Uge 45: Her er nyhederne fra Nordjyllands direktioner og bestyrelser
Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.
Opkøbt Thisted-virksomhed får ny ledelse
Thomas Bang Mohr er ny administrerende direktør for kornhåndteringsvirksomheden Cimbria. Han tager over for Gary Rollinson. Dertil er Steven James Reid ny mand i direktionen.
Steven James Reid er også indtrådt i bestyrelsen, hvor Jacob Thomas er ny bestyrelsesformand i stedet for Julia Maria Chwist.
Thomas Bang Mohr var tidligere salgsansvarlig for Cimbria, der har hjemme i Thisted.
Cimbria er tidligere ejet af amerikanske AGCO Corporation, der i år solgte den danske virksomhed som en del af en større handel. Dermed røg Cimbria videre til kapitalfonden American Industrial Partners.
Den nye formand er en del af ledelsen i American Industrial Partners.
Alle oplysninger stammer fra CVR-registret.
Der kan være forsinkelser, da der i nogle tilfælde kan gå tid, før oplysningerne bliver registreret i CVR.
Denne artikel tager afsæt i de rokader, der er registreret fra 1. november til 8. november.
Profileret thybo går formandsvejen
Martin Kjølhede er ny bestyrelsesformand hos Opmatic ApS, hvor han tager over for Andreas Eichertz Fielsøe Hedegaard. Dertil er Sune Kjeldgaard Pihl trådt ud af bestyrelsen.
Den nye formand er på nuværende tidspunkt eneste person i bestyrelsen. Martin Kjølhede er også primær ejer af virksomheden.
Thyboen er især kendt for it-virksomheden NetIP, som han solgte til en kapitalfond for 375 millioner kroner i fjor.
Opmatic har hjemme i Thisted og specialiserer sig inden for automation, industri og brandsikring. Virksomheden seneste regnskab viste et overskud på 3,6 millioner kroner efter skat.
Martin Kjølhede er også ny bestyrelsesformand for BR Energy A/S, hvor han ligeledes tager over for Andreas Eichertz Fielsøe Hedegaard. Opmatic ejer 50 procent af VVS- og blikkenslagervirksomheden, som har hjemme i Thisted og på Mors.
Ejer overtager styringen
Hos Toppenberg H.O.K A/S er Erik Toppenberg tilbage i direktørstolen, hvor han erstatter Jacob Klit som administrerende direktør.
I samme ombæring har ejeren af tømrer- og snedkervirksomheden fra Nørresundby forladt sin plads som bestyrelsesformand i virksomheden. I stedet er Hanne Toppenberg blevet formand. Jacob Klit har også forladt bestyrelsen.
Erik Toppenberg er barnebarn af Niels Benedict Toppenberg, som stod bag virksomheden.
Ny rigmand overtager håndboldformandskab
Hos Aalborg Håndbold A/S har man fået en ny formand efter Eigild Bødker Christensen. Mark Nielsen, som er medstifter af handelsvirksomheden Coolshop, har nemlig overtaget stafetten i virksomheden.
I stedet indgår rigmanden, som står bag Colorprint blandt mange andre succesfulde erhvervseventyr, i bestyrelsen som alment medlem. Dertil indtræder hans søn, Jesper Bødker Christensen, også i bestyrelsen.
Mark Nielsen har nu den største ejerandel af håndboldklubben.
Overtager kendt kro
Hos Færgekroen Hadsund ApS er hele bestyrelsen - i form af Danny Friis Petersen, Ninna Friis Petersen og Tobias Lorenzen - fratrådt.
Der er sket, efter Tobias Lorenzen for kort tid siden overtog hele ejerskabet af restauranten på Færgevej i Hadsund. Danny Friis Petersen og Ninna Friis Petersen var tidligere medejere.
I den forbindelse er Tobias Lorenzen også blevet direktør for virksomheden.
Nye ejere snupper formandspost
Åsa Viktoria Skarbrandt er ny bestyrelsesformand hos Unilite A/S i stedet for Finn Strøm Madsen. Dertil er Henrik Hartvig Møller og Hans Martin Aps nye i bestyrelsen, hvor Ellen Marie Vestergaard, Jan Erik Johansen og Nicolai Juul Christensen er udtrådt.
