20 virksomheder. Heriblandt flere virksomheder, som koncernen har investeret i gennem Jacob Risgaards deltagelse i DR-programmet Løvens Hule.
Inventnord & Pakkecenternord ApS har 101 fuldtidsmedarbejdere, der ledes af direktøren Brian Lentz i direktørstolen.
I 2024 havde virksomheden et overskud på 2,1 millioner kroner.
Egenkapitalen ligger på 10,0 millioner kroner.
Ny bestyrelse efter ejerskifte
Der er sket en større rokade hos Nordjysk Gulvcenter A/S.
Størstedelen af det nordjyske gulvfirma er blevet solgt til den sjællandske gulvkoncern TEQTON Group ApS.
Og det afspejler sig i bestyrelsen.
Jens Julius Lundtorp Olsen er indtrådt som bestyrelsesformand, der er ejer af TEQTON Group ApS.
Samtidig er Michael Ishøj Hjorth Kristiansen indlemmet i bestyrelsen. Han er direktør i det nye ejerselskab.
Thomas Valdemar Jensen og René Lykke Lauritsen er udtrådt af bestyrelsen. De ejede indtil til for nylig halvdelen af virksomheden til sammen. Den sidste halvdel var ejet af Morten Berg Simonsen, der er direktør i Nordjyske Gulvcenter A/S.
Efter ejerskiftet ejer de tre mellem fem til ti procent hver.
I 2024 havde det nordjyske gulvfirma et overskud på 3,9 millioner kroner efter skat.
Egenkapitalen ligger på 10,8 millioner kroner.