Ledelsesnyt

Stadsing har fundet afløser til toppost: Se ugens rokader her

Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.

Foto: Lars Pauli

Stadsing har fundet sin nye direktør

Mette Due Andersen er tiltrådt som administrerende direktør hos Stadsing, som producerer artikler inden for rengøring, pleje og hygiejne. Her erstatter hun Lars Hoff, der har stået i spidsen for Nørresundby-virksomheden siden sommeren.

Han er en del af svenske OptiGroup, som ejer den tidligere, nordjyske familievirksomhed. Den rolle fik han efter virksomhedens hemmelighedsfulde afsked med forhenværende direktør, Allan Møller Pedersen, i fjor.

Med sin nye stilling har Mette Due Andersen fået samme rolle i selskabet Procurator Danmark A/S. Svenske Procurator er ligeledes ejet af OptiGroup, som har slået de danske aktiviteter sammen med Stadsing.

Den nye Stadsing-topchef har en fortid inden for salg og marketing i Bilwinco, Mammen Mejerierne, Danæg og Dava Foods med flere.

Sønnen tager over på Mors

Morsø-virksomheden Grainas har fået en ny direktør i form af Jarl Toft Thomsen.

Han er tidligere driftschef i Grainas, som udvikler, sælger og installerer maskinanlægning til forskellige industrier - eksempelvis tørringsanlæg og transportører.

Den nye direktør er søn af stifter Svend Erik Thomsen, som han også overtager direktørrollen fra.

Ny virksomhed flytter ind hos Mariendal

Keld Stenbro Ramlov er ny direktør for Securidan Alarmsystem ApS.

Han er i forvejen administrerende direktør for og ejer af Mariendal Gruppen i Aalborg. Dertil har Securidan Alarmsystem ApS skiftet adresse til den samme som førnævnte på Gasværksvej.

Siden 2017 har den nye direktør været delejer af Securidan Alarmsystem. 

Branchedirektør indtager formandspost

Farmfood A/S, som har hjemme i Løgstør, har fået en ny bestyrelsesformand i form af Michael Juhl Jørgensen.

Producenten af fjerkræbaserede ingredienser til diverse former for dyrefoder havde tidligere Niels Christian Carstensen som formand.

Michael Juhl Jørgensen er tidligere administrerende direktør for kyllingeproducenten Rose Poultry. Her er han fortsat bestyrelsesmedlem.

Rose Poultry ejer Farmfood A/S i deling med BHJ og Scandia Standard.