Tidligere borgmester i spidsen for ny bestyrelse: Her er ugens ledelsesnyt
Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.
Eventsted med nyt medlem
Karsten Madsen er nyt medlem i bestyrelsen hos Fonden Arena Nord, der står bag eventsted af samme navn i Frederikshavn.
Det nye medlem er advokat og ejerpartner hos HjulmandKaptain, ligesom han bestrider flere bestyrelsesposter i andre nordjyske erhvervsvirksomheder.
Han erstatter Tonny Thorup, der netop er stoppet som administrerende direktør hos Destination Nord.
Karneval opretter fond og sætter tidligere borgmester i front
Aalborg Karneval vil være mere end en fest en gang om året.
Derfor har foreningen bag karnevallet oprettet Fonden Aalborg Karneval.
Den tidligere borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, indtræder som bestyrelsesformand i den nyoprettede fond.
Desuden består bestyrelsen af Ulla Skibsted, Kim Komdrup, John Stellan og Søren Eienfeldt Jensen, der er formand i foreningen bag Aalborg Karneval.
For den nye bestyrelsesformand skal Aalborg Karneval være en platform for kultur, trivsel og samfundskraft.
"Karneval er mere end én dag. Det handler om fællesskab, trivsel året rundt og en stor driver for vores studieby," siger han i en pressemeddelelse fra Aalborg Karneval.
Thomas Kastrup-Larsen fortsætter som direktør for UCN Erhverv.
Rokade i bestyrelsen hos Dantoy A/S
Torben Stærkær Frandsen er indlemmet i bestyrelsen hos Dantoy A/S.
Virksomheden sælger legetøj til børn og står blandt andet bag den kendte røde plastikscooter.
Det nye medlem er ejer af Baby Dan A/S, der producerer og sælger sikkerhedsudstyr til småbørn.
I det seneste regnskab havde Dantoy A/S et overskud på 2,9 millioner kroner.
Nordjysk milliardvirksomhed siger farvel til bestyrelsesmedlem
Peter Normann er trådt ud af bestyrelsen hos Nowaco A/S.
Han har været medlem af bestyrelsen siden foråret 2024.
Det afgående medlem har tidligere været CFO hos forlaget Gyldendal, ligesom han blandt andet af bestyrelsesmedlem hos C.W. Obel A/S.
I maj 2025 startede han som interim CFO hos Lakrids By Bülow.
Nowaco sælger frostsne fødevarer til store dele af verden.
I 2024 omsatte koncernen for 3,2 milliarder kroner.
Erhvervsprofil er ny formand på Mors
Henrik Taudorf Lorensen er ny formand for bestyrelsen hos Morsø Jernstøberi A/S.
Han er manden bag TAKT A/S, der blandt andet designer stole. Tidligere har han været Vice President hos LEGO Digital og CEO hos B&O Play.
Udover den nye post på Mors er han medlem af bestyrelsen hos Matas Group og Louisiana Museu of Modern Art.
Morsø Jernstøberi har netop præsenteret et regnskab med røde tal på bundlinjen.
I 2024 indkasserede Mors-virksomheden et underskud på 8,2 millioner kroner.