Ledelsesnyt

Uge 51: Her er ugens ledelsesrokader fra Nordjylland

Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.

Rasmus Hasselgren Gerhardt, administrerende direktør i NB Ventilation, har fået selskab i direktionen. Salgschef Buster Nissen er forfremmet til salgsdirektør hos ventilationsproducenten. Arkivfoto: Lars Pauli

Fra assistent til direktør 

Elisa Hove de Lasson er blevet en del af direktionen hos Netselskabet Elværk i Thisted.

Hun har været en del af selskabet siden 2020, hvor hun blev ansat som personlig assistent for den daværende ledelse, hvor hun fik ansvaret for at skabe bedre rammer for projekthåndtering.  

I 2023 blev Elisa Hove de Lasson forfremmet til til afdelingsleder. 

Ny økonomidirektør i Helgstrand-selskab

Tobias Tovgaard Gæmelke er tiltrådt som CFO for Global Equestrian Group ApS. 

Selskabet er ejet af den omstridte hestehandler Andreas Helgstrand og fungerer som moderselskab for blandt andet Helgstrand Dressage ApS og Helgstrand Jewellery ApS. 

Den nye økonomidirektør kommer fra en lignende stilling hos DUOS Gruppen. 

Aalborg-virksomhed forfremmer salgschef

Buster Nissen er indlemmet i direktion hos NB Ventilation, efter han er blevet forfremmet til salgsdirektør. 

Siden 2016 har han været salgschef i ventilationsproducenten. 

Forfremmelsen kommer i forbindelse med, at kapitalfonden Blue Equity har investeret i Aalborg-virksomheden. 

Ejerskabet bliver et partnerskab med 40 procent til Blue Equity og 30 procent til hver af de to medlemmer af NB Ventilations direktion Rasmus Hasselgren Gerhardt og Buster Nissen.

I det seneste regnskab havde ventilationsproducenten et overskud på 5,5 millioner kroner. 

Direktør stopper med øjeblikkelig virkning

DGI Huset Nordkraft har skiftet ud på direktørposten. 

Carina Husum, der har været direktør siden 2017, stopper med øjeblikkelig virkning. 

Inge Møller Nielsen er indsat som midlertidig direktør, indtil den nye direktør er fundet. 

DGI Huset Nordkraft er en erhvervsrivende fond. 

Sådan har vi gjort

Alle oplysninger stammer fra CVR-registret.

Der kan være forsinkelser, da der i nogle tilfælde kan gå tid, før oplysningerne bliver registreret i CVR.

Denne artikel tager afsæt i de rokader, der er registreret fra 13. december til og med 20.december 2024.