Ledelsesnyt

Tidligere bank-profil i ny bestyrelse: Her er ugens ledelsesnyt

Hver uge giver Vigeur et overblik over relevante ledelsesrokader fra de nordjyske virksomheder.

Den mangeårige bankdirektør i Spar Nord, John Lundsgaard, kan tilføje endnu en bestyrelsespost til CV'et. Arkivfoto: Pressebillede Spar Nord

Forsvarsvirksomhed får ny mands i spidsen 

Saab Nordic Defence Industries A/S har fået ny mand i direktørstolen. 

Fremover er det Christian Jørgensen, der skal stå i spidsen for forsvarsvirksomheden, der er specialiseret sig i systemer, der kan neutralisere undervandsminer. 

Han kommer fra en stilling som kommerciel direktør i NCS Fuel, hvor han har været de seneste 16 år. 

Han erstatter Henrik Nøjgaard, der har haft posten siden 2017. Den afgående direktør er gået på pension. 

I 2024 måtte virksomheden indkassere et underskud på 10,9 millioner kroner. 

Medarbejderstaben tæller 16 medarbejdere. 

Egenkapitalen lyder på 18,6 millioner kroner.

Ny formand efter udfordrende år 

Brüel Systems A/S har fået ny formand i bestyrelsen. 

Virksomheden, der udvikler og producerer maskiner til vask og håndtering af plastkasser i fødevareindustrien, har sat Lars Hegelund Knudsen i spidsen for bestyrelsen. 

Han har de seneste tre år været medlem af bestyrelsen. 

Den nye formand er medlem af flere bestyrelsen som eksempelvis ved Nytech A/S, FENZI og Enervex. 

Han erstatter Kurt Godsk Andersen. 

Samtidig er Leif Erik Thomsen kommet med i bestyrelsen. 

Brüel Systems A/S måtte i 2024 indkassere et underskud på 38,6 millioner kroner efter skat.

Det skete efter et fejlslagent udviklingsprojekt med robotteknologi, der endte med en nedskrivning på 43 millioner kroner.

Musikhus skifter i bestyrelsen

Musikkens Hus i Aalborg har hentet Rikke Andersen ind i bestyrelsen. 

Til daglig er hun direktør for aarhusianske SPOT Festival ligesom hun tidligere har stået i spidsen for spillestedet Fermaten i Herning. 

Hun erstatter Marianne Bedsted Andersen, der har været medlem af bestyrelsen siden 2018.

Grundlægger er ude af direktionen 

Kim Kristian Jensen er trådt ud af direktionen hos Airmaster A/S. 

Han var selv med til at stifte ventilationsvirksomheden i 1991 sammen med Henrik Stæhr. 

Det er Sanne Laumann Langdahl, der er CCO, der overtaget direktørposten. 

Airmaster er markedsledende i Norden, Tyskland og Holland indenfor sit speciale, som er udvikling og salg af decentrale ventilationsløsninger, primært til børnehaver, skoler og mindre virksomheder.

I 2024 solgte de to grundlæggere virksomheden til svenske Lindab AB.

Fiske-virksomhed får advokat i spidsen 

Elite Seafood A/S har fået ny formand for bestyrelsen. 

Jacob Poulsen Mark er blevet formand for virksomheden, der beskæftiger sig med engroshandel med fisk og skaldyr. 

Han er direktør og partner i advokatfirmaet Advodan i Aalborg. 

Han erstatter Peter Chresten Jensen Christensen. 

I 2024 havde Elite Seafood A/S et overskud på 4,2 millioner kroner efter skat. 

Tidligere bankdirektør gør CV'et længere

John Lundsgaard kan tilføje endnu en bestyrelsespost til CV'et. 

Han er indlemmet i bestyrelsen hos Conscensia A/S, der hjælper virksomheder med at outsource IT-opgaver.

Tidligere i år sagde John Lundgaard farvel til Spar Nord, hvor han er har været en del af direktionen de seneste 25 år. 

Han er i dag også bestyrelsesmedlem af blandt andet Subaio, Utzon Center og Kunsten. 

I 2024 havde Conscensia A/S er overskud på 4,8 millioner kroner.

Forsvarsvirksomhed får ny mand i direktionen

Thomas Holst Laursen er kommet med i direktionen hos Precision Global ApS. 

Han er startet som Group CFO i den danske forsvarsvirksomhed. 

Han kommer fra en lederstilling hos Aalborg Portland A/S, hvor han har været i 6,5 år. 

I det forskudte regnskab for 2024/2025 kom forsvarsvirksomheden ud med et overskud på 11,9 millioner kroner efter skat.