Ovenlysproducenten og ventilationsvirksomheden havde et overskud på 17,2 millioner kroner efter skat i 2023.
Unilite er blevet opkøbt af energikoncernen Addtech, som Åsa Viktoria Skarbrandt er en del af.
Eurowind-ledelsen bytter rundt
Søren Bæk Just er ny bestyrelsesformand i K/S Vindpark Døstrup Vest Ewe i stedet for Søren Rasmussen.
Vindmøllevirksomheden er ejet af Eurowind Energy, som Søren Rasmussen står bag med sin bror, Jens Rasmussen. Den nye formand er økonomidirektør i Eurowind Energy-koncernen.
Dertil er der kommet en ny bestyrelse i form af Lasse Yde Holst og Pia Fisker Olesen, som begge er en del af ledelsen i vindmølle- og solcellekoncernen.
Søren Bæk Just er ligeledes ny formand i K/S Vindpark Tolstrup, som også ejes af Eurowind Energy. Her er Lasse Yde Holst ny i bestyrelsen i stedet for Jens Rasmussen.
Logstor-formand går af
Patrick Alan Lawlor har forladt positionen som bestyrelseformand i Logstor Denmark Holding ApS, som producerer præisolerede rørsystemer til eksempelvis fjernvarme og nedkøling. Her er David McMahon ny i bestyrelsen.
Logstor er ejet af Kingspan, som er en irsk isoleringsgigant. Det seneste overskud i produktionsvirksomheden hjemmehørende i Løgstør var på 278 millioner kroner.
Jagter nyt medtech-eventyr
Anders Fage Jensen er ny bestyrelsesformand hos Unity Group ApS, hvor Nicolai Astrup Mandrup er ny direktør. Dertil har man hentet Mads Richard Aggerholm Pedersen ind i bestyrelsen.
Unity Group har hjemme i Nørresundby og investerer i sundhedsfaglige tech-virksomheder.
Både Anders Fage Jensen og Mads Richard Aggerholm Pedersen er medejere af virksomheden. Førstnævnte stod bag Agito Medical, der sælger brugt hospitalsudstyr, og som i dag er på udenlandske hænder.
Det bliver i familien
Kirsten Hauerbach Kronborg er ny direktør for Feriecenter Slettestrand A/S, hvor hun har overtaget posten fra Michael Lynderup Kjeldsen.
Den nye direktør er en del af familien bag feriecentret, som John og Inger Marie Kronborg købte i 1999. Kirsten Hauerbach Kronborg er således også medejer af Feriecenter Slettestrand.
Ny optiker er kommet til byen
Hans Præst er ny direktør for Chr. Holst, Hobro ApS. Det sker i forbindelse med, at han har overtaget ejerskabet af virksomheden, som står bag optikerbutikken Nyt Syn Hobro.
Forretningen har optikeren kørt af Annette Mortensen, som drev den gennem 30 år.
Nordjysk profil bliver formand
Hos speditørvirksomheden GTI Logistics A/S er der ny bestyrelsesformand. I stedet for Karl Erik Thygesen har Stephan Schors nemlig overtaget formandsstolen.
Den nye formand arbejder som konsulent og har tidligere haft flere direktørroller - eksempelvis administrerende direktør i fodboldklubben AaB.
GTI Logistics har hjemme i Nørresundby og havde 3,4 millioner kroner på bundlinjen i seneste regnskab.
Svensk medejer tager formandspost
Matthew David Cusick er ny bestyrelsesformand for Olicem A/S, hvor han tager over for Line Rosenkilde Vindum. Dertil er Lars Anders Joakim Ryrstedt nyt medlem af bestyrelsen, som Victoria Rosenkilde Vindum er trådt ud af.
Hobro-virksomheden specialiserer sig i miljø- og emissionsrapporter. Stifter og direktør er Kenneth Rosenkilde Vindum, som fortsat har en markant del af ejerskabet sammen med sin familie.
Virksomheden har også fået et nyt, udenlandsk ejerskab i form af svenske Nederman Group, som den nye bestyrelsesformand er en del af ledelsen i. De har købt aktiemajoriteten af Olicem.